Fastelavn før og efter reformationen i Danmark

Hvorfor klæder danske børn sig ud som små superhelte og prinsesser midt i den mørke vinter, mens tønder splintres, og bagerens flødeskumsbolle får national helgenstatus? Svaret ligger i en tradition, der er ældre end både Luther og LEGO – fastelavn. Højtiden har overlevet kirkelige reformer, kongers forbud og skiftende modebølger, men den har aldrig helt sluppet sit oprindelige løfte om én sidste, sanselig fest, før hverdagen igen strammes ind.

I denne artikel følger vi fastelavnens dramatiske rejse fra middelalderens katolske bodspraksis over reformationens moralske opstramning og hele vejen frem til de nutidige tøndeslag på byens torve. Vi spørger: Hvad ændrede sig – og hvad bestod – da Danmark gik fra pave til præst? Hvorfor var der engang rigtige katte i tønden, og hvordan blev voksenløjerne forvandlet til børnefest med flødeskumsfyld?

Tag med på en tidsrejse, hvor munke skifter plads med maskeradebal, og hvor fastens formaning møder fastelavnsbollens bløde fristelse. Fra Grundtvigs folkeoplysning til Gulddrengs popkultur – fastelavn har altid været et spejl af sin tid. Nu løfter vi låget (eller slår bunden ud!) og ser, hvad der gemmer sig i tønden af historie, symboler og traditioner.

Hvorfor fastelavn? Oprindelse og tidslinje

Fastelavn er i dag en børnefest med udklædning, tøndeslagning og farverige fastelavnsris, men rødderne går dybt ned i den middelalderlige kalender, hvor carne vale – “farvel til kødet” – markerede overgangen fra frådseri til faste. Som alle karnevalstraditioner er den kendetegnet ved midlertidig opløsning af dagligdagens normer: man skjuler sig bag masker, spiser det sidste kød, drikker det sidste øl og lader de nederste lag af samfundet vende magtforholdene på hovedet. I Danmark har denne traditionslinje gennemløbet tre hovedfaser, der sammenfatter artiklens fortløbende spørgsmål: Hvad var katolsk, hvad blev reformeret – og hvad lever videre?

Periode	Nøgleord	Kirkens rolle	Folkelige særpræg
Før 1536 Katolsk middelalder	Skriftemål, aflad, stram fastepligt	Styrer kalenderen, men tåler løjerne	Overdådig mad, maskerader, tidlig tøndeslagning, ”omvendte” hierarkier
1536-ca. 1800 Efter Reformationen	Luthersk soberhed, moralregulering	Fordømmer overdrevent drikkegilde, men kan ikke udrydde festen	Fra voldsom voksenfest til kontrollerede borgerlige selskaber; tøndeslagning overlever
1800-nutid Folkelig/kulturarv	Børnecentreret, foreningsdrevet	Kirkens indflydelse minimal; højtiden sekulariseres	Fastelavnsboller, ris, kattekonge og -dronning, lokale varianter

Tidslinje i kort form

1. ca. 1100-1536: Fastelavn etableres i Norden sammen med den katolske faste. Udtrykkene hentes i europæisk karnevalskultur – især fra Tyskland og Nederlandene, som Danmark er tæt knyttet til via handel.
2. 1536: Reformationen indfører luthersk teologi. Aflad og streng faste afskaffes officielt, men folket holder fast i festen, nu mere som social begivenhed end religiøs pligt.
3. 1600-1700-tallet: Byråd og præster udsender forordninger mod “ugudelige løjer”, mens godsejere arrangerer ridt med tøndeslagning for tjenestefolk. Titlerne kattekonge og kattedronning opstår.
4. 1800-tallet: Børnekultur vokser med skoler og foreninger. Fastelavnsris med slik og crepe-papir bliver allemandseje; bagerne lancerer den første fastelavnsbolle.
5. 1900-tallet: Tøndeslagning rykker fra landsbyens gårdsplads til spejderforeninger, sportsklubber og boligkvarterer. Dyreværnslov 1892 forbyder levende katte i tønderne – symbolikken bevares.
6. Nutid: Fastelavn er kalenderens første store fællesfest efter jul. Kommuner, museer og supermarkeder arrangerer udklædningskonkurrencer; Dragør og enkelte steder på Lolland fastholder ridtet til hest.

