Har du nogensinde sat din telefon på Bluetooth og tænkt over, hvem der egentlig gemmer sig bag navnet? Fra den ikoniske, blå B-rune springer historien direkte tilbage til en af Danmarks mest myteomspundne konger: Harald Blåtand. Han samlede riget, lod sig døbe – og forsvandt. I dag, mere end tusind år senere, leder både forskere, skattejægere og sensationshungrende medier stadig efter svaret på gåden: Hvor ligger Harald Blåtand begravet?
Er hans knogler skjult dybt under Roskildes middelalderlige kirkegulve? Hviler han i en ukendt krypt under en landsbykirke i Nordvestpolen? Eller blev Danmarks første kristne konge slet og ret lagt til hvile et helt tredje sted, som ingen endnu har turdet gætte på højt?
I denne artikel tager Dansk Kultur dig med på jagten fra de ældste krøniker til de nyeste, omstridte opdagelser. Vi skiller kendsgerninger fra rygter, lader fagfolkene komme til orde og undersøger, hvad der skal til, før mysteriet endelig kan løses. Spænd sikkerhedsbæltet – gravene åbner sig ikke af sig selv.
Hvad ved vi med sikkerhed? Kilderne om Haralds død og begravelse
Start med kilderne – ikke med myterne
Når vi spørger, hvor Harald Blåtand egentlig endte sine dage, er der kun én samtidig nærtstående kilde, der overhovedet siger noget konkret: Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, færdig ca. 1070. Adam skriver, at Harald »blev dødeligt såret i Venden, i borgen Jomsborg, men hans lig blev ført til Danmark og begravet i Roskilde, i den kirke han selv havde ladet opføre.«1
Adam nedfælder sin beretning 70-80 år efter begivenhederne, men han står i et miljø (ærkebispesædet i Bremen-Hamborg), der havde direkte diplomatiske og kirkelige forbindelser til Danmark. I kildehierarkiet er han derfor tung: ingen anden kilde er så tidlig og så tydelig om Haralds gravsted.
Standardfortællingen på 30 sekunder
- Harald regerer ca. 958-987, først sammen med faderen Gorm, dernæst alene.
- Han dør senest 987 – ifølge Adam af Bremen under et felttog i det sydlige Østersø-område Venden.
- Liget føres til Roskilde og begraves i en – nu forsvundet – trækirke, som kongen selv skal have finansieret.
- Hans regering forbindes med kristningen af riget (Poppos jernbyrd), den store Jellingsten og gigantiske anlægsprojekter 979-981 (ringborge, Ravning Enge-broen, Dannevirke).
Kort sagt: Danmarks Nationalleksikon opsummerer: »Harald […] blev begravet i Roskilde, efter sigende i den kirke, han selv havde ladet opføre.«
Begreber og steder i kilden
- Venden: Samlet middelalderbetegnelse for de slaviske kystområder langs det sydlige Østersø-bassin (dagens Nordtyskland og Polen).
- Jomsborg: Sagnomspundet vikingeborg og militærkoloni. Præcis beliggenhed er stadig ukendt – kandidater spænder fra øen Wolin til Usedom-bugten.
- Roskilde: Allerede i 900-tallet et kongeligt magtcentrum og tidligt bispesæde. Den nuværende gotiske domkirke er 1100-1200-tals, men står oven på ældre kirkelag.
Hvad er ikke arkæologisk bekræftet?
- Ingen grav eller sarkofag, der med sikkerhed kan tilskrives Harald, er fundet i Roskilde eller andetsteds.
- Der kendes heller ikke bygningsrester af den påståede trækirke fra Haralds tid under domkirken, blot spredte stolpehuller og kristne grave fra perioden omkring år 1000.
Fraværet af fund er dog ikke et modbevis: kirker blev om- og tilbygget, grave flyttet, gulve sænket og blyplader smeltet om. De jordlag, hvor en 900-talsgrav kunne ligge, er i dag dækket af meter af senere kirkegulv og fundamenter.
Kunne man virkelig fragte et kongelig lig så langt?
