Hvem var Grundtvig? Manden der formede Danmarks sjæl – præst, digter og folkeoplysningens visionær

Synger du med på “Et barn er født i Bethlehem” til jul, eller stemmer du i, når højskolelæreren slår an til morgensang? Så har du allerede mødt N.F.S. Grundtvig – manden, der med ord, toner og idéer vævede sig ind i danskernes hverdag, længe før nogen talte om fællesskab som buzzword.

Fra landsbypræstesønnen i Udby til den aldrende titulærbiskop på Vartov spænder hans historie over digtning, politik, skolevisioner og et utrætteligt forsvar for det levende ord. Grundtvig lever i vores sange, i folkekirkens rummelighed, i højskolernes samtalekultur og i den måde, vi stadig forbinder frihed med folkelighed.

I denne artikel dykker vi ned i hele Grundtvig: præsten, salmedigteren, folkeoplyseren, politikeren – mennesket, der både samlede og provokerede sin samtid. Vi følger ham fra ungdommens nordiske myter til de sidste taler i Rigsdagen og viser, hvorfor hans idéer om frihed, dannelse og tro stadig former Danmarks sjæl i dag. Læn dig tilbage, og lad os åbne døren til Grundtvigs univers – det er tættere på, end du tror.

Fra Udby til Vartov: et kort overblik over mennesket Grundtvig (1783-1872)

Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) var mere end én mand – han var et helt kulturelt økosystem. Fra barndommen i præstegården i Udby ved Vordingborg til de sidste visionære år i præsteboligen ved Vartov i København voksede han ind i roller, der tilsammen formede moderne dansk kirke-, kultur- og samfundsliv.

Født	8. september 1783, Udby
Død	2. september 1872, København
Hovedroller	Præst, teolog, salmedigter, forfatter, skolemand, historiker, filolog, filosof, politiker, titulær biskop
Sangskat	124 tekster i Højskolesangbogen og 86 i Den Danske Salmebog – flest af alle digtere (Wikipedia)
Kerneideer	Det levende ord, folkelighed, frihed, historisk forankring

Et liv i mange spor

Som præst og teolog sprængte han datidens snævre dogmatik med visionen om det levende ord – troen holdes levende i menighedens sang, dåb og nadver, ikke i tørre lærebøger. Som digter skabte han sprogbilleder, hvor nordisk natur, bibelsk fortælling og fællesskab smeltede sammen; salmer som »Dejlig er den himmel blå« og sange som »Langt højere bjerge« synges stadig over hele riget. Som skolemand tænkte han folkehøjskolen frem – en eksamensfri skole for livsoplysning, hvor samtale og sang skulle nære myndige borgere. Og som politiker var han både kritisk røst og drivkraft i vejen mod Junigrundloven 1849, selv om han paradoksalt nok stemte nej til den første gang.

Den private ramme

Grundtvig var gift tre gange og fik i alt otte børn, hvoraf fire nåede voksenalder. Første hustru, Lise Blicher, fulgte ham gennem de formative år; anden hustru, Marie Toft, døde få år efter brylluppet; tredje, den langt yngre Asta, blev hans ledsager i alderdommen. Ægteskaberne farvede hans digtning – fra de kærlige familiedigte til de sene, livskloge salmer.

Åndelig udvikling i etaper

1. Romantisk forsoning (1800-1810) – en ung Grundtvig søger at forene nordisk mytologi med kristendom og historieskrivning.
2. Religiøs krise (1810-1811) – dyb personlig og teologisk tvivl kulminerer i råbet om et bjerg af lys midt i mørket.
3. Syntese og folkeligt gennembrud (1820’erne) – det levende ord formuleres, sangene strømmer, og han prædiker for fulde kirker.
4. Frihedstanker (1830’erne) – præstefrihed, sognebåndsfrihed og drømmen om en åben folkekirke ser dagens lys.

Samlende – Og stridbar

Lex.dk beskriver ham som ”en af de mest indflydelsesrige skikkelser i dansk åndsliv”; men samtidig var han en polemiker, der kunne skrive sine modstandere ”sønder og sammen”. Han sloges med professorer, pietister og politikere, men formåede også at samle bønder, håndværkere og embedsmænd omkring idéen om folkelighed og frihed til forskellighed.

