Højskolebevægelsen - en dansk tradition

Forestil dig en skole uden karakterpres, hvor morgensangen følges af livlige samtaler om alt fra Kierkegaard til klimakamp, og hvor fællesskabet er lige så vigtigt som pensum. Lyder det som en utopi? Det er det ikke. Det er højskolen – en af de mest særprægede og elskede danske traditioner, der siden 1800-tallet har formet både sindelag og samfund.

Fra N.F.S. Grundtvigs vision om “det levende ord” til nutidens bæredygtige byggeworkshops og globale kulturmøder har højskolebevægelsen været et laboratorium for fri dannelse, folkeligt fællesskab og demokratisk selvtillid. Undervejs har den sat sit fingeraftryk på alt fra andelsbevægelsen og kvindesagen til det moderne, mangfoldige Danmark, vi kender i dag.

I denne artikel følger vi højskolens rejse gennem fire nedslag: Rødderne hos Grundtvig og Kold, gennembruddets år med Rødding og Askov, højskolelivets særlige pædagogik – og til sidst bevægelsens rolle i det 21. århundrede. Tag med, når vi åbner dørene til “skolen for livet” og spørger: Hvad kan højskolen lære os – ikke kun om vores historie, men om vores fremtid?

Indholdsfortegnelse

Rødder og idégrundlag: Fra Grundtvig til Kold

I 1830’erne formulerede Nikolai Frederik Severin Grundtvig sin kritik af datidens latinskoler, som han kaldte «den sorte skole». Hvor undervisningen dér var centreret om udenadslære, latin og eksamenskrav, ville Grundtvig skabe «en skole for livet», hvor det levende ord – samtalen ansigt til ansigt – stod i centrum.

Folkelighed: Skolen skulle være for hele folket, ikke kun for det lærde borgerskab.
Livsoplysning: Eleverne skulle lære om livet – historie, myter, sang og den nære natur – så de kunne forstå sig selv som del af et større fællesskab.
Dannelse før eksamen: Målet var menneskelig og demokratisk dannelse, ikke karakterer og titler.

Grundtvig forestillede sig unge og voksne samlet til længere kursusforløb, hvor de boede, spiste og sang sammen, mens de diskuterede tro, historie, sprog, poesi og politik. Dermed var kimen lagt til den danske folkehøjskole.

Fra idé til praksis – Christen kold

Hvor Grundtvig leverede idégrundlaget, gav Christen Kold (1816-1870) bevægelsen krop og puls. Kold åbnede 7. november 1851 en højskole i Ryslinge på Fyn, hvor han udviklede en praksisnær pædagogik:

Fortælling frem for forelæsning: Kold brugte fængende fortællinger om Nordens konger, bibelhistorien og lokale sagn, så stoffet blev levende.
Indre motivation: Der var ingen karakterer. Lysten til at lære skulle komme indefra, næret af nysgerrighed og relevans.
Helhedsmennesket: Eftermiddagen bød på praksis: håndværk, landbrug og sang. Hoved, hånd og hjerte skulle arbejde sammen.

Kolds elever – mange var unge bønderkarle og -piger – tog ideerne med hjem og blev bærere af en ny folkelig selvbevidsthed, som få år senere fik betydning for andelsbevægelse, højskolesang og det moderne danske demokrati.

Højskolen kontra eksamensskolen

Højskole	Eksamensskole (latinskole/gymnasium)
Fri og frivillig undervisning uden pensum	Fastlagt pensum og obligatoriske prøver
Livsoplysning, sang, historie, landbrug, håndværk	Latin, græsk, matematik og skriftsprogstræning
Fællesskab på tværs af samfundslag – kostskolemiljø	Social selektion; primært den klassiske elite
Ingen eksamen – fokus på personlig og folkelig dannelse	Eksamensbeviser som adgangsbillet til embeder og universitet

Dermed blev højskolen et alternativt dannelsesrum, hvor unge kunne tale, synge og tænke sig til en dansk identitet baseret på fællesskab og praktisk virke snarere end boglig konkurrence. Denne kombination af folkelighed, levende ord og praksis er stadig bevægelsens særkende i dag.

Gennembrud og udbredelse: Rødding, Askov og andelsånden

Den danske højskolebevægelses gennembrud fandt sted midt i en brydningstid, hvor nationen både søgte arven fra sin fortid og nye former for folkeligt fællesskab efter den nationale katastrofe i 1864. I disse år blev begrebet “skolen for livet” konkret virkelighed for tusindvis af unge bønder, håndværkere og senere kvinder, der for første gang trådte ind i et læringsrum uden karakterbøger, men med sang, samtale og samvær som pædagogiske hovedhjørnesten.

