5 danske juletraditioner og deres oprindelse

Der dufter af gran, stearinlysene flimrer mod de mørke ruder, og et kor af forventningsfulde børnestemmer synger om nissen, der bor på loftet. Julemånedens ritualer er så indgroede i den danske folkesjæl, at vi næsten glemmer, hvor de egentlig stammer fra.

I denne artikel dykker vi ned i fem af de mest elskede juletraditioner – fra juletræets første glimt i et holstensk herreværelse til TV-julekalenderens fængslende klokkespil over landets stuer. Vi afdækker, hvordan udenlandske impulser, historiske begivenheder og en god portion dansk opfindsomhed har formet de skikke, der i dag binder generationer sammen om hygge, sang og gløgg.

Sæt dig godt til rette, lad snapsen blive på hylden et øjeblik, og følg med, når vi folder historien ud bag:

• det funklende juletræ og dansen rundt om det,
• den rød-hvide adventskrans og det tålmodighedsprøvende kalenderlys,
• en skål cremet risalamande og jagten på den ene heldige mandel,
• den folkelige julefrokost med klingende snapseglas,
• og de 24 spændingsfyldte kapitler i radio- og tv-julekalenderen.

Velkommen til en rejse gennem historie, tradition og ægte dansk julestemning – fra Grundtvig til Gulddreng.

Juletræet og dansen om det: Fra tysk skik til dansk hygge

Når vi i dag tænder lysene og tager hinanden i hænderne omkring et pyntet grantræ, synes ritualet urgammelt – men juletræet er faktisk en relativt ny gæst i den danske jul.

Fra tysk adelskab til holsteinborg 1808

År	Begivenhed
ca. 1500	Første kendte, pyntede juletræer i det sydlige Tyskland og Alsace.
1808	Holsteinborg Slot på Sydsjælland tænder, ifølge overleveringen, Danmarks første indendørs juletræ.
1811	Et par velhavende hjem i København (bl.a. advokatfamilien Lehmann) markerer trendy jul med træ.
1820-40	Skikken breder sig i borgerskabets saloner, først i større byer.

Det var især den dansk-tyske adel og det københavnske borgerskab – ofte med handelsforbindelser mod Hamburg – der importerede skikken. Granen symboliserede evigt liv, og de levende vokslys var både statussymbol og romantisk stemningsskaber i en tid uden elektrisk lys.

Fra salon til stue: Folkeliggørelse i 1800-tallet

1. Midten af 1800-tallet: Præster og lærere bringer juletræet ud på landet. Mange steder bruges et enkelt granris stukket i en fod, hvis en hel træstamme er for dyr.
2. Slutningen af århundredet: Billigere massefremstillede glas- og papirsornamenter samt bedre adgang til gran (jernbane og plantager) gør træet til en realistisk mulighed for håndværks- og arbejderfamilier.
3. 1900-tallets begyndelse: Juletræet er nu næsten uundværligt i alle samfundslag; skikken opleves som «typisk dansk» snarere end tysk.

Dansen omkring træet

At gå – eller rettere danse – rundt om juletræet med salmesang er et særpræg, som blev forfinet i Danmark. Lyset blev slukket, stearinlysene på grenene blev tændt, og familien tog hinanden i hænderne:

• Salmer: “Et barn er født i Bethlehem”, “Dejlig er jorden” og “Glade jul” dominerer; senere tilføjes mere verdenstonede sange som “Højt fra træets grønne top”.
• Social mening: Dansen forener generationer – fra bedsteforældre til de mindste – i én fælles cirkel, hvilket passer perfekt ind i begrebet hygge.
• Nationalsymbolik: Under Besættelsen (1940-45) strøg mange danske familier Dannebrog på toppen eller i guirlander som stille protest mod besættelsesmagten.

Særligt dansk pynt: Klip, flet og fantasi

Selve pynten blev hurtigt den kreative legeplads, som gav træet et tydeligt dansk præg:

• Flettede hjerter: Den ældst bevarede model er klippet af H.C. Andersen omkring 1860. Hjerterne ligner små kurve og fyldes med nødder og slik – en fusion af funktion og æstetik.
• Hjemmelavede kræmmerhuse: Koniske kræmmerhuse i glanspapir, dekoreret med glansbilleder, er et hit fra slut-1800-tallet.
• Juleflag: Små papir- eller stof-dannebrog på snor skaber et rødt-hvidt bånd om træet – også inspireret af tidligere militære og kongelige markeringer.
• Engle og stjerner: Metalglimmer og papirfoldede stjerner, især den frøbølgede 16-takkede stjerne, introduceres sammen med industrielle julepynts-kataloger fra 1880’erne.
• Sukkerpynt: Spejlkager, peberkager og kandiserede æbler hang på træet, indtil børnene «høstede» efter dansen – forløberen til moderne julegodter.

