Hvad var modstandsbevægelsen? En fortælling om mod, sabotage og frihedskamp

Det begynder med et knald i natten: en cykel triller hastigt væk fratransformatorstationen, mens flammerne tager fat. Nogle gader derfra kurreren illegal trykpresse, og snart er hundredvis af nytrykte blade på vej ud imørket. I kulissen står hemmelige ventegrupper klar til den dag, de allieredeendelig når frem. Danmark er besat, men landet er langt fra lydigt.

Modstandsbevægelsen var alt andet end én samlet hær. Den var etmosaikbillede afstuderende og arbejdere, præster og kommunister, direktører og husmødre – alleforenet i én erkendelse: Friheden er værd at kæmpe for. Nogle sprængte skinnerog fabrikker, andre smuglede information, våben eller medmennesker; atterandre kæmpede med pennen, ikke pistolen. Tilsammen skrev de sig ind ihistorien som symbolet på Danmarks vilje til selvbestemmelse.

I denne artikel folder vi fortællingen ud: fra den spæde, næsten usynligeprotest i 1940 til folkestrejker, sabotagebølger og det øjeblik,radiostemmen den 4. maj 1945 lød: »I dette øjeblik meddeles det, at detyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig…«

Undervejs stiller vi skarpt på de svære valg, de skjulte helte – og degråzoner, som stadig splitter historikerne. For modstandsbevægelsen er ikkekun en helteepos; den er også historien om politisk taktisk spil, moralskedilemmaer og et efterspil, der formede Danmark helt op til i dag.

Tag med på en rejse gennemsprængstof, stikkere og stædig frihedsvilje – og bliv klogere på,hvordan en flok almindelige danskere satte sig op mod én af verdens mestberygtede krigsmaskiner. Velkommen til Historie & Traditioner pådanskkultur.dk.

Hvad var modstandsbevægelsen? Overblik, former for modstand og tidslinje 1940-45

Modstandsbevægelsen var ikke én samlet organisation, men et løst sammenvævet netværk af grupper, foreninger og enkeltpersoner, som – med skiftende motiver og metoder – bekæmpede den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Nogle grupper var politisk eller militært organiserede, andre bestod blot af naboer, kolleger eller studiekammerater, der fandt fælles sag. Samlet set taler vi om det brede spektrum af både aktiv og passiv modstand, der tilsammen skabte den danske frihedskamp.

Hovedformer for modstand

1. Illegal presse & opinionsdannelse – hundredvis af hemmeligt trykte blade som Information, Land og Folk og De frie Danske holdt befolkningen orienteret om krigens gang og afslørede tysk censur.
2. Sabotage – sprængninger af jernbaner, broer, transformatorstationer og fabrikker med betydning for den tyske krigsøkonomi (f.eks. Burmeister & Wain, Dansk Industri Syndikat).
3. Efterretning & kurérvirksomhed – hemmelig indsamling af oplysninger om tyske troppebevægelser samt transport af post, mennesker og våben mellem Danmark, Sverige og Storbritannien.
4. Våbennedkastninger & militære ventegrupper – koordineret med SOE (Special Operations Executive). Våbnene blev gemt til sabotører og til de ca. 60.000 mand i lokale “ventegrupper”, der forberedte et åbent opgør ved en allieret invasion.
5. Humanitære indsatser – mest kendt er redningen af godt 7.000 danske jøder til Sverige i oktober 1943; dertil kom hjælp til internerede modstandsfolk og til fangernes familier.

Tidslinje 1940-45

År	Udvikling	Nøglebegivenheder
1940-41	Begrænset og spredt modstand. Fokus på at “holde hjulene i gang” under samarbejdspolitikken.	Første illegale blade; mindre sabotage (primært fra kommunister efter juni 1941).
1942-43	Optrapning. Strejker, demonstrationer og voksende illegalt pressearbejde.	Augustoprøret 29.8.1943: Regeringen går af, tyskerne indfører undtagelsestilstand – et vendepunkt, hvor bredere lag går ind i kampen.
1944-45	Kulmination. Systematisk sabotage og allieret koordination; tyskerne svarer igen med terror.	Folkestrejken i København juni/juli 1944; Peter-gruppens clearingmord og schalburgtage; Frihedsrådets opråb 1.5.1945; kapitulationen 4./5.5.1945.