I dag mærkes hans aftryk fra landsbykirken til Christiansborg: når vi synger, når vi taler om dannelse, og når vi værner om en rummelig folkekirke. Grundtvig begyndte i Udby og endte i Vartov – men hans idéer rejser stadig landet rundt.

Præst og teolog: det levende ord, folkekirken og friheden i troen

«Kirken blev til før der blev skrevet et eneste evangelium» – med denne polemiske sætning slog N.F.S. Grundtvig i 1820’erne hovedet på sømmet for sit teologiske opgør. Han ville befri kristendommen fra at være “bogreligion” og give den tilbage til menighedens levende fællesskab af ord, dåb og nadver. Udgangspunktet var hans berømte skelnen mellem det levende ord og det døde bogstav.

Det levende ord – Kirke før skrift

• Kirken er fællesskab: Troen opstår, når mennesker samles om bekendelsen – ikke når de læser sig til sandheden alene.
• Sakramenterne bærer ordet: Dåb og nadver er ifølge Grundtvig mere end symboler; de er handlinger, hvor Kristus fortsat er nærværende og taler til sit folk.
• Mundtlig overlevering: Trosbekendelsen og sakramenterne rækker helt tilbage til Jesus og apostlene, mens Det Nye Testamente først nedskrives senere. Kirken er derfor kilden, skrifterne er vidnesbyrdet.

Denne prioritering vendte datidens akademiske bibelkritik på hovedet. Hvor universitetsteologerne analyserede ord efter filologiske regler, insisterede Grundtvig på, at ordet bliver levende først, når det synges, prædikes og deles i dåb og nadver.

En hård polemiker mod “det døde bogstav”

Konfrontationen kulminerede i 1825 med pamfletten Kirkens Gienmæle, hvor han anklagede professor H.N. Clausen for at udhule kristendommen. Det kostede ham en treårig censurdom og skaffede ham samtidig en folkelig aura som troens modige forsvarer. Fra prædikestolen – først i Trinitatis, siden i Vartov (fra 1839) – lagde han aldrig skjul på sin foragt for ”papirteologi”, men drog menigheden ind i levende samtale, sang og sakramentalt fællesskab.

Frihedsprincipperne fra 1830’erne

1. Præstefrihed: Hver præst skal have ret til frit at forkynde inden for bekendelsens ramme. Dermed afvises enhver statslig eller akademisk doktrinkontrol.
2. Sognebåndsfrihed: Ethvert menneske må selv vælge den præst og menighed, der taler til samvittigheden. Det bryder med den middelalderlige tanke om geografisk tvangssogn.

Grundtvigs frihedstanke	Betydning for Folkekirken i dag
Præstefrihed	Stor teologisk spændvidde i prædikener; plads til både højluthersk, grundtvigsk og moderne fortolkning.
Sognebåndsfrihed (vedtaget 1855)	Danskere kan i dag frit melde sognebånd til en præst uden for bopælssognet.
Det levende ord	Fællessang, dialogprædikener og aktiv menighedsdeltagelse står centralt i gudstjenesten.

Planen for folkekirken – Rummelighed og menighedsliv

Grundtvig så for sig en “lystig og fri folkekirke”, hvor staten kun sikrer ydre rammer, mens åndslivet formes nedefra – af skole, sogn og forsamlingshus. Netop derfor koblede han teologien til sin vision for folkehøjskolen: menigheder skal næres af samme levende ord, sang og historiske bevidsthed som skolens elever.

Titulærbiskop og vartov som talerstol

• Ærestitel: I 1861 udnævnte Frederik VII ham til titulær biskop – et signal om, at selv hof og hierarki nu anerkendte hans folkelige autoritet.
• Vartov: Hospitals- og fattigstiftelsen på Vesterbro blev fra 1839 hans faste præsteembede og sidste hjem. Her formede han søndagsgudstjenester, bibeltimer og en strøm af debatskrifter, der tiltrak både bønder, politikere og litterater.