Ja. Middelalderlige eksempelrækker viser, at herskere ofte blev sejlet hjem til dynastiske kirker: Knud den Hellige (død i Odense 1086), Svend Estridsen (død i Sødermanland, begravet i Roskilde), selv engelske konger blev flyttet mellem klostre. Logistisk var det en bekostelig, men ikke usædvanlig, gestus.
Tre nøglepointer, før vi går videre
- Adam af Bremen er sen i forhold til Haralds liv, men stadig den tidligste, mest detaljerede og højest rangerende kilde om begravelsesstedet.
- Den formodede Roskilde-grav er derfor den »ældste sikre krog« i fortællingen, selv om arkæologien endnu ikke har grebet Harald i kraven.
- Langdistance-transport af kongelige lig var normal praksis – et vigtigt perspektiv, når vi senere vejer Roskilde op mod alternative scenarier.
1 Adam af Bremen, Gesta Hammaburgensis IV, 36-38 (ca. 1070). Citater her efter Sørensen & Fischer, »Adam af Bremen – Nordens Historie«, 2020.
Roskilde-sporet: Den traditionelle placering og hvorfor den stadig står stærkt
Hvorfor peger nålen – trods alle opsigtsvækkende nyhedshistorier – stadig først og fremmest på Roskilde, når vi leder efter Harald Blåtands sidste hvilested? Svaret ligger i en kombination af kildetyngde, kirkehistorie og arkæologisk sandsynlighed.
Kilderne: Adam af bremen som den tunge ankerplade
Allerede omkring 1070 skriver den tyske katedralkronikør Adam af Bremen, at Harald døde i Jomsborg, men blev ført til Roskilde og bisat i den kirke, han selv havde bygget. Adam er ingen øjenvidnekilde – men han er kun én til to generationer efter begivenhederne og rangerer højt i kildehierarkiet for 900-tallets Danmark. Som Nationalmuseets museumsinspektør Peter Pentz formulerer det:
Adam er den krog, vi har. Så længe ingen stærkere, samtidige kilder dukker op, må vi regne med, at Harald endte i Roskilde – uanset hvor han døde. (Kristeligt Dagblad, 14.10.2023)
Siden Adam gentages pointen i flere middelalderlige tekster, og standardværket Danmarks Nationalleksikon (Lex.dk) opsummerer stadig fortællingen: Harald “blev dog begravet i Roskilde, efter sigende i den kirke, han selv havde ladet opføre”.
Roskilde som kongesæde og kirkeligt hotspot
I anden halvdel af 900-tallet vokser Roskilde frem som både politisk magtcentrum og kirkelig frontpost i det nyligt kristnede Danmark. Kombinerer man det med praksissen for højstatusbegravelser i perioden, giver byen tre klare fortrin:
- Kongebolig: Roskilde omtales i 1000-tallet som Sjællands vigtigste kongesæde.
- Kirkebyggeri: Arkæologiske snit under den nuværende domkirke har afsløret rester af mindst to ældre stenkirker og mulige spor af en endnu tidligere trækirke fra vikingetidens slutning – tidsmæssigt perfekt til Harald.
- Transportmuligheder: Sejlads ind ad Roskilde Fjord gjorde hjemførsel af et kongeligt lig logistisk overkommelig – parallelt til andre, dokumenteret lange ligtransporter i vikingetiden.
“men vi har jo aldrig fundet ham!” – Fravær er ikke modbevis
Skeptikere peger med rette på, at ingen arkæologisk sikker Blåtand-grav er lokaliseret i dag. Der er dog flere forklaringer på stilheden i jorden:
- Ombygninger: Roskilde Domkirke er blevet udvidet og ombygget mindst otte gange siden 1000-tallet. Tidlige grave kan være flyttet, fjernet eller ligge utilgængeligt under senere fundamenter.
- Manglende totaludgravning: Kirkerum er fredede; kun små, målrettede snit har været mulige. Store dele af undergrunden er derfor stadig ukendte.
- Kirkelig praksis: Ældre grave blev ofte respekteret, men iblandt også genbrugt eller nivelléret ved nybyggeri – især før moderne kirkefredslovgivning.
