Besættelsens mærkedage rummer både sorg, modstand og befrielse. De fortæller om en periode, hvor Danmark blev angrebet og besat, hvor forholdet til besættelsesmagten ændrede sig, og hvor forfølgelse og krig greb ind i menneskers hverdag.
De seks nedslag her er ikke en udtømmende liste over periodens vigtige begivenheder. De giver en kronologisk vej gennem årene 1940-45 og forklarer nogle af de datoer, som stadig bliver markeret med flag, lys og mindehøjtideligheder.
1. 9. april 1940 – Besættelsen begynder
Tyskland angreb Danmark tidligt om morgenen den 9. april som led i Operation Weserübung, der også omfattede Norge. Tyske tropper krydsede grænsen i Sønderjylland, mens andre styrker blev indsat flere steder i landet. Flyvepladsen i Værløse blev angrebet fra luften.
Den danske modstand blev kortvarig. Regeringen besluttede efter få timer at indstille kampene mod den overlegne tyske styrke. Det almindeligt angivne danske tabstal er 16 faldne. Besættelsen var dermed begyndt, selv om regeringen og en række danske institutioner fortsatte med at fungere.
I de følgende år blev hverdagen præget af blandt andet censur, mørklægning og mangel på varer. Tilpasning og samarbejde med besættelsesmagten kom til at eksistere side om side med voksende modstand.
Sådan markeres dagen
9. april er en officiel flagdag. For statslige myndigheder angiver flagreglerne halv stang til klokken 12 og derefter hel stang. Lokale mindesmærker og historiske steder danner også ramme om markeringer af invasionen og dens ofre.
2. 29. august 1943 – Bruddet med samarbejdspolitikken
Sommeren 1943 var præget af strejker, uro og sabotage. Den tyske besættelsesmagt stillede krav, som den danske regering ikke ville acceptere, blandt andet om dødsstraf for sabotage. Den 29. august blev der indført militær undtagelsestilstand.
Regeringen ophørte med at fungere. Det omtales ofte som samarbejdspolitikkens sammenbrud, men det betød ikke, at al dansk administration eller enhver kontakt med tyskerne standsede. Departementscheferne fik en central rolle i den fortsatte administration.
Tyske styrker angreb samtidig danske militære tjenestesteder for at afvæbne hæren og flåden. Danske flådefolk sænkede en stor del af deres egne skibe for at forhindre tysk overtagelse, mens andre fartøjer nåede Sverige. Der var også kampe og danske tab ved afvæbningen.
Dagen fik stor symbolsk betydning som et brud. Modstandsbevægelsen voksede, og i september blev Danmarks Frihedsråd dannet som et koordinerende organ. Flådens sænkning mindes fortsat i søværnshistorien, men den samlede historie rummer både aktiv modstand og fortsat administrativ tilpasning.
3. 1.-2. oktober 1943 – Aktionen mod jøderne og flugten til Sverige
Natten mellem den 1. og 2. oktober iværksatte den tyske besættelsesmagt en aktion mod jøder i Danmark. En advarsel, viderebragt af den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz, havde få dage tidligere sat gang i flugt og hjælpearbejde.
Familier søgte skjul og forsøgte at komme til kysten. Venner, naboer, læger, modstandsfolk, fiskere og mange andre bidrog til redningsarbejdet. Sverige tog imod flygtningene. I løbet af oktober lykkedes det omkring 7000 jøder at nå i sikkerhed dér, sammen med ikke-jødiske pårørende.
Flugten var ikke én centralt planlagt operation. Ruter, priser og hjælp varierede, og nogle mennesker blev arresteret eller omkom undervejs. Det er derfor misvisende at beskrive alle overfarter som en ensartet tur på 10-15 kilometer eller alle hjælperes motiver som de samme.
Flere hundrede jøder fra Danmark blev deporteret til Theresienstadt. Mange overlevede, blandt andet med betydning af fødevarepakker og indsatsen fra Danmark, men mennesker døde også i fangenskabet. De overlevende blev hentet ud med De Hvide Busser i april 1945.