Aktiv versus passiv modstand

Under besættelsen betød aktiv modstand konkrete handlinger – fra sabotage til våbentransport – som åbenlyst udfordrede tyskerne. Passiv modstand kunne være langsommeligt arbejde, civil ulydighed, skjult faglig obstruktion eller blot en nægtelse af at samarbejde ud over det strengt nødvendige.

Efter befrielsen omdøbte mange politikere den officielle forhandlings- og samarbejdslinje (1940-43) til “passiv modstand”. Ifølge den analytiske ramme præsenteret i Besættelsestiden i eftertidens lys (Lex.dk) blev fortællingen om national enhed dermed et politisk redskab, der skulle legitimere både den gamle politiske elite og modstandsfolkene i efterkrigstidens Danmark.

Frihedsrådet – Den forsinkede samling

Den voksende illegale aktivitet krævede koordinering. I september 1943 – umiddelbart efter augustoprøret – dannedes Frihedsrådet. Rådet samlede repræsentanter fra de største modstandsorganisationer og knyttede kontakter til de traditionelle partier og til SOE. Gennem rådet udsendtes blandt andet “Frihedsrådets Opråb” i maj 1945, som kaldte til ro og disciplin i befrielsesdagene.

Kort sagt: Modstandsbevægelsen var både mangfoldig og ujævn, fra forsigtige illegale skrifter i 1940 til regulær undergrundskrig i 1944-45. Når vi i dag diskuterer moral, samarbejde og modstand, bygger vi stadig på de fortolkningskampe, der begyndte allerede under krigen og som Lex.dk viser, fortsætter i vores kollektive hukommelse.

Fra samarbejdspolitik til oprør: vendepunktet i 1943 og „passiv” vs. „aktiv” modstand

Da tyskerne marcherede ind den 9. april 1940, valgte det politiske Danmark en forhandlings- og samarbejdslinje. Logikken var enkel: Ved at bevare et vist selvstyre kunne man skåne befolkningen for de værste følger af en hårdhændet besættelse og fastholde produktion, handel og hverdag. Samtidige meningsmålinger eksisterede ikke, men – gennemført trods undtagelsestilstand – fungerer som et fingerpeg: hele 95 % af vælgerne stemte, og de fem gamle partier bevarede næsten samme mandatfordeling som før krigen. Det tolkes bredt som et mandat til samarbejdslinjen (Lex.dk). Hverdagen underbygger billedet: virksomheder kørte videre, landbruget leverede forsyninger, og administrationsapparatet fungerede stort set som før.

Men allerede i 1942 begyndte utilfredsheden at ulme. Efter tyske nederlag ved Moskva og El Alamein spirede håbet om en allieret sejr, og fra vinteren 1942/43 steg antallet af illegale blade, strejker og symbolske markeringer (flaggning, møder, sabotageforsøg). De første større demonstrationer – f.eks. i Esbjerg, Odense og København – blev mødt med både dansk politi og tyske tropper, hvilket gav modstanden et martyrsus og tiltrak flere sympatisører.

Sommeren 1943: Strejkebølge og den tyske optrapning
I juni-august 1943 bredte strejker sig gennem Odense, Aalborg og Esbjergs værfts- og industrikvarterer. Lønkrav var det udløsende, men protesterne fik hurtigt en politisk klang. Besættelsesmagten reagerede med undtagelsestilstand i flere byer, agitationsforbud og skrappere censur – til stor frustration for den danske regering, der frygtede en total nazificering, hvis samarbejdet brød sammen.

29. august 1943 – vendepunktet
Da Heinrich Himmler krævede dødsstraf til sabotører, indførsel af tysk krigsret og strammere kontrol med politiet, satte regeringen sin sidste streg i sandet: Enten fastholdelse af dansk ret eller tilbagetræden. Tyskerne rykkede ind på ministerkontorerne, regeringen indgav sin afskedsbegæring, og Christian X meddelte, at kongen foreløbig afstod fra at udpege en ny. Samarbejdspolitikken var de facto død – Danmark styredes nu af departementschefer under tysk befaling, og modstandsfolkene fik et moralsk gennembrud.

• Sabotagen eksploderede: Jernbanestrækninger, værftshaller og virksomheder med tysk produktion blev sprængt eller brændt.
• Den illegale presse boomer: Oplagstal nåede op mod 100.000 for blade som Information og Frit Danmark.
• Allierede kontakter udvides: SOE tager fat i Holger Danske, BOPA m.fl. og intensiverer våbennedkastninger.