Faglig konsensus – Indtil videre
Forskere er enige om, at Roskilde-sporet ikke kan bevises uden et gravfund. Men de samme forskere finder ingen alternative scenarier, der hviler på så fast en kombination af skriftlige kilder og topografisk logik. Som Pentz lakonisk bemærker: “Når man skal vægte mellem én tung, om end sen, kilde – og ingen på den modsatte side – hælder vægten stadig mod Roskilde.”
Kort sagt: Harald Blåtands grav kan have ligget (eller stadig ligge) et sted under den nuværende domkirkeplads. At vi ikke har fundet den endnu, er ikke det samme som, at den ikke er der; det er blot et vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det er at grave i et af landets vigtigste kirkelige monumenter.
Indtil nye, solide fund skriver historien om, forbliver Roskilde det mest forsvarlige punktum i fortællingen om Danmarks første kristne konge.
Polen-sporet: Wiejkowo, Jomsborg og den forsvundne krønike
Historien om en polsk Blåtands-grav startede med et stykke børneguld og er siden vokset til et globalt mediefænomen. Nedenfor gennemgår vi trådene – og hvorfor stort set alle fagfolk fortsat hæver et skeptisk øjenbryn.
1. Guldskiven, der dukkede op i 2014
Ifølge den svenske arkæolog Sven Rosborn fik en 11-årig pige i Ystad foræret en lille, rund guldskive fra sin polske bedstemor. På skiven står med latinske bogstaver:
HARALD
GORMSON
REX DANORUM
SCANIA › IOMSBORG › CIVITAS ALDINBURG
Rosborn daterer skiven til vikingetid og mener, at den stammer fra en grav under Sankt Stefan-kirken i landsbyen Wiejkowo nær Swinemünde (Świnoujście) i Nordvestpolen. Kirken er opført oven på en ældre, rund forhøjning – ifølge Rosborn en oprindelig gravhøj.
2. Breve, en præstedagbog – Og den forsvundne krønike
- Familien fandt angiveligt en præsts dagbog fra 1840’erne, som i andenhånd gengiver, at en “stor skat” blev taget ud af kirken.
- Det vigtigste vidnesbyrd skulle dog være en hidtil ukendt latinsk krønike, Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum, skrevet af Haralds egen præst Avico.
- Originalen er forsvundet; kun polske noter nedskrevet af en kvinde ved navn Antonina i 1963 skulle eksistere – men heller ikke disse er offentligt tilgængelige.
Med andre ord: ingen uafhængig forsker har haft krøniken eller dagbogen i hånden. Hele fortællingen bygger på Rosborns gengivelser i bogen Vikingakungens guldskatt (2021).
3. Koblingen til kendte skatte
For at give teorien vægt inddrager Rosborn bl.a.:
- Hiddensee-skatten fundet 1872 ved Rügen.
- En sølvsamling fundet 2018 på Rügen.
Begge skatte bliver fremstillet som muligt gravgods, der tidligere skal have ligget i Wiejkowo-graven – men der er ingen dokumenteret kontekst, der forbinder fundene til netop dette sted.
4. Marek krydas satellitgrav
Den polske forfatter Marek Kryda foreslog i 2022, at Blåtands grav i stedet ligger 2 km fra kirken. Beviset? Et cirkulært anlæg set på satellitfotos. Metoden er ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, og arkæologer har påpeget, at ringe formationer på luftfotos kan skyldes alt fra haveanlæg til moderne landbrug.
5. Faglig modvind
- Primærkilderne er utilgængelige: Krønike og dagbog er ikke offentliggjort; de påståede fysiske genstande (blyplader, kistebeslag) er “forsvundet”.
- Manglende fagfællebedømmelse: Ingen af udgivelserne er gennemgået af uafhængige specialister; de nævnte eksperter (f.eks. Lloyd’s lab) har ikke bekræftet involvering.
- Anachronismer i teksten: Professorer Anders Winroth, Kurt Villads Jensen og Jes Wienberg peger i Videnskab.dk’s gennemgang på moderne dato-formater (“17. juli”), ord som “suverænitet” og en generel stil, der næppe stammer fra omkring år 1000.