Artiklen dykker i de følgende afsnit ned i ovenstående perioder for at spore både brud og kontinuitet:

• Før reformationen – fokus på bod, faste og middelalderlig overflod.
• Reformationens gennemslag – hvordan teologi og myndigheder forsøgte at styre folkefesten.
• Efter reformationen – den gradvise omformning til en børne- og foreningstradition.
• Nutiden – hvorfor fastelavn stadig samler danskere som et lysfyldt vinterbrud.

Ved at følge denne tidslinje kan vi se, at formen skifter – fra bodspræget katolsk forløb til sekulær folkefest – men kernen består: det er stadig en leg med roller, en sidste fest før forårets komme og en anledning til at styrke lokalsamfundets sammenhold.

Før reformationen: Fastelavn i den katolske middelalder

Fastelavn tog form i middelalderens Danmark som den liminale overgang mellem hverdagsliv og den 40-dages faste, der begyndte askeonsdag. Selve ordet “fastelavn” er afledt af plattysk vastel-avent – “aftenen før fasten” – og markerede således de sidste dage, hvor kød, æg, smør og vin måtte nydes i fulde drag.

Sakramenter og syndsbevidsthed

1. Skriftemål og bod: Kirkens påbud krævede, at de troende gik til præsten, bekendte deres synder og modtog absolution, inden de gik ind i fasten. I mange sogne var fastelavnssøndag det største “skriftedag” efter jul.
2. Aflad: Pavekirken lovede afkortning af skærsild gennem afladsbreve – et marked, der netop blomstrede i karnevalstiden, hvor syndsbevidsthed og feststemning gik hånd i hånd.
3. Det “sidste måltid”: Fedte- eller hvide tirsdag blev kogebøgernes klimaks for kød, flæsk og fed grød. Fra onsdag var animalsk fedt forbudt, og fisk, gryn og bønner tog over.

By og land – Samme fest, forskellige kulisser

Byerne	Landsognene
Lavsgilder arrangeret af håndværkerlav; laugskisterne finansierede øl, vin og “fastelavnsbakker” med brød og kød. Maskerader gennem stræderne, hvor borgere klædte sig som munke, djævle eller konger – ofte til præsteskabets fortrydelse. Studenter fra domskolerne førte an i optog med larmende narrespil og improviserede skuespil.	Unge karle red frådende heste fra gård til gård for at samle madvarer til fælles gilde i landsbyens lade. Råb og slagsmål var del af ritualet; i visse kilder omtales “slag i tønde” med levende kat som symbol på det onde, der skulle uddrives. Gårdkarle omdannede ladeporten til dansesal, mens pigerne pyntede med gran og tørrede blomster.

Kirkens ambivalente stemme

Prædikener fra Ribe, Viborg og Roskilde viser, at gejstligheden på den ene side så karnevallet som en “sikkerhedsventil” for folkelig energi, på den anden frygtede, at drikkeri og spot mod kirken gik for langt. Synoder i 1423 og 1510 indskærpede forbud mod at bære gejstlige klæder som spøg og mod at føre våben i optogene – forbud, som blev ignoreret igen og igen.

Sociale omvendelser – Verden på hovedet

Carnivalesk logik gjaldt: høje blev lave, og lave blev høje – i hvert fald symbolsk og midlertidigt.

• Borgmesterens nar: I flere købstæder udnævnte man en “narreskonge”, som en dag styrede rådhuset og udstedte absurde forordninger.
• Omvendt tiggeri: Tjenestefolk og landarbejdere bankede på godsejerens dør for at kræve øl og pandekager; nægtede herren, risikerede han spottende vers på kirkedøren.
• Kvindelig hersker: Kilder fra Østjylland fortæller om “fastelavnsdronningen”, en tjenestepige der midlertidigt kommanderede karle og gårdmand – en tidlig forløber til nutidens kattekonge/-dronning.