Varig indflydelse

I dag mærkes Grundtvigs kirkelige program i:

• en dansk folkekirke med høj grad af teologisk og liturgisk pluralisme,
• en menighedskultur, hvor fællessang og samtale er ligeså vigtige som prædikenen,
• friheden til at vælge præst og til at tolke troen uden trosbekendelsespoliti.

Grundtvig talte selv om, at ”det levende ord må lyde frit”. Det gør det fortsat – i kirkerum, på højskoler og i hverdagsfællesskaber over hele Danmark.

Digteren og sangskaberen: salmer, sange og sprogets folkelige kraft

Når vi i dag samles om et klaver på en højskole, synger salmer til jul eller lader klasselokalet gjalde af morgensang, er chancen størst for, at ordene er skrevet af N.F.S. Grundtvig. Ingen anden digter fylder så mange sider i Den Danske Salmebog og Højskolesangbogen – et mål­bart bevis på, at hans stemme fortsat er det lydspor, hvorigennem danskere møder tro, historie og fællesskab i ét åndedrag.

Grundtvigs sangværk spænder over mere end 1.500 tekster og rummer alt fra højstemte kirkesalmer til frie fællessange, morgen- og aftensange, årstids­viser og børnesange. Fælles for dem er en poetisk forening af kristendom, nordisk mytologi, naturglæde og folkelig livslyst, båret af et opfindsomt, klangrigt dansk, der inviterer alle med.

Sprogets musik som folkelig kraft

For Grundtvig var modersmålet ikke blot et kommunikations­middel, men selve modersmålets melodiske blod­åre, hvori “det levende ord” kunne strømme frit. Derfor lægger hans vers rytmer, ramser og billeder til rette for fællessang – den form for kropsliggjort læring, der skulle sætte sig som “rygmarvs­kundskab” i folket. Når han skriver:

Langt høiere Bjerge end Bølgerne gaa
os seilede forbi, men Bølgen er tro,
den kommer igen, som den pleied’ at gro.

(”Langt høiere Bjerge”, 1820) fornemmer vi både romantikkens natur­­blik, kristent håb og et helt konkret danse­­venligt versmål, der gør sangen uforglemmelig.

Nedslag i et digterliv

Periode	Digteriske kendetegn	Eksempler
1800-1820 (romantisk ungdom)	Søgen efter syntese mellem nordisk myte og kristendom; heroiske runerim.	Nordens Mytologi (1808), “Langt høiere Bjerge” (1820)
1820-1840 (kirkelig fordybelse)	Salmer til kirkeåret; fokus på dåb og nadver som levende ord.	“Guds kirkes grund” (1837), “Fra himlen højt kommer engelskar” (1837, overs.)
1840-1872 (folkelig modenhed)	Højskole- og fællessange, årstids­viser, historiesange.	“Nu falmer skoven” (1844), “Et barn er født” (overs. 1855), “Den signede dag” (1853)

Melodien som meddigter

Tekst og melodi er to sider af samme folkelige mønt. Mange af de toner, der klæder Grundtvigs ord, er komponeret af J.A.P. Schulz, C.E.F. Weyse, Thomas Laub og Carl Nielsen – men flere melodier er også opstået i folkets mund. Grundtvig-salmernes melodier er i dag et særskilt forsknings­­felt, som kan udforskes via underside­projektet “Grundtvig-salmernes melodier” (Lex.dk). Her kan man høre noderne udvikle sig fra klunketids­­romantik til ny dansk kortradition.

Sang, kirke og oplysning – Tre strenge samme harpe

Hvorfor skrev præsten så utrætteligt nye vers? Fordi sangen var hans pædagogiske hoved­vej til folkelig oplysning. Han så menighed og højskole som to sider af samme idé: et fællesskab, der lærer ved at tale og synge sig til forståelse. Salmebog og sangbog blev således ikke blot kultu­relle antologier, men levende værktøjer til:

1. Tro – at bekende sig med hjertet og stemmen, ikke kun med øjet på bogsiden.
2. Historisk bevidsthed – at erfare Danmarks (og kristen­dommens) lange fortælling i poetisk destillat.
3. Fællesskab – at opleve den “folkelige samdrægtighed”, som også var Grundtvigs politiske ideal.