Fra “samarbejde” til “passiv modstand” – efterkrigstidens semantik
Efter befrielsen opstod et politisk behov for at skabe et samlet narrativ: hele nationen havde – i en eller anden form – gjort modstand. Derfor blev den tidligere samarbejdslinje fra 1940-43 i høj grad omdøbt til passiv modstand. Som Lex.dk påpeger, gav dette de gamle partier institutionel legitimitet (de havde taget ansvar), mens den aktive modstand fik den moralske ære (de havde taget risikoen). Kombinationen blev sementeret i befrielsesregeringen maj 1945: 10 ministre fra partierne, 10 fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen.

Fortolkningskampen – dengang og nu
Allerede under krigen udspillede debatten sig i illegale blade kontra den censurerede partipresse. Efter krigen fortsatte den i film, skolebøger og jubilæumstaler: Hvor går grænsen mellem klog realpolitik og uacceptabel eftergivenhed? Historikere i 1970’erne rev pudset af heltebilledet, mens nyere forskning (bl.a. Henrik Lundbak, Bo Lidegaard m.fl.) understreger de tunge politiske kalkuler bag både samarbejde og sabotage. Selv i dag kan henvisninger til “den danske modstand” dukke op i EU-, NATO- eller flygtningedebatter som moralsk alibi – et vidnesbyrd om, at fortællingen fortsat er levende.

Skiftet i 1943 var således både praktisk og symbolsk: Fra forsøg på at navigere under radaren til åben konfrontation med besættelsesmagten – og fra en politisk til en national myte om fælles modstand. At forstå den proces kræver, at vi husker, hvor mange der faktisk støttede samarbejdslinjen, før de historiske vinde vendte.

Sabotage, stikkere og gengældelse: sådan så frihedskampen ud i hverdagen

Ved første øjekast var de besatte danske byer og landsogne 1944-45 tilsyneladende fredelige. Men under mørklægningsgardinerne lød nattenes små brag: jernbaneskinner blev rykket ud af leje, transformatorstationer brød i blågnistret flammehav, og fabriksbygninger stod tilbage som rygende skeletter. Bag aktionerne stod små celler – oftest 3-7 mænd eller kvinder – der kendte hinanden på fornavn, aldrig efternavn. De hentede sprængstoffer fra nedkastningscontainere, som britiske RAF-fly i halvmånelyst kastede over markerne, eller fremstillede hjemmelavede bomber i skjulte kældre. Grupper som Holger Danske, Churchill-klubben eller provinsens mere anonyme netværk opererede efter en simpel logik: maks. 10 minutters ophold ved målet, så spredning på cykel gennem kulsviertomme gader.

Risikoen på kroppen

• Arrestationen: Ét fejltrin kunne føre til Vestre Fængsel eller Frøslevlejren – transitstationer til kz-lejre i Tyskland.
• Torturen: Gestapo på Shellhuset i København og andre regionale hovedkvarterer brugte slag, søvndeprivation og elektriske impulser for at få navne på kammeraterne.
• Henrettelsen: 102 danske modstandsfolk blev i 1943-45 stillet op foran tyske eksekutionspelotoner; de fleste i Ryvangen, der i dag er Mindelunden.
• Gengældelsen: Hver sabotage kunne udløse clearingmord – tilfældigt udvalgte gidsler skudt som straf – eller schalburgtage, hvor tyskvenlige Peter-gruppen sprængte civile mål: biografer, stormagasiner, forsamlingshuse.

Nøglebegreber i gadekrigen

Clearingmord: Systematiske gengældelsesdrab (typisk 5-10 danskere pr. dræbt tysker). Navne på ofre blev opslået offentligt – et psykologisk våben mod befolkningen.
Schalburgtage: Sabotage vendt på hovedet. Opkaldt efter Schalburgkorpset; udført af Peter-gruppen fra april 1944. Målet var at så frygt og vende opinionen mod modstanden.
Stikkeri: Angiveri til Gestapo. En enkelt stikker kunne fælde hele netværk; derfor brugte cellerne strenge konspirative regler, og hvor beviset var stærkt, foretog modstandsfolk likvideringer – omkring 400 i alt.