Summen af disse praksisser skabte et flertydigt rum, hvor fromme forberedelser til faste gik hånd i hånd med løssluppen satire og sanselig overflod. Netop denne spænding mellem kirkelig kontrol og folkelig udfoldelse skulle blive afgørende, da reformationen i 1536 ændrede religionens rammer – men ikke helt kunne afskaffe lysten til at slå katten af tønden.

Middelalderlige skikke og symboler: tøndeslagning, optog og overflod

I de århundreder, hvor Danmark endnu var et katolsk kongerige, blev fastelavn fejret som en kulmination af carne vale – “farvel til kødet”. Netop fordi det var sidste chance for at more sig inden den 40 dage lange faste, antog højtiden et næsten karnevalistisk præg, hvor grænser blev udvisket, og hverdagen vendt på hovedet.

Maskerader og social omvendelse

Byernes gader summede af optog med masker og fantasifulde dragter. Klostrenes krøniker beretter om håndværkersvende, der klædte sig ud som adelige, og om kvinder, der iførte sig mandsklæder – en legemliggørelse af middelalderens idé om den “rettede verden”, hvor hierarkier midlertidigt ombyttes. For præsterne var disse løjer et tveægget sværd: De kunne lokke folk til kirken for skriftemål, men de risikerede også at udarte til tøjlesløshed.

Ridderløb og tidlige tøndeslagninger

Fra Tåsinge til Viborg er der bevaret bylaws, der tillod – og andre gange forbød – vinterridt, hvor unge karle til hest dystede om at ramme en ophængt trætønde fyldt med øl eller nødder. Ifølge senmiddelalderlige kilder fra Lübeck og Rostock – byer med tæt handelskontakt til Danmark – indeholdt tønden undertiden en levende sort kat. Skikken blev hurtigt adopteret nordpå og kendes i 1400-tallets danske købstæder som slå katten af tønden.

Katten i tønden – En symbolsk uddrivelse

1. Ofring eller syndebuk: Katten, der i folketraditionen kunne forbindes med hekseri og sygdom, blev betragtet som et symbol på alt det onde, man ønskede at forvise før fasten.
2. Lyd og kaos: Når tønden blev gennembrudt, skabte katten panik og spektakel – en kontrolleret form for kaos, der skulle skræmme onde kræfter bort.
3. Fornyelse: Det endelige flæns af tønden markerede et brud med den gamle tid og en overgang til en mere asketisk fase.

Efter reformationen blev katten gradvist erstattet af halm og slik, men idéen om at “besejre” noget ondartet overlevede i form af titlerne kattekonge og kattedronning.

Fedtetirsdag – Sidste chance for overflod

Råvare	Middelalderlig betydning	Typisk anvendelse
Æg	Rige på protein før fastens afholdenhed	Klatkager stegt i svinefedt
Mælk	Sidste friskvare før forårets dyrejævning	Tykkemælk og ostegrød
Svine- og oksekød	“Farvel til kødet” – bogstaveligt og symbolsk	Saltet flæsk i gryderetter

Navnet fedtetirsdag (på latin dies pinguis) fremhæver, hvor vigtig fedtholdig kost var: man skulle bogstaveligt talt spise sig “fed” til fasten. Landsbyfællesskaberne delte store gilder, hvor øl, kød og nybagte hvedebrød flød frit, ofte ledsaget af fastelavnslege som styrtløb på isen eller kast med et ildringe.

Kirkens ambivalente rolle

Selv om kirken formelt indkaldte til skriftemål og udstedte afladsbreve op til fasten, eksisterer der flere bispebreve fra 1400-tallet, hvor præster formanes om at holde menighederne i tømme: “Lad ej folks løse dans og djævelske masker gro til forargelse”. Ikke desto mindre tolereredes festerne ofte, da de både samlede sognet og økonomisk kunne støtte kirken gennem oblater og afgifter på ølsalg.

Overflodens ritual som overgangsmarkør

Fastelavn i middelalderen skal derfor forstås som et liminalt rum: Det stod på tærsklen mellem hverdag og faste, mellem vintermørket og forårets spire. Ved at spise, larme og vende magtforhold på hovedet skabte man en kollektiv rus, som gjorde den forestående askese og bodsgang både meningsfuld og til at bære.