- Ingen feltarbejde: En simpel metaldetektor- eller georadarundersøgelse af Wiejkowo-kirken kunne hurtigt afgøre, om der er en rig gravhøj under kirken. Det er endnu ikke sket.
- Nationalmuseet forholder sig afventende: Museumsinspektør Peter Pentz udtaler til Kristeligt Dagblad, at materialet indtil videre er “for fluffy”.
- Mediedækning ≠ evidens: AP-telegrammer, internationale aviser og Wikipedia-opslag har givet historien vinger, men ingen af delene er et fagligt bevis.
6. Jomsborg, wiejkowo og de lange skygger
Rosborns fortælling hviler på antagelsen, at Wiejkowo = det sagnomspundne Jomsborg/Wolin, hvor Adam af Bremen placerer Haralds sidste dage. Men arkæologer er uenige om, hvor Jomsborg lå – kandidatfeltet strækker sig fra Wolin-øen til Usedom og Rügen. Derfor er koblingen mellem sted, person og grav stadig blot en kæde af indicier.
Sammenfattende er Polen-sporet i dag en fascinerende fortælling, der kan vise sig rigtig – men kun, hvis kilderne bringes frem i lyset og efterprøves arkæologisk. Indtil da forbliver Wiejkowo en mediedarling med tynde ben at stå på.
Forskernes dom og kildekritikken: Hvad skal der til for at overbevise?
Hvor står forskningen, når hypotesen om en polsk kongegrav lægges på vægten? Kort sagt: Den vejer alt for let. En række uafhængige historikere og arkæologer har de seneste år gennemgået materialet minutiøst – og finder flere røde flag end gyldne skiver.
- En »praktisk« krønike?
Professor Anders Winroth (Oslo) hæfter sig ved, at den påståede Gesta Wulinensis netop besvarer mange af middelalderforskningens store ubesvarede spørgsmål, men kun i de afskrifter, der dukkede op i 1960’erne. Det er, siger han, et klassisk kendetegn ved forfalskninger (Videnskab.dk). - Anachronismer og sprogligt kludder
Kurt Villads Jensen (Stockholm) finder dateringsformater som »17. juli«, ord som »suverænitet« og referencer til jøder i et miljø, hvor ingen andre kilder gør det. Sådan skrev man ikke latin i 900-tallet. Derfor er noterne, ifølge ham, inkompatible med perioden. - Guldskiven – en løsrevet kuriositet
Villads Jensen peger desuden på, at guldskiven intet har til fælles med kendte vikingetidsmønter. Og fordi guld kan omsmeltes igen og igen, giver en kemisk analyse ingen sikker datering uden stratigrafi. - ”Sensation eller snyd – men vis os beviserne”
Jes Wienberg (Lund) påpeger, at hele argumentet står og falder med en kilde ingen har set, og fund ingen kan undersøge. Uden åbent fremlagt primærmateriale kan faget hverken bekræfte eller afvise – men heller ikke omskrive historien. - Simple tests, der aldrig blev taget
Forskningsleder Jens Ulriksen (Museum Sydøstdanmark) undrer sig over, at man ikke har foretaget basale metaldetektor- eller GPR-scanninger på de polske lokaliteter, eller eftersøgt den påståede blyplade i polske magasiner. - Nationalmuseets konklusion: stadig for ”fluffy”
Museumsinspektør Peter Pentz kalder grundlaget for »fluffy«. Indtil der foreligger verificerbare fund, er Adam af Bremen stadig den stærkeste (om end ikke perfekte) kilde – og dermed peger pilen fortsat på Roskilde (Kristeligt Dagblad).
Hvad skal der til for at flytte konsensus?
- Åbent, verificerbart primærmateriale – originalkrøniken, dagbøgerne, korrespondancen og alle fysiske genstande må gøres tilgængelige for uafhængige specialister.
- Arkæologisk dokumentation in situ – udgravning eller non-invasiv kortlægning, der viser klart lagforløb, dateringer og sammenhæng mellem genstande og kontekst.
- Tværfaglige analyser – C14, dendrokronologi, isotoper, numismatik m.m., udført på prøver med sikker stratigrafi og offentliggjort med fulde data.