Fra privat tradition til fælles symbol

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet opstillede mange byer offentlige juletræer på torvepladser; København fik sit første på Rådhuspladsen i 1914. Træet bevægede sig dermed fra privaten ud i gaderummet som et nationalt samlingsmærke, og i dag oplyser gigantiske graner både rådhuspladser og indkøbscentre fra Thisted til Tåstrup.

Sammenfattende kan det siges, at det danske juletræ startede som en importerede modegenstand, men gennem hjemmeklip, fællessang, flettede hjerter og dans blev omdannet til et af julens varmeste symboler på dansk hygge og samhørighed.

Adventskrans og kalenderlys: Den danske nedtælling

Den danske nedtælling til jul begynder længe før ”Så’ det jul” brager i højtalerne. To helt særlige rekvisitter skaber rammerne for forventningens glæde: adventskransen og kalenderlyset. Begge har rødder uden for landets grænser, men er blevet forædlet til noget særligt dansk.

Fra børnehjem i hamburg til stuer i danmark

Adventskransen blev opfundet af den tyske teolog Johann Hinrich Wichern, der i 1839 drev børnehjemmet Rauhes Haus i Hamburg. Han hængte en trækarm med fire store og 20 små lys op, så hjemmets børn kunne tælle dagene til jul. Skikken spredte sig i Tyskland som en rund krans med blot fire lys – ét for hver søndag i advent – og nåede Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

1. 1910’erne: De første danske eksempler ses hos indre missionske kredse og reformerte frimenigheder i København.
2. 1920’erne-30’erne: Blomsterhandlere og spejdere populariserer kransen, nu flettet af gran og hængt i rødt silkebånd.
3. Besættelsen 1940-45: Rød-hvide bånd bliver udbredt som diskret nationalt symbol, og adventskransen finder for alvor vej til den brede befolkning.

I efterkrigstiden er adventskransen et fast indslag i både kirker, skoler og hjem. Søndag efter søndag samles familien, tænder endnu et lys, synger ”Vær velkommen, Herrens år” og mærker højtiden rykke nærmere.

Kalenderlyset – Et dansk påfund

Hvor adventskransen er importeret, er kalenderlyset næsten lige så dansk som rødkålen. Lyset dukkede op hos danske lysstøbere i slutningen af 1930’erne, men slog først igennem under og efter krigen, da import af chokolade- og papkalendere var besværlig.

Årti	Udvikling
1930’erne	Prototype med otte markeringer (hver fjerde dag) lanceres som ”daglys til jul”.
1940’erne	Tallet 1-24 trykkes langs lysets side. Motiv: nisser, kirkespir og sneklædte graner.
1950’erne →	Kalenderlys fås i enhver købmandsbutik; i mange hjem står det i en lerpotte med mos, kogler og små sølvkugler.

Ritualet er simpelt: Hver dag tændes lyset, og flammen må kun spise sig ned til dagens tal – hverken mere eller mindre. For børn er det et dagligt spændingsmoment; for voksne en mild påmindelse om, at tiden er kostbar.

Hyggeritualer og fællesskab

• Tålmodighedstræning: Begge traditioner drysser små, kontrollerede mængder julestemning ud over december i stedet for ét stort bombardement.
• Fællessang: Mange familier kombinerer lysene med morgensang eller søndagslæsning af juleevangeliet.
• Sanselighed: Duft af gran, bivoks og brændt stearin blander sig med smagen af klejner og æbleskiver.

Adventskransen og kalenderlyset viser, hvordan Danmark har gjort den lange ventetid til en central del af selve julen. Hver flamme, der brænder, minder os om fællesskab, håb og den stille glæde ved at tælle ned sammen.

Risalamande og mandelgaven: Fransk inspiration, dansk tradition

Risengrøden var i århundreder juleaftens søde punktum – et varmt og mættende måltid lavet på dyre, importerede riskorn, der først for alvor blev tilgængelige for almindelige danskere i 1700-tallet. Men omkring år 1900 fik grøden konkurrence af en fransk-inspireret fætter: ris à l’amande – ordret “ris med mandel”. Københavnske restauratører og konditorer begyndte at servere den kolde risdessert med flødeskum, vanilje og hakkede mandler, og opskriften bredte sig hurtigt via datidens kogebøger og dameblade.

Rationalet var lige så praktisk som elegant: En kold dessert kunne laves i forvejen, så komfuret blev frit til anden og flæskestegen juleaften. Kombinationen af den fede fløde og den syrlige varme kirsebærsauce gav samtidig et festligt farvespil på tallerkenen – og gjorde retten markant anderledes end hverdags-risengrøden.