Derfor er det ingen tilfældighed, at hans salmer stadig åbner gudstjenester, mens hans fællessange stadig indleder morgensamlinger landet over: de er selve praksissen for “det levende ord”, Grundtvigs grundtanke i både kirke og højskole.

Hver nye generation – fra børnekor til guld­­bryllups­­selskaber – synger sig ind i det samme tekst­lige klang­rum. På den måde lever Grundtvigs ånd videre, ikke blot i bøgerne, men i de lydbølger, der vibrerer, når vi stemmer i: “Den signede dag med fryd vi ser”. Så længe denne tradition fortsætter, vil digteren fra Udby også fortsat forme Danmarks sjæl – vers for vers, melodi for melodi.

Folkeoplysningens vision: fra idé til højskoler og bred dannelse

Grundtvigs idé om folkeoplysning voksede frem som et modsvar til den bogligelatinskole, han mente havde «prøvelses-skole» som mål snarere endlivsoplysning. Hvor den traditionelle skole sorterede elever gennemeksaminer, ville han vække mennesker til bevidsthed om hvem de varhistorisk, åndeligt og nationalt – «menneske først, kristen så, danskderefter», som han formulerede det i 1830’erne.

Det levende ord som pædagogisk motor

• Samtale og fortælling – læreren som medspiller snarere end autoritet; viden skal deles mundtligt, så den kan blive båret af fællesskabet.
• Sang og poesi – fællessangen skaber samhørighed og lader historien og troen «synge sig ind» i hjertet.
• Historisk bevidsthed – kendskab til nordisk mytologi, kristendom, bondekultur og nyere politik skulle give et «langt tilbage- og fremblik», så samtiden kunne forstås i et større tidsrum.
• Livsduelighed frem for eksamen – folkehøjskolen skulle ruste til deltagelse i hjem, sogn og samfund, ikke til universitets- eller embedsstudier.

Fra idé til institution

Allerede fra ca. 1830 begyndte unge præster og lærere at afprøvegrundtvigske undervisningsformer i uformelle «vinter- og sommerskoler».Da staten i 1842 gav tilladelse til højere bondeskoler, fik tanken sitførste lovhjemlede afsæt, og de blev direkte forløbere forfolkehøjskolen.

År	Begivenhed
1830-32	Grundtvigs forelæsningsrække om Nordens Mytologi inspirerer unge præster til pædagogiske forsøg.
1842-1864	«Højere bondeskoler» – de første statsregulerede skoler for bønderungdom; lægger grunden til højskolerne.
1844	N.F.S. Grundtvig formulerer essayet Om Skolen for Livet.
1844-1849	Kold & Larsen opretter Rødding Højskole – den ældste folkehøjskole i verden.
ca. 1830-1920	Den grundtvigske folkehøjskolebevægelse breder sig; over 80 skoler etableres.

Et forbund med gårdmandsstanden

Bondesamfundets økonomiske opsving i 1800-tallet gav en ny selvsikkergårdmandsstand, der søgte kulturel og politisk indflydelse. HosGrundtvig fandt bønderne et sprog for danskhed og frihed, der ikkebyggede på adelige eller embedsmandsidealer. Højskolen blev derfor etsamlepunkt, hvor:

1. Unge mænd (og fra ca. 1870 også kvinder) fik vinterophold med foredrag om historie, kristendom, litteratur og samfund.
2. Sang, gymnastik og folkeviser styrkede krop og fællesskab.
3. Diskussioner om andelsmejerier, landbrugsdrift og politik lagde spiren til andelsbevægelsen, som efter 1880 blev den økonomiske søjle under den grundtvigske bevægelse.

