Hvor stammer gløgg fra? En varm rejse gennem krydderier, myter og juletraditioner

Du kender duften længe før du ser kruset: sød kanel, skarp kardemomme og et strejf af appelsin, der blander sig med vinterkulden på torvet. Et øjeblik efter varmer den første slurk helt ud i fingerspidserne – julen er officielt begyndt. Men hvor kommer denne varme, rubinrøde drik egentlig fra, og hvordan endte den med at blive selve definitionen på dansk decemberhygge?

I denne artikel inviterer vi dig med på en rejse fra antikkens romerske vinkar til Hviids Vinstues dampende gløgggryder. Undervejs åbner vi døren til svensk Lucia-fejring, tyske julemarkeder, kolde efterkrigswintrer og moderne bartenderes krydderlaboratorier. Vi zoomer ind på krydderiernes duftspor, myterne der klæber sig til hvert glas, og de traditioner, som har gjort gløgg til noget ganske særligt i Danmark – selv om den egentlig hverken er født på dansk jord eller under dansk himmel.

Sæt dig godt til rette, tag måske et krus i hånden, og lad os dykke ned i historien om, hvordan glødet vin blev til gløgg – og hvordan en opskrift på varm, krydret vin erobrede danske hjerter, julemarkeder og julefrokoster på rekordtid.

Fra antikkens krydrede vin til nordisk glögg: den lange forhistorie

Når du løfter et rygende krus gløgg til læberne, drikker du i virkeligheden på årtusinders europæisk drikkehistorie. Idéen om at varme vin og krydre den med eksotiske ingredienser er nemlig langt ældre end både julemarkeder og svenske Lucia-optog.

Fra romersk conditum paradoxum til middelalderens medicin

Allerede i det antikke Rom beskrev kokken Apicius en opskrift på conditum paradoxum – vin sødet med honning, tilsat peber, laurbær og safran og serveret lun. Romerne anså den krydrede vin for både en delikatesse og et styrkende middel i den kølige årstid. Traditionen bredte sig sammen med Romerrigets handelsruter og blev siden videreført af middelalderens klostre, hvor munke sødede vin med honning og urter som et slags varmt medicament.

1600-tallets “brulot” og andre tidlige varianter

I 1600-tallet begynder kilder at omtale den franske “Brulot” – en vin opvarmet med honning, kanel, nelliker og ofte et skvæt brandy. Opskriften viser, at kombinationen af vin, krydderier og varme allerede dengang var veletableret på tværs af Europa. Samme århundrede ser vi engelske kogebøger med “mulled wine” og tysktalende områder med forløbere til dagens “Glühwein”.

Glühwein, vin chaud og mulled wine – Europas søskendedrikke

• Tysk Glühwein – navnet, der betyder “glødende vin”, slog for alvor igennem omkring år 1800 og er i dag kernen på tyske julemarkeder.
• Fransk vin chaud – ofte lavet på lettere rødvine fra Rhône eller Alsace, serveret med appelsinskal og stjerneanis.
• Engelsk mulled wine – krydret med muskat, ingefær og appelsin; populær siden Tudor-tiden og udbredt i hele Commonwealth.

Disse drikke er fætre til den nordiske gløgg – samme basisidé, men med regionale krydderblandinger og serveringsritualer.

Nordisk specialisering: Vejen banes for gløgg

På de nordlige breddegrader blev varm vin særligt værdsat som kuldekur. I Sverige begyndte man i 1700- og 1800-tallet at tilsætte mere sukker, rosiner og hele krydderier som kardemomme – et handelsvare, der kom til Skandinavien via København. Svenskerne kaldte drikken glögg (fra “glödga”, at gløde/opvarme), og navnet fandt snart vej over Øresund.

Det afgørende punkt: Selvom gløgg i dag opleves som noget nær indbegrebet af dansk julehygge, er grundidéen alt andet end national. Den har vandret fra romerske vinterbanketter via franske herregårde og tyske julemarkeder, før den i 1800- og 1900-tallet fik sit særlige nordiske – og senere decideret danske – aftryk.