- Fagfællebedømt publicering – resultaterne skal igennem samme nåleøje som al anden forskning, så metoder og tolkninger kan kritiseres og gentestes.
Indtil disse skridt er taget, forbliver fortællingen om en polsk Blåtand-grav en spændende, men udokumenteret historie. Den ældste skriftlige krog – Adam af Bremens beretning om en flytning til Roskilde – er fortsat det mindst spekulative udgangspunkt for Danmarks officielle historieskrivning.
Andre plausible scenarier: Jelling, Mecklenburg – og transport af kongelige lig
Jelling nævnes igen og igen, fordi alt i anlægget – stenene, højene, palisadehegningen og kirken – peger på Haralds egen iscenesættelse af magt og kristendom. Det virker derfor næsten intuitivt, at han også skulle finde sit sidste hvilested her. Alligevel mangler vi tre vigtige brikker:
- Ingen sikker grav. Udgravningerne i 1970’erne og 2006-13 fandt hverken en kongelig kiste eller rige gravgaver, der utvetydigt kan knyttes til Harald.
- Kildestøtte er tynd. Ingen middelalderlige tekster placerer begravelsen i Jelling – tværtimod fremhæver Adam af Bremen Roskilde.
- Sene konstruktioner. Kirken over nordhøjen er formentlig først opført af Haralds søn, Svend Tveskæg. Hvis Harald døde i eksil, kan det have været logistisk og politisk svært at føre ham hertil senere.
Mecklenburg – Svigerfamiliens højborg
Den mulighed, arkæolog og forskningsleder Jens Ulriksen fremhæver, er Mecklenburg i det nuværende Nordtyskland. Argumenterne er:
- Efter nederlaget til sin søn Svend i 986 flygtede Harald sydover og opholdt sig ifølge flere kilder hos slaviske allierede – netop i Obotritternes område, hvor hans svigersøn Mistivoj var høvding.
- Hvis han døde dér, lå en lokal begravelse lige for; transporten til Roskilde eller Jelling ville have været lang og politisk usikker.
- Der kendes store vendiske gravpladser og kristne kirker fra slutningen af 900-tallet i regionen, men ingen er endnu sat i forbindelse med Harald.
Ulriksen påpeger dog selv, at intet arkæologisk fund taler direkte for Mecklenburg-sporet; det står blot stærkere end Polen, fordi det samsvarer med de historiske bevægelser omkring Haralds sidste år.
Kan man flytte en død konge?
Ja – og det skete jævnligt i middelalderen. Få eksempler:
- Edvard Bekenderen blev i 1066 ført fra London til Westminster Abbey.
- Karl den Store (†814) blev med kort varsel stedt til hvile i Aachen i stedet for det planlagte Saint-Denis.
- I Norden kender vi til kongelige, der fik knoglerne flyttet årtier efter døden som led i helgenkult eller dynastisk politik.
Derfor er Adams beretning – at Harald døde i Jomsborg, men blev transporteret til Roskilde – fuldt plausibel inden for tidens praksis.
Hvor efterlader det os?
Sammenligner vi de fire hovedspor, ser billedet sådan ud:
| Placering | Tekstkilder | Arkæologi | Forskningskonsensus |
|---|---|---|---|
| Roskilde | Stærke (Adam af Bremen, middelalderkrøniker) | Ingen klar grav, men tidligt kirkecenter | Fortsat mest sandsynligt |
| Jelling | Meget svage | Monumentalt, men grav ubekræftet | Muligt, men spekulativt |
| Mecklenburg | Indirekte (flugt- og familieforbindelser) | Ingen fund | Hypotetisk, men logisk |
| Wiejkowo/Polen | Omstridte/ufremlagte | Intet verificeret | Lav troværdighed |
Konklusion: Uden nye, solide fund vil debatten fortsætte i det uafklarede rum mellem kildestudier og arkæologiske drømme. Som Ulriksen nøgternt formulerer det (Videnskab.dk): »Måske finder vi ham aldrig.« Indtil da står Roskilde som den mindst spekulative, mens Jelling og Mecklenburg er plausible alternativer – og Polen forbliver en farverig sidehistorie, der mangler beviser.