Når kirkeuret ringede til askeonsdag, lukkede dette rum sig brat. Maskerne blev lagt væk, og alterets aske mindede alle om dødelighedens alvor. Men mindet om tøndeslagningen, katten og fedtetirsdagens overdådighed lagde sig som en understrøm, der hvert år genopfriskede fastelavnsfestens dragende blanding af løssluppenhed og hellighed – en arv, der senere skulle tilpasses den lutherske skik, men aldrig helt forsvandt.

Reformationens gennemslag: teologi, moral og myndighedernes regulering

Efter 1536 stod Danmark officielt under den lutherske kirkeordning, og det ændrede i første omgang fastelavnensrammer radikalt. Hvor den katolske kirke havde legitimeret løjerne som en nødvendig ventil før de 40dages faste, anså de nye lutherske myndigheder netop fastepligten for et menneskebud uden frelsende værdi.Dermed forsvandt den teologiske retfærdiggørelse af karnevallets overflod – i hvert fald på papiret.

1. Teologi: Fra påbudt afholdenhed til frivillig mådehold

• Luthers lære betonede troen alene. Faste og bod kunne være nyttige til at disciplinere kødet, men de skulle ikke påtvinges af kirke eller stat.
• Prædikener i 1500-tallet fordømte derfor ikke nødvendigvis festligheden i sig selv, men overdrev, drukkenskab og overtro.
• Resultatet blev en moralsk ambivalens: Fastelavn var kulturelt forankret, men nu uden klar kirkelig ramme.

2. Myndighederne griber ind: Forordninger og byrådsbeslutninger

År	Lov/forordning	Indhold med relevans for fastelavn
1537	Kirkeordinansen	Afskaf­fer obligatorisk faste; præster påbydes at modarbejde “papistisk overtro”.
1558	Københavns byråds plakater	Forbyder maskerader efter kl. 21 og tru­er med bøde for at løbe med sværd og køller.
1617	Christian IV’s recess om løsgængeri	Fremhæver fastelavn som problemtid; pålægger fogeder at gribe ind mod “tiggerløb og papegøyeløb”.
1683	Danske Lov	Styrker lokale myndigheders ret til at konfiskere masker og våben; bøderne øges.

Fælles for bestemmelserne er, at de sigter mod ordenshåndhævelse, ikke total afskaffelse.Magistrater og stiftsøvrigheder indså hurtigt, at et direkte forbud var urealistisk.I stedet forsøgte de at:

1. Flytte aktiviteterne til dagslys og kontrollerede rammer.
2. Begrænse alkoholudskænkning og våben­brug.
3. Påtvinge gebyrer for maskerader, så de kunne indtægtsføres.

“I skal ej dragis med zabel og køller udi gaderne, thi det avler stor forargelse” — København, rådets forordning 1558

3. Moralprædikener: Synd, skam og satire

Fra prædikestolen lød en blanding af advarsler og kulturel realisme. Eksempelvis kritiseredeAalborg-præsten Peder Palladius i 1544 “gøgleri og skarnskæmt, som hører Djævelen til”, menerkendte samtidig, at mennesket havde brug for “godt kristeligt munterhed”. Kirkens strategi blev derforat kanalisere festiveren ind i mere ‘anstændige’ former:

• Menighederne opfordres til almissegivning frem for prangende gilder.
• Børn – ikke voksne – fremhæves som de rette deltagere i tøndeslagningen.
• Udklædning tolereres, hvis den ikke er “utugtig eller papistisk”.

4. Hvorfor forsvandt fastelavn ikke?

Trods lovbud og formaninger fortsatte fastelavn med at blomstre. Tre hovedforklaringer skiller sig ud:

1. Social funktion: Vinteren var lang, og befolkningen havde få lejligheder til at bryde hverdagsrytmen. Fastelavn udfyldte et psykologisk og økonomisk tomrum.
2. Fleksibilitet: Skikke som tøndeslagning kunne justeres – katten blev efterhånden Symbol i stedet for levende dyr, og ridt blev flyttet uden for byporten.
3. Lokalt ejerskab: Gilder blev arrangeret af lav, laug og senere borgerforeninger. Når én aktivitet blev forbudt, opstod en ny variant lige uden for forordningens rækkevidde.