Højskolens konkrete aftryk

Lex.dk peger på tre nøgleeffekter:

• Aktivt medborgerskab – eleverne vendte hjem som foreningsstiftere, sognerådsmedlemmer og andelsdirektører.
• Fornyelse af landsbykulturen – vægten på sang, foredrag og debat skabte et nyt åndsliv omkring forsamlingshuse og missionshuse.
• Social mobilitet uden eksamen – højskolen gav kulturel kapital til grupper, der ellers stod uden for det formelle uddannelsessystem.

Arven i dag

Omkring 70 danske folkehøjskoler arbejder stadig med Grundtvigskerneidéer: morgensamling med fællessang, lærerforedrag uden pensum,frirum for dannelse og det levende ord. De samme principper prægeruniversity colleges’ «dialogpædagogik», aftenskolebevægelsen ogfolkeuniversitetet. Når unge i 2026 deltager i Sangens Hus-projektereller ældre mødes til Syng, spis og snak-arrangementer, høresefterklangen af Grundtvigs folkeoplysningsvision.

Kilder: danmarkshistorien.lex.dk: «Nicolai Frederik Severin Grundtvig,1783-1872» (afsnit om højskoler, andel og folkeoplysning) samtundersiderne «Højere bondeskoler, 1842-1864» og «Den grundtvigskefolkehøjskole, ca. 1830-1920».

Politik og nation: fra stænderforsamlinger til Junigrundloven

Hvor Grundtvig i dag ofte hyldes som demokratiets sangfører, var hans egen politiske vej alt andet end ligetil. Han talte lige så meget mod som for tidens liberale paroler, fordi han målte friheden på dens folkelige rodfæstelse – ikke på abstrakte rettighedskataloger importeret fra Frankrig. Dermed adskiller han sig markant fra samtidige liberalister som Orla Lehmann og D.G. Monrad.

Frihed – Men på nordisk grund

• Historisk forankret frihed: For Grundtvig var frihed ikke et individuelt naturgode, men arv – nedarvet gennem det danske folks historie og institutionsliv.
• Kritik af den franske revolutions rettighedstænkning: Han kaldte 1789-erklæringen «papirsfrihed»; rettigheder uden folkelig bevidsthed gav blot tomt juridisk spil.
• Folkelighed som målestok: Politikken skulle styrke det levende folk, dvs. bønder, håndværkere og menigheder, ikke en ny jurist- eller embedsstand.

Stænderforsamlingerne 1831-34 – Et skridt ad historisk vej

Da Frederik 6. indkaldte rådgivende stænderforsamlinger i Slesvig, Holsten og kongeriget, hilste Grundtvig det som et fremskridt, fordi ordningen – skønt begrænset – byggede på de gamle stænders traditioner. Han skrev, at «folkerøsten nu kan klinge i kongens øre», men advarede samtidig imod at lade «slidte franske fraser» overskygge landets egen historie. Julirevolutionen i Paris (1830) bekræftede for ham faren ved ideologisk massepolitik, der skiftede regime efter gadeuroligheder i stedet for samtale og sang.

Afstemningen om junigrundloven 1849 – Et nej, der blev til et ja

År	Grundtvigs holdning	Begrundelse
1848-49	Stemmer imod Grundloven	Frygter et «papirdiktat» og et alt for centralt rigsdagsstyre. Vil sikre sognebåndsfrihed og kirkelig selvbestemmelse, ikke nye embeder i København.
1850’erne	Afmålt skeptisk	Samarbejder pragmatisk med det folkelige bondeparti (Bondevennerne) om at styrke almuen i Rigsdagen.
1860-72	Bliver varm forsvarer af Junigrundlovens brede valgret	Erkender, at gårdmandsstanden bruger forfatningen til folkelig selvsikkerhed. Ser Grundloven som udtryk for «Nordens gamle frihed» i moderne form.

Den nationale ramme – Mod det fremmede, for det nordiske

Grundtvigs nationalisme var kulturel og historisk snarere end statspolitisk:

1. Han så modersmålet som hovedbærer af frihed og kristendom.
2. Han dyrkede nordisk mytologi og sagahistorie som åndelig bagage, der kunne forene klasser og stænder.
3. Han advarede imod «tysk åndelig imperialisme» og fransk idé­eksport, men fastholdt at Danmark skulle spejle sig i skandinavisk fællesskab.

