To eller mange? Danmarks mest berømte stenmonument gemmer på flere gåder, end de fleste aner. Når vi taler om Jellingstenen, ser de fleste for sig den mægtige granitblok med Harald Blåtands runer, der pryder både danske pas og historiebøger. Men spørg folk, hvor mange runesten Jelling egentlig rummer, og svarene vakler: Én, to – eller måske flere?
I hjertet af Jylland står to tonstunge runer som tavse vidner om den dramatiske overgang fra vikingernes asatro til kristendommen og fra løse høvdingedømmer til samlet kongerige. De er UNESCO-verdensarv, nationalt ikon – og samtidig brikker i et langt større puslespil, hvor arkæologer stadig finder nye spor af forsvundne sten, farverige bemalinger og skjulte magtstrategier.
Denne artikel guider dig igennem hele historien: fra den lille Jellingsten, hvor Danmarks navn optræder for første gang, til den store Jellingsten, der kaldes landets dåbsattest. Undervejs afslører vi de seneste forskningsresultater, uenighederne om oversættelserne – og myten om de mystiske ekstra runesten, der måske engang stod skulder ved skulder med Gorms og Haralds monumenter.
Klar til at få styr på fakta og fornemme suset fra vikingetiden? Så læs med, når vi dykker ned i fortællingen om Danmarks mest ikoniske – og mest misforståede – kulturarv.
Kort svar: ’Jellingstenen’ består af to runesten – men der har formentlig stået flere i Jelling
Det helt korte svar: »Jellingstenen« er i virkeligheden to sten – den lille Jellingsten (rejst af kong Gorm den Gamle ca. 950) og den store Jellingsten (rejst af Harald Blåtand ca. 965). Tilsammen kaldes de Jellingstenene og udgør kernen i det monumentale anlæg i Jelling, der markerer skiftet fra hedensk vikingetid til kristen middelalder.
Hvorfor hører man så ofte entalsformen?
- Den store sten er den mest spektakulære – både fysisk og indholdsmæssigt – og derfor har den i populær omtale fået eneret på navnet »Jellingstenen«.
- I faglitteraturen og på museer bruges dog konsekvent flertalsformen Jellingstenene, fordi der beviseligt er to bevarede runesten.
Arkæologiske fingerpeg om flere sten
- I 1964 fandt arkæologer spor af en tredje stensokkel mellem højene. Ingen sten stod i soklen, men fundet tyder på, at der kan have været mindst én runesten mere.
- Skriftlige beretninger fra 1600-tallet omtaler desuden yderligere sten i Jelling, som senere kan være fjernet eller ødelagt.
- Derfor taler forskere i dag forsigtigt om et større stensæt, hvor kun de to kongelige runesten er bevaret.
Konklusionen er derfor dobbelt:
- Officielt: To runesten står tilbage og er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste sammen med højene og kirken.
- Historisk sandsynligt: Anlægget har oprindeligt rummet flere sten, som i dag er gået tabt.
Kilder: Danmarks Nationalleksikon, danmarkshistorien.dk; arkæologiske udgravninger 1964 (refereret i Wikipedia-artiklen om Jellingstenene).
Hvorfor er de så ikoniske? Nøglen til Danmarks religionsskifte og statsdannelse
Jellingstenene er ikke blot to klodsede granitblokke fra vikingetiden – de er grunddokumenter for Danmarks fødsel som kristent kongerige. Hvor mange middelalderkilder er nedskrevet århundreder efter begivenhederne, står runestenene in situ og taler direkte fra 900-tallet: teksten fortæller, billedsiden visualiserer, og placeringen midt mellem kæmpehøjene iscenesætter kongemagtens autoritet.
De er derfor uundværlige på to felter:
- Religionsskiftet: Den store sten proklamerer, at Harald Blåtand “gjorde danerne kristne”. Netop den formulering forankrer overgangen fra asatro til kristendom i et konkret magtinitiativ – ikke blot som prædiken, men som kongelig politik.
- Statsdannelsen: Samme indskrift slår fast, at Harald “vand(t) hele Danmark”. Stenen er således et tidligt eksempel på kongelig selviscenesættelse, hvor kongen definerer rigets geografiske og religiøse grænser i ét hug.
Den store Jellingsten skiller sig teknisk ud fra alle andre nordiske runesten:
- Runelinjerne løber vandret – som på en bogside – i stedet for i de traditionelle lodrette bånd.