Reformationen svækkede den kirkelige ramme, men efterlod plads til ensekulariseret festkultur, som myndighederne tolererede, så længe ordnen blev opretholdt.Netop denne spænding mellem kontrol og kreativ tilpasning blev motoren, der sikredefastelavnens overlevelse langt ind i moderne tid.

Efter reformationen: Folkelig omformning fra voksenløjer til børnefest

I århundrederne efter reformationen skiftede fastelavn langsomt karakter. Hvor festen tidligere var voksnes udladning før den katolske faste, blev den nu en mere familie- og børneorienteret begivenhed, styret af lokale laug, skoler og foreninger snarere end af kirken. Udviklingen kan deles op i tre sammenvævede spor: tøndeslagningens forandring, nye rekvisitter og søde sager samt borgerlige maskerader.

1. Tøndeslagning uden dyr – Men med titler

• 1600-1700-tallet: Myndigheder og præster prædikede hårdt imod at slå levende katte ned i tønden. Forordninger fra bl.a. København (1620) og Aalborg (1651) forbød dyremishandling, men selve tøndeslagningen overlevede som en hårdfør vinterleg.
• Omkring 1750: Katten var nu oftest erstattet af aske, halm eller korn – symbolsk ”ondskab” der skulle drives ud. Hullet øverst på tønden blev desuden mindre, så indholdet ikke faldt ud for tidligt.
• 1800-tallet: Børn tog gradvist over. Den/de, der slog det sidste bræt af tønden, kåredes som kattekonge og senere også kattedronning. Titlerne gav ret til den første dans, ekstra kage – eller blot håneretten over de andre.

2. Fastelavnsriset – Fra lussinger til pynt

Det pyntede fastelavnsris får for alvor vind i sejlene fra starten af 1800-tallet:

1. Helbredsriset: Oprindeligt piskede man familiemedlemmer (særligt piger og kvinder) let om morgenen for at vække livskraften. Den skikken hænger sammen med hedenske frugtbarhedsritualer.
2. Børneriset: Små grene af birk eller pil dekoreres fra ca. 1820 med kulørte bånd, udklippede papirfigurer og sukkerkys. Nu er det børnene, der slår de voksne – og høster en mønt eller en godbid som betaling.
3. Kommercielt ris: Allerede i 1860’erne annoncerer københavnske papirklippere og konditorer færdige ris til salg; en tidlig form for sæsonvare.

3. Fastelavnsbollen – Bagernes søde triumf

År	Udvikling
1700-tallet	Hvedekringler eller shrovetide buns importeres via handelsforbindelser.
1800-1850	Byernes bagere eksperimenterer med fyld af æblemos og svesker.
Efter 1850	Smørcreme, syltetøj og siden wienerbrødsdej giver den moderne fastelavnsbolle som vi kender i dag.

Bollen udnyttede den nye adgang til sukker og hvidt mel og blev hurtigt obligatorisk på kaffeborde og i arbejderforeningers børnearrangementer.

4. Borgerlige maskerader og foreningsfest

Mens landsbyerne holdt fast i tøndeslagning på gaden, dyrkede byernes borgerskab de store maskerader:

• Klub- og teatermaskerader: Festsale i København (f.eks. Kongens Nytorv) husede baller med udklædning à la Commedia dell’arte. Invitationer betonede moral (”ingen grovhed”) – et brud med middelalderens løsslupne toner.
• Foreningsfastelavn: I 1880’erne arrangerer spejderkorps, skyttegilder og skoler ensartede programmer: ris, tønde og ”bankospil”. Vægten lægges på fællesskab og velgørenhed.
• Nationalromantisk præg: Folkeoplysningsbevægelsen, inspireret af Grundtvig, ser fastelavn som dansk folkesjæl og indarbejder sange og danske farver (rød/hvid) i pynt og kostumer.