Cases på terror og mod

• Peter-gruppen stod bag drabet på teaterdirektør Kaj Munk (jan. 1944) og bombningen af Tivoli (juledag 1944).
• Hvidstengruppen fra Randers-egnen organiserede våbennedkastninger på de nærliggende enge. Otte medlemmer blev arresteret, dømt og henrettet i juni 1944 – en skæbne, der chokerede landet og forstærkede støtten til modstanden.
• Folkestrejken juli 1944 – udløst af tysk terror i København – lammede hovedstadens strøm og trafik i fem døgn og viste, at civil ulydighed og sabotage kunne mødes i fælles pres.

Flere facetter af den aktive modstand

• Den illegale presse: Over 550 forskellige blade trykt i kældre og loftsrum. De dokumenterede sabotage­succeser og modbeviste tysk propaganda.
• Humanitær indsats: I oktober 1943 sejlede fiskere ca. 7.000 danske jøder til sikkerhed i Sverige – et logistisk og moralsk højdepunkt for modstandsnetværket.
• Efterretning og kurértjeneste: Hemmelige ruter bragte rapporter om tyske troppe­bevægelser til Stockholm og London; livsvigtigt for de allierede planlæggere.

Selv om sprængstofferne beskadigede maskiner, skinner og ledningsnet, var den symbolske sprængkraft mindst lige så vigtig. Hver succesfuld aktion viste, at Danmark ikke var kuet, hævede moralen blandt civilbefolkningen og tjente som synligt bevis for de allierede på, at Danmark var en aktiv – om end lille – partner i den fælles kamp mod Nazityskland.

Hvem var modstandsfolkene? Tal, organisationer og veje ind i kampen

Modstandsbevægelsen var langt mere omfattende end den snævre kreds af sabotagefolk, der ofte får hele æren i film og litteratur. Når historikere i dag taler om et samlet mandtal, taler de om et netværk, der i runde tal rummede op mod 75-80.000 aktive deltagere fordelt på flere hovedkategorier:

• 60.000 + i de militære ventegrupper – lokalt baserede, halvt skjulte enheder, der trænede våbenbrug og forbindelser med henblik på en åben indsats, hvis de allierede satte støvler på dansk jord.
• Ca. 5.000 i Den danske Brigade i Sverige – organiseret, uniformeret styrke, uddannet af svenske og britiske instruktører fra slutningen af 1943 og klar til indsættelse ved en forventet invasion.
• Flere tusinde sabotører, kurérer og efterretningsfolk – fra bymytens Holger Danske og BOPA til lokale celler omkring jernbaneknudepunkter og havne.
• Et stort, men svært opgørligt antal i den illegale presse – trykkere, distributører, skribenter og læserkredse, der sikrede alternative nyheder i et censureret rum.

Kilderne til disse tal er ikke én samlet medlemsliste, men styrkelister fra befrielsesdagene, retsopgørets arkiver, erindringer og et væld af lokalhistoriske indsamlinger. For at samle brikkerne lancerede Frihedsmuseet i 2009 en online database med foreløbig 30.000 navne og et erklæret mål om at nå mindst 70.000. Databasen bygger på:

• Originale styrkelister afleveret til myndighederne i maj 1945.
• Faglitterære studier og dagbøger.
• Lokalarkiver uden for de store byer – især værdifulde til at kortlægge de ellers usynlige ventegrupper.

Målet er todelt: Offentligheden og slægtsforskere kan søge på navne, grupper eller byer (»Var min bedstefar med i Holger Danske?«), mens forskere kan analysere sociale mønstre – for eksempel om arbejderkvarterer virkelig bar den tungeste del af sabotagen, eller om gymnasieelever dominerede kurértjenesten.

Ét navn i databasen illustrerer den personlige vej ind i kampen: Thorkild Lund-Jensen, medicinstuderende fra Aarhus, rekrutteret til sabotage i foråret 1944. Han deltog i våbennedkastninger, blev såret under et opgør i marts 1945 og faldt natten til 4. maj 1945, få timer før frihedsbudskabet lød. Hans historie er blot én af tusinder, men den viser, hvordan idealisme, kammeratskab og eskalerende tysk terror kunne trække en almindelig studerende fra bøgerne til sprængstoffet.

Siden 2009 er databasen vokset markant; der tilføjes løbende nye navne, mens dubletter fjernes, men proportionerne ændrer sig ikke: over 60.000 i ventegrupperne, ca. 5.000 i Brigaden og resten spredt på sabotage, efterretning, kurértjeneste og presse.