Fra ambivalens til handling

Trods sin skepsis over for juristers frihedssprog endte Grundtvig med at give stemme til netop de lag, han kæmpede for: gårdmænd, skolefolk og sognemenigheder. I sine sidste folketingsår (1866-71) kæmpede han for at bevare almindelig valgret mod Højres forsøg på indskrænkning – og han gjorde det iført den samme grønne vadmelsjakke, der symboliserede hans tilknytning til bondestand og folkelig tradition.

Resultatet? Det grundlovsbegreb, vi i dag opfatter som en selvfølge, blev folkeligt snarere end juridisk forankret – præcis som Grundtvig ønskede det. Dermed banede han vejen for, at højskoler, andelsselskaber og sange om «det kære gamle land» kunne blive levende politisk kultur i Danmark.

Kilder: Lex.dk – Nicolai Frederik Severin Grundtvig, 1783-1872

Bevægelsen og arven: den lyse kristendom, andelstanken og dansk kultur

Fra små, lokale vækkelser i 1820’erne til en landsdækkende kultur­bevægelse i 1900-tallet: sådan kan den grundtvigske historie kort opridses. Det begyndte som en opposition til både rationalismens tørre fornuftsteologi og den pietistiske inderlighed, der stadig prægede stats­kirken. I stedet lød Grundtvigs kald til fri menighed, levende ord og glædesfyldt tro. Hans tilhængere – ofte præster og lærere med solid forankring i gårdmands­standen – organiserede sig gradvist som en egentlig bevægelse, der i 1830’erne fik navnet grundtvigianismen.

Lysets kristendom kontra mørkets alvor

Omkring 1860 stod fronterne skarpt. Med Grundtvigs vending “den lyse kristendom” markerede bevægelsen afstand til den frembrydende Indre Mission, som talte om menneskets synd og Guds vrede i mørkere toner. De grundtvigske samlesange, fælles­måltider og levende gudstjenester lagde vægt på dåbens nåde og Helligåndens frie liv, ikke på samvittighedens nag. Skellet skulle præge dansk kirkeliv helt op i det 20. århundrede – og gør det til dels endnu.

Gårdmandsstand, højskole og andel

Bevægelsens sociale rygrad blev den selvejende bonde. Særligt efter stavnsbåndets ophævelse søgte gård­mændene uddannelse, politisk indflydelse og økonomisk samarbejde. Her leverede Grundtvigs idéer om folkelig oplysning og fri menighed både åndelig retning og praktiske redskaber:

1. Folkehøjskolen – først Rødding (1844), siden Askov, Vallekilde, Ollerup m.fl. – hvor unge mænd og kvinder mødte fællessang, historisk fortælling og personlig myndiggørelse uden eksamenstvang.
2. Andels­bevægelsen – fra de første mejerier i 1880’erne til brugsforeninger og sparekasser – der omsatte højskolens “vi-følelse” i økonomisk handling.

Dermed fik Grundtvigs tanker om “folkelighed for førsteligheden” konkrete hænder og fødder i landbrugets dagligdag, og Danmark udviklede en kooperativ økonomi, der stadig er synlig i store koncerner som Arla og Coop.

Kulturelle aftryk – Fra kirke til foreningsliv

Arv	Hvor mærkes den?
Rummelig folkekirke	Præsters frihed til fortolkning, menigheders ret til at vælge præst (sogne­bånds­frihed) og gudstjenester med både dåbs­glæde og fælles salmesang.
Fællessangskultur	Morgensang på højskoler, gymnasier og arbejdspladser; kor­bevægelsen; Højskole­sangbogens bænk i næsten ethvert dansk hjem.
Forenings- & forsamlingstradition	Forsamlings­huse fra 1880’erne, debatklubber, byhøjskoler og folkeoplysende aftenskole­kurser.
Dannelsesideal	Vægten på samtale, historie­bevidsthed og personlig myndighed i alt fra lærer­uddannelse til folkebiblioteker.