Vejen frem: Sådan kan mysteriet løses – og derfor fanger det os stadig
Hvis vi nogensinde skal kunne sætte en præcis GPS-nål på Harald Blåtands sidste hvilested, kræver det en kombination af hårde data, gennemsigtig metode og respekt for både lov og etik. Forskere peger især på fem konkrete skridt:
1. Ikke-destruktive forundersøgelser
- Georadar (GPR), magnetometer og LIDAR kan scanne under kirkegulve i Wiejkowo, ved Jelling eller under Roskilde Domkirke uden at forstyrre gravfreden.
- Metoderne har allerede kortlagt skjulte vikingehaller i Danmark; samme teknik kan hurtigt be- eller afkræfte, om der overhovedet ligger en grav under de omtalte bygninger eller høje.
2. Målrettede udgravninger – Når der er noget at grave efter
- Finder georadaren anomalier, skal der søges udgravningstilladelse hos de relevante myndigheder (fx Wojewódzki Urząd Ochrony Zabytków i Polen eller Slots- og Kulturstyrelsen i Danmark).
- Udgravningen skal designes omhyggeligt: stratigrafisk dokumentation, fotogrammetri og 3D-scanning, så hver eneste kontekst kan efterprøves af andre.
3. Systematisk arkivsøgning
- Polske og tyske bispedømmearkiver kan rumme henvisninger til de påståede blyplader fra 1969, ligesom sognepræsters dagbøger eller inventarlister fra Wiejkowo kan kaste nyt lys på historien om den forsvundne skat.
- Danske arkiver (Rigsarkivet, Roskilde domkapitels protokoller) kan samtidig gennemsøges for tidlige omtaler af en omflytning af kongelige relikvier.
4. Naturvidenskabelige analyser
- C14-datering af organisk materiale fra graven (trækul, tekstiler, kister) giver en absolut tidsramme.
- Dendrokronologi på egetømmer kan datere til nærmeste år, hvis ringserien passer ind i kendte referencekurver.
- Isotop- og DNA-analyser kan fortælle, om et skelet er vokset op i Danmark – men kun hvis prøvetagning er lovlig og etisk forsvarlig.
- Numismatik: Mønter i stratigrafisk sikker kontekst er «dobbelt tidsstempel» – de slutter en tid efter den seneste prægning.
5. Fuld åbenhed og fagfællebedømmelse
- Alle rådata – fra scanningsfiler til fotoregistre – skal lægges frit tilgængeligt.
- Der skal publiceres i fagfællebedømte tidsskrifter; pressen er ikke en peer review-instans. Som Nationalmuseets Peter Pentz pointerer, er »fluffy« indikationer ikke nok.
Etik, jura og diplomati
Grave under kirker er beskyttede af både kirkeret og national lovgivning. I Danmark gælder danefæ-reglerne, mens Polen har tilsvarende lovkomplekser. Enhver undersøgelse kræver aktivt samtykke fra menighed, kulturmyndigheder og – ofte overset – lokale beboere, der kan føle et stærkt ejerskab til »deres« kongegrav. Den nye TV 2-dramaserie Danefæ (2025/26) rammer netop den følsomme balance mellem arkæologisk nysgerrighed og respekt for fortiden.
Hvorfor kan vi ikke slippe historien?
Harald Blåtand er både Bluetooth-logo, ringborge på UNESCO-listen og nationale narrativer om kristning og rigssamling. Derfor rummer idéen om en »tabt kongegrav« alt, hvad den perfekte overskrift har brug for: guld, gåder og geopolitiske gnidninger. Da AP i 2024 pustede liv i Wiejkowo-hypotesen, fløj historien verden rundt på få timer – længe før noget var verificeret.
Men pr. 18. februar 2026 står billedet uændret: Ingen nye, fagfællebedømte resultater har flyttet forskningskonsensus. Roskilde-sporet hviler stadig på de ældste og mest konsistente skriftlige kilder, mens Wiejkowo forbliver en fascinerende, men udokumenteret fortælling, der kun kan leve op til sit potentiale gennem åbne kilder, feltarbejde og solide analyser.
Seneste kommentarer