- Stenen fungerer som en tredelt “billedtavle”:
- Østside: selve runeindskriften.
- Nordside: et sammenflettet fabeldyr.
- Vesterside: en stående Kristusfigur uden kors – et unikt ikonografisk valg, der forener hedensk billedsprog (det kraftfulde dyr) med ny, kristen symbolik.
Samtidig må stenene ses som del af et større kommunikationsnetværk. Runeindskrifter er de eneste samtidige skriftlige kilder fra vikingetidens Danmark. I hele Skandinavien kendes ca. 2.250 runesten – de fleste i Sverige – men kun i Jelling finder vi et monument, hvor tekst, billeder, gravhøje og kirke tilsammen former et kongeligt manifest.
Denne helhed anerkendte UNESCO, da Jellingmonumenterne blev optaget på Verdensarvslisten. Nationalleksikonet angiver 1994 som officiel optagelsesdato (kilde), mens enkelte oversigter nævner 1993 – forskellen beror på, om man refererer til beslutning eller formel registrering. Uanset året placerer UNESCO-stemplet monumentet i selskab med verdens vigtigste kulturarv.
Netop derfor optræder Jellingstenene overalt i den moderne nationale symbolik – fra designet i danske pas til museale logoer – og derfor kaldes den store sten ofte Danmarks dåbsattest, mens den lille sten er rigets navneattest. Få andre genstande bærer så meget både religiøs, politisk og kulturel vægt i én og samme granitblok.
Den lille Jellingsten (Gorms sten): Danmark nævnes for første gang
Den mindste af de to Jellingsten – ofte kaldt Gorms sten – er rejst af kong Gorm den Gamle omkring år 950 som en mindemarker for hans hustru Thyre. Dermed er den ikke blot Danmarks ældste kongeindskrift, men også et følelsesladet monument, der forener personlig sorg med politisk iscenesættelse.
Runeindskriften lyder i transskriberet form:
kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkaʀ but (“Gorm konge gjorde kumlen [mindesmærket] efter Thyre, sin kone, Danmarks …”)
Her er to nøgledetaljer blevet historiens guldkorn:
- Første gang Danmark nævnes: Ordformen tanmarkaʀ er den tidligst bevarende skriftlige kilde, hvor rigsnavnet Danmark optræder. Derfor kalder mange medier stenen for “Danmarks navneattest”.1
- Thyre som nationalt ikon: Sidste ord i indskriften er omstridt. Det tolkes oftest som pryd (“Danmarks pryd”), men nogle forskere læser det som bod (“Danmarks værn/beskyttelse”). Hvad enten Thyre hædres som landets smykke eller dets forsvar, iscenesættes hun som noget, hele riget samler sig om.2
Gorms valg af placering var lige så strategisk som kærligt. Jelling fungerede allerede midt i 900-tallet som kongeligt magtcentrum, og mindestenen stod foran Nordhøjen – formentlig over Thyres førstebegravelse. Da Gorm døde omkring 958, blev han selv lagt i Nordhøjens kammer, hvilket styrkede Jellings status som kongeslægtens familiemausoleum.
Ved at fremhæve Thyre og Danmark i samme korte runeformel forbandt Gorm familiens indre erindring med den ydre territoriale ramme: her regerede de, her blev landet navngivet, og her kommer eftertiden til at lede efter rødderne til den danske kongemagt. Dermed udstikker den lille sten den fortælling, som sønnen Harald Blåtand senere bygger videre på med den store Jellingsten og hele monumentlandskabet omkring kirken – et sted, hvor personlig kærlighed, dynastisk legitimitet og tidlig statsdannelse smelter sammen i granit.
Den store Jellingsten (Haralds sten): Danmarks dåbsattest med tre billedsider
Datering & baggrund
De fleste forskere placerer Harald Blåtands runesten i intervallet ca. 960-985, med ca. 965 som den oftest citerede datering.1 Tidsrammen bygger på en kombination af sproglige analyser, dendrokronologi fra nærliggende kirkefundamenter og Haralds kendte regeringsår. Stenen blev rejst midt mellem de to store høje i Jelling – et iscenesat centrum for kongemagt og kristen mission.