Fra rødding til askov – To pionerer

Rødding Højskole (1844)
Grundlagt i hertugdømmet Slesvig – dengang dansk, men præget af tysk administration. N.F.S. Grundtvigs idéer blev omsat til praksis, da historikeren Christian Flor og senere teologen Ludvig Schrøder skabte et dansk åndehjem for unge fra landdistrikterne. Rødding blev et kulturelt modstykke til de tyske latinskoler og et nationalt samlingspunkt gennem fortællinger, fællessang og historieundervisning.
Askov Højskole (1865)
Opstod blot ét år efter nederlaget til Preussen og Østrig. Med lærere som Jacob Appel og Karen & Henrik Pontoppidan udviklede Askov en mere videnskabeligt orienteret linje, hvor naturfag og sprog stod side om side med Nordens mytologi og folkets historie. Skolen tiltrak elever fra hele riget og blev et kulturelt laboratorium for det nye Danmark “inden for de små grænser”.

Nationale strømninger efter 1864

Nederlaget blev katalysator for en ny folkelig selvforståelse. Eliten talte om “at bygge det Danmark, vi har tilbage, stærkt indefra”, og højskolerne fik en næsten strategisk betydning:

Sprog og kultur: Undervisning og fællessang foregik på et jordnært dansk, der styrkede dialekterne og en fælles national identitet.
Historiebevidsthed: Fortællinger om vikingetid, reformation og bondereformer formede en stolt – men også kritisk – fælles hukommelse.
Folkelig modernisering: Kombinationen af jordnære fag (landbrug, håndværk) og åndsfag (litteratur, filosofi) gjorde højskolen til bro mellem tradition og fremskridt.

Demokratiseringens rugekasse

Samfundsområde	Højskolens bidrag
Politik og demokrati	Elevdiskussioner om samfundsforhold trænede argumentation og talekunst, hvilket fostrede fremtidige lokalpolitikere og folketingsmedlemmer.
Andelsbevægelsen	Netværk fra vinterkurser gav grobund for de første andelsmejerier (Thisted 1882) og brugsforeninger. Højskolelærere leverede idégrundlag og organisationsform.
Kvindesagen	Maria Eriksen, Christine Reimer m.fl. brugte Askov og senere Testrup som platform til at koble dannelse med krav om stemmeret og uddannelse for kvinder.
Kultur- og åndsliv	Forfattere som Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø hentede inspiration fra højskolens fællesskabsidé og skrev om “den jævne mands” værdighed.

Et spirende civilsamfund

I kølvandet på højskoleophold vendte mange unge hjem som forandringsagenter. De stiftede læsestuer, skytteforeninger og senere ungdomsforeninger, der formidlede ny viden om jordbrug, husflid og politik. Netop dette net af lokale initiativer formede det robuste civilsamfund, som stadig kendetegner Danmark i dag.

Sagt med historikeren Hal Kochs ord blev højskolen “et øvelokale for demokratiet”. Her lærte man ikke blot at kende sin historie, men også at handle i fællesskab – en arv, der stadig kan spores i dagens foreningsliv, kooperativer og den brede folkelige deltagelse i samfundsdebatten.

Hverdagsliv og pædagogik: Fællessang, fag og dannelse uden eksamen

Når man træder ind på en dansk folkehøjskole, træder man ikke blot ind i et klasselokale, men i et levende kostskolemiljø, hvor undervisning, måltider og fritid smelter sammen til et døgnrytmefællesskab. Den fysiske ramme – ofte en hovedbygning med opholdsstuer, værksteder, sportshal og elevfløje – er tænkt som en miniatureudgave af det demokratiske samfund, hvor alle bidrager til både det praktiske og det åndelige hushold.

Daglig rytme og ritualer

Morgensamling indleder dagen. Her synges der fra Højskolesangbogen, fællessangen over alle fællessange, efterfulgt af et kort foredrag, en fortælling eller en aktuel refleksion. Sangene – fra Grundtvig til nyere danske kunstnere – fungerer som både kulturelt kompas og følelsesmæssigt stillads.
Måltider er fælles og understøtter den uformelle samtale mellem elever og ansatte. Kokkens menu kan blive et spontant pædagogisk rum, når bæredygtighed eller lokale råvarer diskuteres over gryderne.
Aftensamling eller bålaften runder dagen af, ofte med musik, debat eller gensidig fortælling – en nutidig forlængelse af Grundtvigs “det levende ord”.

Fagpaletten: Hånd og ånd side om side

Praktiske & kreative fag	Intellektuelle & refleksive fag	Natur & krop
Keramik, træværksted, design, madlavning, kor, elektronisk musik, animation	Filosofi, idéhistorie, litteratur, samfundsforståelse, journalistik, politisk tænkning	Friluftsliv, sejlads, kajak, økologi, permakultur, idræt, yoga

Kombinationen af fag skal bekræfte, at mennesket er et helt væsen – sansende, skabende og reflekterende. Der er ingen eksamener, karakterer eller pensumkrav; motivationen hentes i nysgerrighed og livsglæde. Som en elevformulering lyder: “Her læser vi ikke for at bestå, men for at forstå.”