Efter 1. Verdenskrig ser man betegnelsen “risalamande” i annoncer fra både brune værtshuse og mondæne hoteller, og i 1940’erne er retten blevet så udbredt, at mange familier flytter den klassiske risengrød til lillejuleaften og reserverer risalamanden til selve juleaften. Dermed får vi den menu, som de fleste danskere stadig kender: fed julemad – og en let, kold (om end kalorierig!) dessert.

Mandelgaven – En lille nød med stor dramatik

Samtidig opstod – eller rettere: genopstod – skikken med at skjule en hel, smuttet mandel i desserten. Legen kendes allerede fra middelalderen, men i risalamandens fine, hvide flødeskum var mandlen næsten umulig at få øje på, og spændingen blev derfor endnu større. Reglerne er enkle, men ritualet kan fylde lige så meget som hele middagen:

1. Alle får en portion risalamande. Finder man mandlen, gælder det om at skjule det for de andre.
2. Der øses op igen og igen, indtil desserten – ofte til sidste skefuld – er spist.
3. Den der til sidst “afbryder komedien” og viser mandlen, vinder mandelgaven.

Gavens indhold har fulgt tidens trend:

Årti	Typisk mandelgave
1910’erne-30’erne	Hjemmestøbt marcipangris eller en appelsin
1950’erne-70’erne	Nougatbar, først fra Toms siden fra Anton Berg
1980’erne-00’erne	Bordspil, cd-singler, små porcelænsfigurer
I dag	Gavekort, specialøl, luksuslakrids – eller stadig den klassiske marcipangris

For børnene er jagten på mandlen årets højdepunkt; for de voksne en kærkommen anledning til drilleri, taktisk tyggen og ekstra skefulde. På tværs af generationer forlænger ritualet måltidet og giver plads til historier, sange og den sidste kop kaffe, før gaverne under træet kalder.

Dermed er risalamande og mandelgaven blevet mere end blot en dessert – de er en social scene, hvor hele familien spiller med. Traditionen viser, hvordan danske julebordet løbende optager udenlandske impulser, men altid ender med et strejf af hygge, konkurrence og fællesskab.

Julefrokost og snaps: Fra efterkrigstidens selskabsliv til folkeeje

Fra lavgilder til lagerhaller – En traditionsrejse

Julens store fællesmåltid har dybe rødder i de middelalderlige lav- og håndværkergilder, hvor man samledes om øl, flæsk og fromme skåle til skytshelgenerne. I 1800-tallets borgerlige hjem blev konceptet forfinet til kolde borde, men først efter 2. verdenskrig fik den moderne julefrokost landsdækkende gennemslagskraft:

• 1940’erne-50’erne: Arbejdspladser og fagforeninger indfører årlige julekomsammener som både socialt lim og personalegode.
• 1960’erne-70’erne: Velstanden stiger – kantiner, forsamlingshuse og restauranter tilbyder færdige “julebordspakker”.
• 1980’erne → i dag: Traditionen demokratiseres; sportsklubber, studieforeninger og vennegrupper markerer december med egne fester, ofte flere på én måned.

Det klassiske julefrokostbord

Serveringsrunde	Typiske retter	Tilbehør & drikke
1. Sild & fisk	Marinerede, karry- eller kryddersild, røget laks, æg & rejer	Rugbrød, karse, løg – snaps & pilsner
2. Kolde kødudskæringer	Leverpostej, rullepølse, sylte, spegepølse	Rødbeder, sky, sennep – øl
3. Lune specialiteter	Frikadeller, flæskesteg, medister, tarteletter med høns i asparges	Hvidt brød, rødkål – julebryg
4. Oste & sødt	Esrom, Danbo, brie, risalamande eller småkager	Portvin, kaffe, evt. avec

Snapsen – Gildeånden på glas

Hvor øllet slukker tørsten, er snapsen selve rytteren i julefrokostens sociale kæde. Den nordiske akvavit kom til Danmark i 1500-tallet, men blev først i 1800-tallet en folkelig spiseledsager. I dag følger mange stadig de uofficielle snaps-regler:

1. Øjenkontakt ved skålen; alle løfter glasset, fanger blikket rundt om bordet og siger et tydeligt “Skål!”.
2. Den første snaps drikkes ofte til silden – man “skyder julefrokosten i gang”.
3. Sang efter skålen; klassikere som “Der er ingen bånd der binder mig” eller “Sikken voldsom trængsel og alarm”.
4. Moderation & rotation; værten sørger for vand, pauser og at alle – også dem udenfor snapskulturen – kan være med.