Næste skridt i historien er, hvordan svensk glögg i midten af 1800-tallet tog form og – først langt senere – blev adopteret af danskerne som fast juledrik. Den rejse dykker vi ned i i næste afsnit.

Svensk glögg og vejen til Danmark: hvornår blev det dansk julehygge?

Forestillingen om varm vin med krydderier kom tidligt til Norden. Allerede i 1500-tallet omtaler danske og svenske kilder “varm krydret vin”, der mindede om kontinentets hypocras og senere tysk Glühwein. Drikken var dog først og fremmest et apoteker- eller herregårdsfænomen, der dukkede op ved højtider – uden at være fast inventar i den danske jul.

Sverige tager føringen i 1800-tallet
Ifølge folklorister og mad­historikere opstod den glögg, vi kender i dag, i Sverige i midten af 1800-tallet. En af de tidligste trykte opskrifter er fra 1849, hvor “glödgad vin” (glødet vin) sødes med sukker, smages til med kardemomme, kanel og nelliker og tilsættes en skvæt brændevin. I løbet af årtierne begynder svenske vinhandlere at sælge færdigblandet glögg på flaske – ofte markedsført som “julglögg”. Dermed kobles drikken permanent til adventstiden på svensk grund.

Grænsen krydses – men først sent
Selv om danskere rejste til Sverige og kendte smagen, var gløgg i Danmark stort set ukendt før Anden Verdenskrig (Lex.dk). Under besættelsen blev mange tyskprægede julevaner nedtonet, og efter befrielsen i 1945 vendte opmærksomheden sig mod nordiske fælles­træk. TV 2’s historiske tilbageblik beskriver, hvordan dansk presse netop i efterkrigsårene begyndte at anbefale “svensk glögg” som et hyggeligt alternativ til den tyske Glühwein.

Lucia-optoget som trojansk hest
Et afgørende kulturelt skub kom fra Lucia-skikken. Det første offentlige Lucia-optog i Danmark fandt sted i 1944, men ritualet slog for alvor an fra 1945 og frem – og med Lucia fulgte duften af glögg og pepparkakor. DR’s gennemgang af julegodters oprindelse peger på, at mange danskere mødte glöggen for første gang netop i forbindelse med Luciaarrangementer i skoler, foreninger og stormagasiner.

Fra niche til nationalhygge
I 1950’erne og 60’erne dukker svenske glögg­opskrifter op i danske dameblade, mens restauranter og vinhandlere begynder at annoncere “ægte svensk glögg”. I takt med forbrugersamfundets fremmarch og en stigende interesse for skandinavisk design, mad og fælleskultur bliver gløggen en del af det, vi i dag opfatter som den danske jul. Højkonjunkturen i 1980’erne – og ikke mindst de mange svenske reklamer for færdigblandet glögg – gør drikken allestedsnærværende. I dag er det vanskeligt at forestille sig julemarkeder, firmajulefrokoster eller adventssøndage uden en gryde gløgg på komfuret, men historisk set er denne tradition kun knap trekvart århundrede gammel – og importeret fra nabolandet mod øst.

Fra “glødet vin” til stærk gløgg: teknikker, alkohol og bartendernes rolle

Da gløgg først dukkede op i dansk kildemateriale i 1700-tallet, hed drikken slet og ret glødet vin – eller i den ældre stavemåde “glødg”. Opskrifterne lignede de tyske forlæg, vi kender som Glühwein: rødvin blev varmet op med lidt sukker og få, milde krydderier. Alkoholstyrken lå tæt på vinens naturlige niveau, og drikken blev primært set som et vinter-opvarmende lægemiddel frem for en juleforkælelse.

Flammende sukkerbrød – den gamle showteknik
Fra 1800-tallet fortæller kogebøger om en spektakulær “sukker-flambering”: Et metalnet eller en gaffel blev placeret hen over gryden, toppet med et stykke støbt sukkertop. Når dampene fra den varme vin blev antændt, smeltede og karamelliserede sukkeret i et smukt blåt skær, inden det dryppede ned i drikken. Smukt var det – men også dyrt. Flammerne forbrændte op mod halvdelen af alkoholen, og ritualet forsvandt langsomt i takt med, at man begyndte at værdsætte procenterne.