Kilder og dybere læsning

Den mest tilgængelige indgang til bevægelsens udvikling er Lex.dk’s oversigtsartikel“Nicolai Frederik Severin Grundtvig, 1783-1872”, hvor begreber som grundtvigianisme, lyse kristendom, højere bondeskoler og andelstanken udfoldes.For direkte adgang til Grundtvigs egne ord kan man gratis søge i den tekstkritiske udgave Grundtvigsværker, udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.

Kort sagt har den grundtvigske bevægelse sat varige spor i både kirkens liturgi, samfundets demokratiske praksis og den måde, danskere mødes om sang, foreninger og folkelig samtale – en arv, der fortsat lever og udvikles i takt med nye tider.

Hvor møder vi Grundtvig i dag? Fra kirke og højskole til skoler, kor og medier

Når vi synger salmer juleaften, når vi står i rundkreds til højskolernes morgensamling, eller når vi bare åbner Højskolesangbogen på kontoret for at “synge os i gang” før et møde, hører vi stadig Grundtvigs stemme. Arven fra ham er vævet ind i hverdagens ritualer, frihedsforståelse og fællesskabsformer.

1. Salmesang i folkekirken – Grundtvig som lydtapet til livets milepæle

• Med 302 tekster er Grundtvig den hyppigst repræsenterede digter i Den Danske Salmebog (Wikipedia). Det betyder, at næsten hver eneste gudstjeneste, barnedåb eller bisættelse indeholder mindst én af hans salmer – fra “Dejlig er den himmel blå” til “Kirken den er et gammelt hus”.
• Hans idé om det levende ord afspejles i selve liturgien: menigheden deler troen gennem sang, ikke kun gennem præstens prædiken.

2. Højskolerne – Morgensang, samtale og fag i fri luft

• Morgensang på landets 70+ folkehøjskoler begynder oftest med Grundtvigs tekster. Højskolesangbogen, hvor han ligeledes er den mest repræsenterede forfatter, ligger klar på hvert bord.
• Hans pædagogiske mantra – at “menneske først, kristen så” – lever videre i højskolernes livsoplysning, hvor pensumliste og eksamen er skiftet ud med projektforløb, fortælling og debat.
• Siden 2025 har flere højskoler gjort DR Skoles Grundtvig-pakker til fast del af deres besøgsdage, så elever kan lave quiz og billedjagt på gangene.

3. Syng-sammen-bølgen på uddannelser og arbejdspladser

Universiteter, gymnasier og selv store virksomheder arrangerer i dag fredags­fællessang. At have en Højskolesangbog liggende ved kaffemaskinen er blevet et symbol på uformel kultur og frihed til forskellighed – præcis det sociale ideal Grundtvig formulerede i “Folkeligheden” (1848).

4. Forenings- og korlivet

Aktivitet	Hvor møder du Grundtvig?
Landsbykoret	“Nu falmer skoven” som efterårsstandard
Spejderlejrbål	“Langt højere bjerge” med guitar
Andels­general­forsamling	Åbnes ofte med én af de korte frihedssange

5. Demokratisk samtale og civilsamfund

N år vi samles til borgermøder om lokal klimaomstilling, er selve mødeformen præget af den grundtvigske arv: alle får ordet, fortælling og dialog vægtes højere end slides. Grundtvigs skrift “Oplysning” (1839) insisterede på, at viden skal deles som samtale, ikke som forelæsning – en tanke, der spejler nutidens fokus på borgerinddragelse.

6. Grundtvig for børn og unge

1. Videoer & quiz – DR Skole viser på fire minutter, hvor du møder ham i dagligdagen (kirke, sang, demokrati, flagdage, højskole).
2. Mikro-projekter – Lav egne vers til “Velkommen i den grønne lund” for at diskutere klima.
3. Spor i byen – Besøg Grundtvigs Kirke i København og noter, hvordan arkitekturen omsætter hans idé om folkeligt rum.

Grundtvigs ord runger altså ikke kun fra prædikestolen; de lever i klasseværelsets fællessang, på højskolens talerstol og i hverdagens demokratisk funderede fællesskaber. Har du sunget i dag?