Socialt og politisk var modstanden lige så mangfoldig som tallene antyder. Forskningen (jf. Lex.dk) peger på tre toneangivende strømninger:

• Borgerligt-konservative netværk – især i de tidlige efterretnings- og våbengrupper med bånd til officerer og erhvervsliv.
• Socialdemokratiske kredse – centrale i mange ventegrupper og den illegale presse, hvor organisations erfaring fra fagbevægelsen kom i spil.
• Kommunistiske miljøer – drivkraft i tidlig sabotage (BOPA) og senere folkestrejker, med internationale kontakter til Moskva og London.

Den samlede modstand var altså hverken ét parti eller ét socialt lag, men et krydsfelt af politiske kulturer, der fandt fælles sag i kampen mod besættelsesmagten – og hvis spor i dag kan følges helt ned på enkeltmandsniveau i Frihedsmuseets stadigt voksende database.

Befrielsen, regeringskompromiset og retsopgøret: når modstandsbevægelsen møder staten

Københavnske gader fyldtes af improviserede fester, tågehorn fra havnen og udsmykkede rutebiler, mens BBC kl. 20.35 den 4. maj meldte: «her er London… i nat er Danmark frit». Bag jubelen lå et minutiøst forhandlet magtskifte:

• Befrielsesregeringen under socialdemokraten Vilhelm Buhl blev udpeget den 5. maj med 18 ministre – ni fra de ‘gamle’ partier (S, V, R, K) og ni fra modstandsbevægelsen (Frihedsrådets seks repræsentanter, to kommunister og én uden for parti).
• Regeringens første opgave var at sikre ro og hurtig overgang til parlamentarisk drift – men også at give modstanden synlig anerkendelse efter fem års illegal kamp.

Regeringskompromiset (februar-april 1945): Når idealer kolliderer med realpolitik

I vinterens sidste krigsmåneder mødtes de ledende partier og Frihedsrådets delegerede i dyb hemmelighed – blandt andet i villaen «Sølyst» nord for København – for at udforme et regeringskompromis. Forhandlingerne afslørede tre hovedinteresser:

1. De etablerede partier (især Venstre og Konservative) søgte hurtig normalisering, fredelige valg og begrænsning af bevæbnede ventesstyrkers politiske indflydelse.
2. Moderate modstandsrepræsentanter (fx socialdemokraten Frode Jakobsen) krævede et formelt retsopgør med kollaboratører, demokratiske garantier og et klart tilvalg af de vestallierede (snart FN).
3. DKP (knap legaliseret) ønskede større regeringsandel – enkelte sågar et socialistisk systemskifte inspireret af Østeuropa. De måtte nøjes med to ministerposter (Fog og Larsen).

Som Lex.dk understreger blev fortællingen om «national enhed» iscenesat som limen i det nye Danmark – men bag facaden ulmede dype konflikter om alt fra udenrigspolitik til ejendomsret.

Retsopgøret 1945-55: Hævn, retfærdighed og ventil

Frihedens første døgn bragte spontane opgør:

• Tyskerpiger fik håret klippet offentligt.
• Stikkere blev tævet eller, i ekstreme tilfælde, lynchede.

Regeringen indførte hurtigt love om strafforfølgelse for landssvig. Resultatet over de næste ti år:

Antal sager rejst	ca. 13.500
Dødsdomme afsagt	76
Dødsdomme eksekveret	46

Flertallet af de dømte var «små fisk» – frontfrivillige og medlemmer af Peter-gruppen – mens større økonomiske samarbejdspartnere ofte undgik hårde straffe. Historikere fremhæver dobbeltfunktionen:

Moralsk renselse og social ventil for fem års ophobet bitterhed.

Hvem vandt – Og hvordan husker vi det?

Lex.dk’s syntese er knivskarp:

• Politikerne genvandt de institutionelle nøgler til staten.
• Modstandsbevægelsen besatte den ideologiske højgrund som fædrelandets redningsmænd.

Det kompromis har siden præget dansk selvforståelse – et billede af sammenhold, som både skjuler og forklarer de dybe sprækker, der var (og er) en del af frihedskampen.

Fra heltefortælling til historiekamp: hvordan vi forstår modstanden i dag

Erindringen om den danske modstandsbevægelse har på ingen måde stået stille siden majdagene 1945. Tværtimod har den skiftet form og farve i takt med politiske strømninger, nye kilder og ikke mindst generationsskiftet blandt både øjenvidner og historikere.