Læring for livets skyld

Grundtvigs vision om “skolen for livet” tager form i et pædagogisk credo, hvor dannelse (at blive til nogen) prioriteres over uddannelse (at blive til noget). Derfor sættes stof til debat, perspektiveres historisk og opleves kropsligt. Når eleverne for eksempel fremstiller deres egne møbler i snedkerværkstedet og samtidig drøfter Arne Jacobsens designhistorie, bygges bro mellem håndens erfaring og åndens bevidsthed.

Elevdemokrati og den dialogiske lærerrolle

Husmødet: Hver uge samles hele skolen til diskussion om alt fra rengøringsplan til kønsidentitet. Beslutninger træffes som oftest i konsensus, og eleverne oplever, at mening dannes i samtalen – ikke gives ovenfra.
Lærer som samtalepartner: Læreren bor på matriklen, deler måltiderne og er i øjenhøjde med eleverne. Rollen er ikke censor, men katalysator for refleksion. Det kan være lige så givende at dele en kop kaffe efter undervisningen som selve lektionen.
Projektgrupper: Mange højskoler lader eleverne planlægge koncerter, klimaevents eller lokale fællesspisninger. Derved omsættes ord til handling – det, Grundtvig kaldte “at sætte vilje bag viden”.

Alt i alt er højskolens hverdagsliv et socialt laboratorium, hvor fællessang, værkstedslarm og filosofiske samtaler flettes sammen. Eleverne rejser hjem med nye venskaber, udvidet horisont og en oplevelse af, at læring kan – og bør – være en livslang, lystdrevet proces uden eksamensspøgelser i kulissen.

Højskolen i dag og i morgen: Relevans, mangfoldighed og globale horisonter

I dag tæller Danmark godt 70 folkehøjskoler, og selv om de stadig bygger på det levende ord og fællesskabet omkring sang og samtale, er deres faglige palet bredere end nogensinde. På én og samme uge kan man på Krogerup debattere EU’s migrationspolitik, på Vallekilde designe bæredygtige tekstiler og på Kalø lære at fermentere grøntsager – alt sammen uden karakterer eller pensumkrav.

Fire stærke nutidstemaer

Klima og grøn omstilling
Fra klimakost på Brenderup til permakultur på Vestjyllands Højskole – bæredygtighed er blevet et kerneord. Eleverne dyrker egne råvarer, måler CO₂-aftryk og diskuterer klimapolitik i forlængelse af Grundtvigs idé om “skolen for livet”.
Kunst og kreativitet
Musik, keramik, skrivekunst, scenografi og lydinstallationer fylder værkstederne. Her fastholdes den gamle tanke om det hele menneske, men medierne er 3D-printere, podcaststudier og VR-briller.
Iværksætteri og social innovation
Flere skoler (f.eks. Brandbjerg og Innovatoriet på Danebod) kobler design thinking med klassisk højskolepedagogik. Målet er at skabe virksomheder med både økonomisk og social bundlinje – fællesskabets kapital i en digital tidsalder.
Internationalt udsyn og samskabelse
Omkring hver femte højskoleelev kommer nu fra udlandet. Erasmus+ projekter, FN-rollespil og globale vennehøjskoler spejler den oprindelige nationale dannelse i et nyt kosmopolitisk lys.

Udfordringer og muligheder

Udfordring	Konsekvens	Mulig vej frem
Økonomisk pres	Stigende energiudgifter og lavere statsstøtte kan betyde dyrere elevbetaling.	Partnerskaber med fonde, grønne energifællesskaber og kortere kurser målrettet voksne i arbejde.
Adgang for nye målgrupper	Unge uden SU, borgere med flygtningebaggrund og ældre med små pensioner fravælger opholdet.	Differenterede priser, brobygning via kommuner og højskoleophold som del af uddannelses- eller rehabiliteringsforløb.
Digitalisering	Risko for at onlinetilbud udhuler det fysiske fællesskab.	Hybridformater hvor digitale gæsteforelæsninger supplerer – ikke erstatter – det analoge møde.

At forny uden at fornægte

Spørgsmålet er, hvordan man udvider traditionen i stedet for blot at opdatere den. Flere skoler arbejder med:

Fælles sang 2.0: Nye vers i Højskolesangbogen om queer-identitet og klimakrise deler hæfte med Grundtvigs salmer.
Bofællesskabs-linjer: Eleverne eksperimenterer med demokratisk boligform som praktisk pendant til morgensalens debat om folkestyre.
Samskabt curriculum: Halvdelen af fagene sættes først i gang, når elevholdet har formuleret deres egne læringsmål.

Midt i denne mangfoldighed består kernen: at mennesker mødes om noget, der rækker ud over dem selv. Som en lærer på Rønde formulerer det: “Vi taler om, hvad vi vil være for hinanden, ikke bare om, hvad vi vil leve af.” Hvis højskolen fortsat tør stille netop det spørgsmål – og invitere både klimakæmpen, kunstneren, koderen og flygtningen med ind i samtalen – har den ikke blot en fremtid, men også en global horisont.