Sammenfatning

Fra 1600- til 1900-tallet skiftede fastelavn således fokus:

Voksenløjer med kat og kårde → Børnefest med ris og boller

Selv om teologien bag den katolske faste forsvandt med reformationen, overlevede festens sociale funktion: at markere overgangen fra vinter til forår, vende hverdagen på hovedet – og give plads til leg og overflod, om end nu i et mere reguleret og kommercielt format.

Nutidens fastelavn og regionale spor

Fra landsbytorv til storcenter – Hvor slår vi tønden i dag?

I dag er fastelavn først og fremmest børnenes fest. Fra Hirtshals til Halskov svinger børn – og ofte deres forældre – køllen mod den karakteristiske trætønde:

• Offentlige arrangementer: beboerforeninger, idrætsklubber og handelsstandsforeninger stiller tønder op på torve, i boligkvarterer og indkøbscentre. Her kåres kattekonge og kattedronning, mens lokale butikker sponserer slik og præmier.
• Institutioner: skoler og dagtilbud laver egne fastelavnsfester med hjemmelavede udklædninger og pyntede fastelavnsris.
• Privat “raslen”: I mange byer går udklædte børn stadig fra dør til dør og synger “Fastelavn er mit navn…”. Skikken ligner halloweenens “trick-or-treat”, men har ældre rødder i middelalderens almisetradition.

Dragør og andre regionale særpræg

Selv om tøndeslagningen i dag næsten altid foregår til fods, findes der nicher, hvor gamle former lever videre:

1. Dragør, Amager – tøndeslagning til hest
   Siden 1800-tallet har Dragørs havnefront første fastelavnsmandag genlydt af hove mod brostenene. Ryttere – ofte i flotte husarlignende uniformer – rider i galop under en ophængt tønde. Den sidste rytter, som får tønden ned, krones “kattekonge til hest”.
2. Himmerland og Læsø – bide til bolle
   Nogle steder hænges en bolle i snor, som deltagerne – med hænderne på ryggen – forsøger at få en bid af. Skikken kendes fra 1700-tallet og lever som en sjov sidesport til kølleslagene.
3. Sydsjælland – tøndeslagning på isen
   Når vinteren fryser gadekær og fjorde, bruger lokale klubber isfladen som festplads. Traditionen er dog mere sporadisk i takt med mildere vintre.

Symbolikken – Katten flytter fra tønden til papiret

Element	Før	Nu
Katten	Levende kat – ondskab/uhyre, som skulle drives ud af byen	Papkatsilhuetter, klistermærker og påtryk på tønden – ren symbolik
Tønden	Øltøndens rester – brændes ofte efter slaget	Let trætønde med slik, appelsiner og rosiner
Faste & fromhed	Sidste dag før 40 dages afholdenhed	Ingen officiel faste – dog ofte “sukkershock-pause”, før vinterferien ebber ud

Dyrevelfærd og lovgivning har siden 1800-tallet gjort det utænkeligt at slå dyr. Tønden er derfor blevet et pædagogisk redskab til at tale med børn om, hvordan traditioner forandrer sig med nye moralske normer.

Fastelavn som vinterbrudsritual anno 2020’erne

Selv i en globaliseret kulturkalender, fyldt med halloween, valentinsdag og #friyay, markerer fastelavn overgangen fra mørk vinter til lysere forår. Forskere taler om “rituel liminalitet” – et overgangsrum, hvor almindelige regler ophæves:

• Udklædning lader børn afprøve identiteter fra prinsesse til Pokémon.
• Det lokale fællesskab styrkes, når naboer mødes for at dele boller og kakao.
• Tøndeslagningen lader deltagerne “smadre” vinteren fysisk – et kollektivt skulderklap til foråret.

Dermed lever middelalderens idé om “det store karneval” videre, blot tilpasset moderne familieliv, foreningskultur og dyrerettigheder. Fastelavn er i 2020’erne mindre vild, men stadig en farverig påmindelse om, at dansk kultur kan fejre sig selv – lige på tærsklen til lysere tider.