Runeindskriften – kongens programerklæring
“Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald som vandt/gjorde hel Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”
- Vandt vs. gjorde hel: Det oldnordiske ʀʟ-verbum gærði kan tolkes som “erobrede” eller “forenede/helbredte”. Valget kaster lys over, om Harald fremhæver militær sejr eller politisk samling.
- Formuleringen “gjorde danerne kristne” er vores tidligste hjemlige kilde til Danmarks officielle religionsskifte.
Tre billedsider – et visuelt kraftværk
- Tekstsiden: 16 linjer løber vandret, som i en håndskreven bog – yderst sjældent på runesten, der normalt har lodrette tekstbånd.
- Dyresiden: Et slyngende fantasidyr (ofte identificeret som et løvedyr) i Mammen-stil symboliserer kongens styrke og forbindelsen til før-kristen billedverden.
- Kristussiden: En korsløs Kristusfigur med udstrakte arme forkynder den nye tro, men uden at fornægte nordisk ornamentik. Kombinationen af hedenske og kristne motiver gør stenen unik i hele Norden.
Fysisk format
| Højde | ca. 2,43 meter |
| Vægt | omkring 10 ton |
| Materiale | Grålig granit, sandsynligvis hentet i lokalområdet |
| Placering | Har stået uafbrudt mellem de to høje siden 900-tallet |
Farver & formidling
Mikroskopiske pigmentrester afslører, at overfladen oprindeligt var bemalet i stærke farver – formentlig rød, hvid, sort og muligvis blå. Det har gjort indskriften let at læse og motiverne umiddelbart genkendelige for samtidens beskuere.
Ikonstatus i dag
- Kaldt “Danmarks dåbsattest” siden 1800-tallet.2
- UNESCO-verdensarv (sammen med den lille sten, højene og kirken) siden 1994.
- Motivet af Kristusfiguren pryder omslaget på danske pas og er anvendt i talrige stats- og turistkampagner.
- Digitalt gengivet som emoji 🪨🇩🇰 i officielle kultur-apps og som 3D-scan i Nationalmuseets online-samlinger.
Samlet betydning
Haralds sten er mere end en mindesten; den er en politisk programtekst, der samler Danmarks land, folk og tro i én pagt mellem jordisk konge og himmelsk Gud. Netop derfor står den som det tydeligste monument over overgangen fra vikingetid til middelalder – og som et uomgængeligt hovedkapitel i fortællingen om det danske riges fødsel.
1 Danmarks Nationalleksikon, “Jellingstenene, ca. 950-965” – danmarkshistorien.dk.
2 Kristeligt Dagblad, “Jellingstenen kaldes Danmarks dåbsattest” – kristeligt-dagblad.dk.
Monumentlandskabet i Jelling: to høje, en kirke og kongemagtens iscenesættelse
Jelling fungerer som et kongeligt iscenesat mindelandskab, hvor to høje, to runesten og en kirke tilsammen fremviser overgangen fra hedensk til kristent kongerige. Netop denne helhed betingede, at Jellingmonumenterne kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1994.
De to høje – Nordhøj og sydhøj
Nordhøjen er den ældste. Arkæologiske udgravninger har påvist et tømret gravkammer midt i højen, hvor kong Gorm den Gamle formentlig blev begravet kort efter 958.
Sydhøjen – anlagt få år senere – indeholder derimod intet gravkammer. Den synes primært at have tjent som et visuelt modstykke til nordhøjen og dermed markere anlæggets aksiale symmetri.
Runestenene placeret i aksen mellem højene
Harald Blåtand lod den store runesten rejse præcis i linjen mellem de to høje. Den mindre Gorm-sten stod allerede her, men blev samtidig flyttet og indpasset, så de to sten kom til at stå side om side.
Placeringen understreger Haralds budskab: Han forener forfædrenes minde (højene) med sin egen kristne programerklæring (runestenen) – midt i rigets magtcenter.
Fra stavkirke til stenkirke
Kort efter den store sten blev rejst, anlagde Harald en trækirke (stavkirke) vest for stenene. Ved omvendelsen af danerne flyttede han ifølge de fleste forskere Gorms knogler fra Nordhøjen ind under kirkegulvet – et symbolsk re-begravelsesritual, der kristnede både kongen og landskabet.
Den nuværende hvidkalkede Jelling Kirke er fjerde byggefase på stedet og stammer fra omkring år 1100, men hviler stadig på den stolte kristningsidee, Harald initierede.