Efterkrigstidens smag for “stærk gløgg”
Efter 1945 kom den svenske glöggtradition til Danmark, men danskerne gav hurtigt drikken deres eget twist: Man tilsatte alkohol i stedet for at brænde den af. Rødvinen blev nu “opgraderet” med snaps, rom eller brændevin, og krydderierne fik mere slagkraft. Resultatet var den stærke gløgg, som stadig dominerer julefrokoster og markeder.

Hviids Vinstue – et københavnsk fyrtårn
Et af de tydeligste pejlemærker på den nye, potente gløgg er Hviids Vinstue på Kongens Nytorv. Restauratør Werner Hansen fastlagde i 1954 husets opskrift – baseret på rødvin, portvin, mørk rom, rigelige krydderier og udblødte rosiner. Tallene taler for sig selv: Fra 15.000 glas i 1982 til 78.000 glas i 2014. Kurven viser, hvor voldsomt populariteten eksploderede i 1980’erne, da café- og barlivet tog gløggen til sig.

Gløgg vs. de europæiske fætre
• Tysk Glühwein er stadig “tyndere” – ren vin, få krydderier, ingen spiritus.
• Fransk vin chaud sødes oftest kun med sukker eller honning.
• Britisk mulled wine bruger appelsin og muskat, men sjældent hård spiritus.
Nutidens danske gløgg skiller sig ud ved sine ekstra procenter, sin fyldige krydring og de faste “fyld”-ingredienser – rosiner og mandler – som giver både tekstur og sødme.

Så hvor den historiske glødet vin var et afdæmpet, medicinsk vintermiddel, er moderne dansk gløgg blevet en festlig, kraftfuld cocktail, skabt i spændingsfeltet mellem bartendere, julehygge og et nationalt behov for at holde varmen – indefra.

Krydderierne og råvarerne: fra klassisk opskrift til moderne varianter

Duften af gløgg begynder og ender med råvarerne. Drop de syntetiske essenser, lød rådet allerede for ti år siden fra Hviids Vinstue på Kongens Nytorv – og rådet står stadig. Her er de byggesten, som ifølge Danmarks Nationalleksikon og TV 2 udgør fundamentet, og sådan har de udviklet sig siden:

1. Den klassiske grundopskrift

• Vin: typisk en kraftig rødvin.
• Styrke: brændevin, cognac eller mørk rom.
• Sukker: hvidt, rørsukker eller sirup.
• Fyld: rosiner og smuttede mandler.
• Krydderier: kanel, kardemomme, nelliker – ofte suppleret af stjerneanis, appelsinskal eller ingefær.

Pointen er balance: Sukkeret dæmper alkoholen, krydderierne løfter vinens syre, og mandler/rosiner giver tekstur.

2. Fra “essens” til slow brew

I 1980’erne dukkede gløgg-essenser på flasker op i supermarkederne – praktisk, men sjældent delikat. TV 2’s portræt af Hviids Vinstue (2015) demonstrerer et alternativ:

1. Lad rødvin trække en hel uge med rosiner og krydderier.
2. Pres og kasser de udblødte rosiner.
3. Tilsæt friske rosiner, evt. lidt sirup i stedet for sukker.
4. Lad gløggen hvile et par døgn inden servering – så folder smagen sig ud uden tilsætningsstoffer.

3. Gløgg i farver: Dagens varieteter

Type	Base	Karakter
Rød gløgg	Rødvin + mørk rom/brændevin	Klassikeren; dyb, krydret, sødmefuld
Hvid gløgg	Hvidvin + lys rom/aperitif	Frugtet, let og citronpræget
Rosé/Pink	Rosévin + bær-likør	Sommerlig nuance, serveres også let afkølet
Alkoholfri	Æblemost, solbær- eller hibiscuste	Børne- og bilvenlig; krydres som de øvrige

Alt for Damerne har siden 2010’erne samlet opskrifter på alle fire typer – et tegn på, at farvepaletten for alvor er rykket ind i de danske køkkener.