Redningsaktionen står stærkt i dansk erindring, men historien bør også give plads til dem, der ikke undslap, og til flygtningenes egne erfaringer. Mindesmærker, museer og lokale fortællinger langs kysten holder forskellige dele af historien levende.
4. 19. september 1944 – Aktionen mod politiet
Den 19. september slog tyske styrker til mod det danske politi. Næsten 2000 politifolk blev arresteret og deporteret til tyske lejre. Mange andre undslap eller gik under jorden.
Aktionen skal ses i sammenhæng med besættelsesmagtens mistillid til politiet og konflikterne om dets rolle i bekæmpelsen af uro og sabotage. Politiet havde tidligere medvirket til at opretholde orden under besættelsen; forholdet mellem korpset, staten og modstandsbevægelsen var derfor mere sammensat end et enkelt billede af samlet modstand fra begyndelsen.
Danmark gik ind i en politiløs periode frem til befrielsen. Lokale vagtværn kunne overtage nogle opgaver, men erstattede ikke et almindeligt fungerende politi. Kriminalitet og utryghed blev en del af hverdagen, og deporterede betjente blev udsat for alvorlige lidelser i fangenskabet.
Politiaktionen mindes fortsat i politiets historie og ved mindehøjtideligheder. Den markerer et dybt indgreb i det danske samfund og et personligt brud for de berørte familier.
5. 21. marts 1945 – Shellhuset og Den Franske Skole
Royal Air Force angreb den 21. marts Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København. Angrebet, Operation Carthage, blev gennemført efter ønske fra den danske modstandsbevægelse. Målet var blandt andet at ødelægge Gestapos arkiver og svække dets arbejde.
Shellhuset blev hårdt ramt. Fanger blev dræbt, mens andre lykkedes med at flygte. Under angrebet styrtede et britisk fly ned nær Institut Jeanne d’Arc på Frederiksberg, kendt som Den Franske Skole. Røg fra nedstyrtningsstedet fik efterfølgende fly til fejlagtigt at bombe området omkring skolen.
Ved skolen omkom 86 børn og 18 voksne. De voksne omfattede både personer fra skolen og mennesker, som deltog i redningsarbejdet. Det var derfor ikke udelukkende lærere og nonner, der indgik i voksentallet.
Angrebet blev både et slag mod Gestapo og en katastrofe for civile. Netop denne dobbelte historie er afgørende, når dagen mindes. Mindesmærket på Frederiksberg og beretninger fra overlevende fastholder de enkelte menneskers erfaringer bag tallene.
6. 4.-5. maj 1945 – Befrielsesbudskab og befrielse
Den 4. maj klokken 20.36 læste Johannes G. Sørensen befrielsesbudskabet i BBC’s danske udsendelse fra London. De tyske styrker i blandt andet Danmark havde overgivet sig. Kapitulationen trådte i kraft den 5. maj klokken 8.
Beskeden udløste glæde og mennesker på gaderne. Mørklægningsgardiner blev fjernet, og lys i vinduerne blev et varigt symbol på friheden. Traditionens præcise omfang i 1945 diskuteres, men den fælles markering den 4. maj står fortsat stærkt.
Befrielsesdagene var samtidig urolige og kostede liv. Der forekom skudepisoder, og modstandsbevægelsen gennemførte anholdelser. Fejringen og begyndelsen på opgøret efter besættelsen var tæt forbundet.
Lys og flag i dag
Mange sætter lys i vinduet om aftenen den 4. maj. Der er ikke et fast krav om et bestemt antal lys. Den 5. maj er officiel flagdag, og rundt omkring i landet afholdes mindearrangementer med skiftende programmer.
Bornholms anderledes afslutning
Bornholm fik et andet forløb end resten af Danmark. Sovjetiske fly bombede Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945, efter at den tyske kommandant ikke havde overgivet sig til Sovjetunionen. Sovjetiske styrker gik derefter i land og blev på øen ind i 1946.
De sidste sovjetiske soldater forlod Rønne den 5. april 1946. Bornholms historie minder om, at befrielsen ikke blev oplevet på samme måde alle steder. Når mærkedagene bliver fortalt sammen, rummer de både frihedens glæde, de menneskelige tab og de vanskelige valg under besættelsen.
Seneste kommentarer