1. Fra fællesfront til national myte (ca. 1945-1970)

• Umiddelbart efter befrielsen satte presse, politikere og filmproducenter en entydig heltefortælling i centrum: Kong Christian X til hest, statsministeren i sort høj hat og modstandsfolk i slørblomstrede ærmer – alle skulder ved skulder mod nazismen.
• Lex.dk peger på, at fortællingen tjente et praktisk formål: at hele krigens splittelser og legitimere det nye politiske kompromis mellem ”de gamle” partier og Frihedsrådet.
• Mindelunden i Ryvangen (indviet 1950) og Frihedsmuseet (1957) blev nøglesteder i iscenesættelsen af den fælles front. Begge præsenterede en afdæmpet, nærmest kirkegårdsstil, hvor interne konflikter og samarbejdspolitik gled i baggrunden.

2. Kritiske spørgsmål og kolde krigere (1970’erne)

• Studentergenerationen stillede skarpt på spørgsmålet: Hvorfor samarbejdede den danske regering i det hele taget?
• Historikere som Hans Kirchhoff og Bent Jensen fremhævede ”samarbejdets nødvendighed” kontra ”modets moralske forrang”, hvilket skabte en ny akse af kritik i offentligheden.
• Folkelige markeringer holdt fast i heltenes patos, men tv-­dokumentarer og avisspalter åbnede sprækker til historier om stikkere, internerede kommunister og retsopgørets uretfærdigheder.

3. Normalitetens fortolkning (1990’erne →)

• Efter Den Kolde Krigs afslutning rykkede forskningen fokus til hverdagsliv og statslige motiver: at bevare 1930’ernes parlamentarisme og levestandard, minimere ødelæggelser og sikre forsyninger.
• Modstandsbevægelsen fik fortsat æren, men samarbejdspolitikken blev nu beskrevet som en strategi snarere end skam. Pointen, fremhæver Lex.dk, er at balancen mellem mod og realpolitik trådte tydeligere frem.
• 40-, 50- og 60-årsmarkeringerne (1985, 1995, 2005) bevarede den følelsesladede ceremoni, men hver gang med nye kritiske undertoner – blandt andet debatter om ”tyskerpiger” og om selvtægten i majdagene.

4. Politikere og modstandsdikotomier (1980’erne → i dag)

Siden 1980’erne har skiftende statsministre brugt besættelsen som moralsk kompas – fra Poul Schlüters påkaldelse af ”åndsfællesskabet fra ’40-45” til nyere debatter om ytringsfrihed og truslen fra autoritære regimer. Lex.dk bemærker, at denne brug ofte forsimplede modsætningen mellem ”rette” og ”forkerte” valg, mens de historiske gråzoner gled i baggrunden.

5. Erindringspraksis anno 2020’erne

Fysisk minde	Formål	Nye perspektiver
Mindelunden, Ryvangen	Stedet for faldne frihedskæmpere; statsaktører lægger stadig kranse 4. maj.	Guidede ture fortæller nu også om stikkermord og tysk terror.
Frihedsmuseet (genåbnet 2020)	Interaktiv udstilling om sabotage, politik og hverdagsliv.	Augmented reality lader besøgende vælge ”samarbejde eller modstand” og se konsekvenserne.
Digitale databaser	Frihedsmuseets database med >70.000 navne.	Borgere kan søge familiemedlemmer; forskere kortlægger sociale mønstre og lokale netværk.

6. Fra monolog til dialog

Hvor 1950’ernes mindelund talte til borgeren, taler nutidens digitale værktøjer med ham eller hende. Slægtsforskere kan nu finde bedstefars ventegruppe, mens klasseværelser kan analysere køns- og aldersprofiler i sabotageorganisationerne. Erindringen er ikke længere én autoritativ fortælling, men et åbent værksted.

”Historien er ikke, hvad der skete; det er, hvad vi husker og bruger.” – Uofficielt motto på Frihedsmuseets redaktionelle væg

Redaktionel rettesnor

At forstå modstandsbevægelsen kræver derfor både blik for heltemodet, der tændte håbet i mørke år, og for de moralske gråzoner, som samarbejde, stikkeri og efterkrigstidens politiske behov har efterladt. Kun dér, hvor begejstring og eftertanke mødes, kan vi nærme os en sand forståelse af frihedskampen – og af, hvordan vi selv bruger dens arv i dag.