4. Luksusbølgen og dm i gløgg

2010’erne bød på højere alkoholprocenter, portvinstvist og økologiske krydderier. Siden 2014 har Torvehallerne afholdt et uofficielt DM i gløgg. Første vinder, bartender Katrine Foged, imponerede dommerne med en blanding af appelsinskal, frisk ingefær og portvin – et bevis på, at gløgg kan være lige så nuanceret som en cocktail.

5. Serverings­etikette – Små, men afgørende detaljer

• Varm, men aldrig kogende: 78 °C er nok; koger drikken, fordamper alkohol og aroma.
• Garniture: hele mandler eller splitter samt rosiner i glasset.
• Sidevogn: Æbleskiver er “den rigtige makker”, ifølge ældre barhæfter og TV 2’s kildehistorik.
• Glas: Tykkere glas eller krus, så gæsten kan holde om drikken uden at brænde fingrene.

Fra enkel “glødet vin” til roséguf med portvin: Krydringen og råvarerne viser, at gløgg er blevet et kulinarisk legeplads – men hjertet er stadig varmen, duften og et strejf af jul i hvert eneste glas.

Gløgg i dansk julekultur: myter, markeder, julefrokoster og Lucia

Spørger man rundt om julebordet, vil mange nok hævde, at gløgg er lige så dansk som brune kartofler. Men det er en sejlivet myte. Både DR og Lex.dk dokumenterer, at den moderne glögg opstod i Sverige i midten af 1800-tallet, og først for alvor blev folkeeje i Danmark efter befrielsen i 1945 – side om side med Lucia-optoget, som vi også adopterede fra nabolandet. Vi forelskede os kort sagt i både de hvide kjoler og den varme, krydrede vin, da vi i efterkrigsårene længtes mere efter nordisk samhørighed end efter tyske juleimpulser.

I dag er gløgg et af december­månedens mest pålidelige tegn. Man møder den:

• På julemarkederne – fra Højbro Plads til Aalborgs Budolfi Plads – hvor dampen fra kobberkedlerne skaber instant hygge og minder om den tyske Glühwein-tradition, der egentlig var forbilledet for vores markedsform.
• Til julefrokosten – en social opfindelse, der tog fart på arbejdspladserne under Besættelsen og siden spredte sig. Her fungerer gløgg som velkomst­drink, inden silden og snapsen tager over.
• I de små sammenkomster – adventshygge med naboerne, kagedag i børnehaven eller den uformelle “drop-in” efter arbejde. Gløgg er ukompliceret gæstfrihed på flaske.

Hvordan opleves det udefra? Kristeligt Dagblad bad en række tilflyttere beskrive den danske jul: Nogle jubler over “varmen i koppen og i selskabet”, mens andre undrer sig over, at vi koger vin (det gør vi selvfølgelig ikke helt – den må kun varmes). Pointen er den samme: Gløgg er blevet et kulturelt visitkort, som udlændinge enten forelsker sig i eller ryster let på hovedet over.

Internationalt står drikken skulder ved skulder med vin chaud i Frankrig og engelsk mulled wine, men den danske udgave har fået sit helt eget tvist:

• Vi tilsætter ofte ekstra spiritus – rom, portvin eller brændevin – og taler uden blusel om “stærk gløgg”.
• Siden 2014 har Torvehallerne i København kåret uofficielle danmarksmestre i gløgg, hvor alt fra havtorn til gin ryger i gryden.
• Serveringen hører uløseligt sammen med æbleskiver – en kombination så dansk, at tv-stationer bruger den som kulisse, når julestemningen skal skrues op.

Så hvor lander vi? Gløgg er hverken helt dansk eller helt udenlandsk. Den er et kulturelt sammensurium: antikke krydderier, svensk opfindsomhed og dansk hygge i samme krus. Fra datidens “glødet vin” til nutidens dampende bæger har drikken rejst tværs gennem Europa og forankret sig i vores december­hjerter. Når vi løfter koppen til læberne, skåler vi derfor i mere end blot varm vin – vi skåler i historier, myter og fælles nordisk julestemning.