Fællessang og festlig folklore

Julefrokosten er også en koralbog uden noder. Fra 1950’erne udkom utallige hæfter med juleskålesange, parodier og hjemmelavede vers, der stadig sendes rundt mellem servietterne. Sangene tjener flere formål:

• Struktur: De markerer overgang mellem retterne.
• Inklusion: Alle kan synge med – selv nye kolleger eller svigerbørn.
• Humor: Teksterne opdateres ofte med interne jokes, årets politiske begivenheder eller firmaets KPI’er.

Med sin blanding af historiske lag, kollektive ritualer og et menukort der appelerer til både mormor og mikroinfluencer, er julefrokosten i dag blevet et af de tydeligste beviser på danskernes evne til at forvandle fortidens gildeånd til nutidens hygge på høje procenter.

Julekalender i radio og tv: 24 små kapitler til jul

Ideen om en julekalender med 24 kapitler blev født i æteren. Allerede i slutningen af 1930’erne begyndte Statsradiofonien (senere DR) at sende korte adventsfortællinger for børn – en daglig godnathistorie frem til juleaften. I 1940’erne fik udsendelserne navnet “Børnenes Juleradio”, og et trykt hæfte fulgte med som lytterne kunne farvelægge derhjemme. Herved opstod den første kobling mellem lytning og kalenderformat: hver dag en ny låge – eller i dette tilfælde en ny side – der foldede historien ud.

I takt med fjernsynets indtog i de danske hjem udviklede DR konceptet til det, vi i dag forbinder med TV-julekalenderen. Nedenstående tidslinje illustrerer overgangen:

År	Medie	Titel	Nyt i traditionen
1962	TV (DR)	“Historier fra hele verden”	Første egentlige tv-julekalender. Simple papkulisser og oplæst eventyr.
1964	TV (DR)	“Nissefar i Grønland”	Introduktion af nisser som gennemgående figurer – et motiv der bliver ved.
1974	TV (DR)	“Jullerup Færgeby”	Dukker erstatter skuespillere; store seertal skaber fælles reference for børn.
1984	TV (DR)	“Nissebanden”	Humor, musik og gentagne catchphrases (“Hup Hup”) rykker ind i børneværelset.
1990	TV (TV 2)	“Kikkebakke Boligby”	TV 2 melder sig på banen – nu konkurrerer to kanaler om familiens december-troskab.
1991	TV (TV 2)	“The Julekalender”	Blanding af dansk, engelsk og jysk dialekt gør serien kult – voksne ser med.
1996	TV (DR)	“Bamses Julerejse”	Kortere episoder tilpasset yngre børn; merchandising (bamse, kylling) eksploderer.
2003	TV (TV 2)	“Jesus & Josefine”	Teen-målgruppe, popmusik og tidsrejseelement – kalenderen følger tidens seriekonventioner.

24 afsnit – Et indbygget ur

1. Ramme for dagen
   Efter skolen eller ved sengetid samles børn (og ofte forældre) foran radioen eller tv’et. Hver episode er kort – 10 til 25 minutter – præcis nok til at fastholde opmærksomheden og skabe en ritualiseret pause i decembers travlhed.
2. Fælles samtalestof
   Figuren Skipper fra “Jullerup Færgeby”, Potskis sang om “støvsugerposer” i “The Julekalender” eller Hr. Mortensen fra “Pagten” (2009) giver børn på tværs af landet et fælles sprog i skolegården næste dag.
3. Forlænget spændingskurve
   Hvor en almindelig tv-serie afrunder konflikter hurtigt, trækker julekalenderen mysteriet i langdrag – en mistet nøgle, en kidnappet nisse eller julens truede skæbne. Ventetiden forstærker forventningen til både næste afsnit og juleaften.

Nye bidrag til den danske julekanon

• Sange – “Det’ sørme, det’ sandt, december” (fra “Nissebanden”) eller “It’s Hard to Be a Nissemand” (fra “The Julekalender”) er blevet både radiohits og fællessang i december.
• Figurer – Pyrus, Bamse, Komet og Regnsky har bevæget sig fra skærmen til nissehuer, kostumer og julepynt.
• Fortællinger – Moderne kalendere som “Tinkas juleeventyr” (2017) genfortolker nisse­mytologien og adresserer temaer som identitet og tolerance.

På den måde er julekalenderen blevet et kulturelt omdrejningspunkt, der år efter år samler familier i samme rytme: ét afsnit, én låge, én dag tættere på juleaften. Traditionen opstod i radioens spæde år, men har med lyd, billede og digitale streamingtjenester vist en bemærkelsesværdig evne til at forny sig – uden at miste sit helt centrale løfte: Vi tæller ned sammen.