En del af et større kongeligt projekt
Jelling var ikke et isoleret mindesmærke. I samme periode lod Harald opføre ringborge som Trelleborg og Fyrkat samt store broanlæg ved Ravning Enge. Disse ingeniørbedrifter indgår i det samme magtpolitiske program, som de to Jellingsten artikulerer: samlingen af riget, kristningen af folket og styrkelsen af kongemagten.
Kilder: Kristeligt Dagblad “Jellingstenen kaldes Danmarks dåbsattest” & Danmarks Nationalleksikon, “Jellingstenene, ca. 950-965”.
Forskning, dateringer og den skjulte historie: fra ekstra sten til oversættelsesstrid
Selv om både museer, skolebøger og turistfoldere ynder at sætte præcise årstal på Jellingstenene, er dateringerne skøn baseret på en kombination af sproglige træk, arkæologiske kontekster og historiske begivenheder:
- Den lille Jellingsten (Gorms sten) anslås til ca. 950. Dateringen harmonerer med dendrokronologien for Nordhøjen og med, at Gorm døde kort efter 958.
- Den store Jellingsten (Haralds sten) placeres i intervallet 960-985, oftest omkring 965. Her inddrages bl.a. runeformernes udvikling, Haralds anden byggerier – fx trelleborgene – og samtidige kilder om kristningen.
Uenigheden skyldes, at vi mangler samtidige årstal på stenen selv; der må derfor tolkes baglæns ud fra omgivelserne.
En kamp om ord – Og om kongemagt
Runer er få, men betydningen af hver eneste er stor. To små ordpar har i årevis optaget runologer:
- «Vandt hel(e) Danmark» eller «gjorde hel(t) Danmark»? I udsagnet om Haralds bedrift kan verbet enten læses som en militær sejr eller som en territorial samling/forening. Valget farver vores forståelse af Harald som krigerkonge vs. rigssamler.
- Thyre – Danmarks «pryd» eller «bod»? På Gorms sten kan ordet kunuᛏ tolkes som pryd (smykke) eller bod (værn). Kaldes hun pryd, hyldes hendes skønhed; kaldes hun bod, fremhæves hendes rolle som landets beskyttelse. Begge læsninger giver forskellige nuancer af kongehusets iscenesættelse.
Sådanne nuancerede oversættelser minder os om, at runesten ikke bare er gravmonumenter, men politiske pressemeddelelser hugget i granit.
Spøgelset af flere jellingsten
I 1964 registrerede arkæologer spor af et stenfundament, som kan have båret endnu en runesten, og i middelalderlige noter nævnes op til fire sten i Jelling. Ingen af disse er bevaret i dag. UNESCO’s verdensarvsstatus fra 1994 knytter sig derfor kun til de to kendte sten, kirken og højene.
Farver, fabeldyr og en korsløs kristus
Det er let at glemme i det grågrønne danske dagslys, men begge Jellingsten bar oprindeligt klare mineralfarver – rød okker, sort kul og hvidt kridt. Farvespor under mikroskop afslører, at:
- Kristusfiguren på Haralds sten stod skarpt aftegnet uden kors, men med udstrakte arme og en baggrund af slyngede ranker.
- Det fabeldyr, der smyger sig på en af de andre sider, har haft kontrastfarver, der fremhævede de viklede bånd.
For en 900-tals beskuer har stenen derfor lignet et farvestrålende skilt – ikke et gråtonet museumsemne.
Runestenene som nøglekilder
I hele Skandinavien kendes cirka 2.250 runesten, og Danmark rummer få hundrede af dem. Netop derfor får Jellingstenenes kongelige opsættere og sjældne selvidentifikation en ekstra vægt: de er blandt de eneste samtidige førstehåndskilder til statsdannelse og kristning i Norden.
Fra runer til krøniker – Det bredere narrativ
Stenenes budskab indgår i et større spil om legitimitet. I Widukind af Corveys saksiske krønike fortælles eksempelvis, hvordan præsten Poppo beviste kristendommens sandhed ved at bære gloende jern for Harald. Sådanne kontinentale kilder leverer den verbale version af det visuelt-hugne budskab på Jellingstenene: Danmarks konge er nu kristen, og hans magt er både jordisk og guddommeligt sanktioneret.
Seneste kommentarer