Humor
- et folk uden vittigheder er ilde stedt...
Vittigheder er en vigtig del af den danske kulturarv. Dansk lune har været kendt gennem hele middelalderen. Dansk lune er et hyggeligt drilleri og en afslappet holdning til det alvorlige, der sjældent går over i det ondartede, men bevirker, at man kan more sig sammen over høj som lav.

Fås fra bogsalg@danskkultur.dk

Fra forskellige egne af landet kender vi vidt forskellige former for lune historier. Men også ironi i form af øgenavne til de mægtige: "Harald Blåtand", "Oluf Hunger" osv. Senere Holbergs muntre komedier: "Den Stundesløse" og "Jeppe på bjerget" vidner om dansk lune.

Mest kendt fra ældre tid er Molbohistorierne, som første gang blev udgivet i det Herrens år 1773 af landfysikus Christian Mangor. Meget af dette skal nok findes i Århusianernes drillerier overfor folk fra landet. Langt senere har folket så opfundet Århushistorierne, som giver igen med samme mønt over for byfolket.

En anden kategori jyske vittigheder kender vi nordenfjords fra: "Vendelbolune", som også er bygget på autentiske historier.

Også i samlinger som for eks. "Lune Jyder" finder vi såvel ægte som konstruerede morsomheder, der til fulde udtrykker det sindige jyske lune med glimt i øjet.

Et nyere fænomen, som hører storbyen til, er især de politisk ukorrekte vitser, der ofte kan være barske og have en uventet pointe.

Danske vittigheder er kendt for deres lune, ja de er tilmed hyggelige, men kan gå over i det bidende, når folket er undertrykt, landet er ved at blive besat eller man ikke må sige sige mening. Når dansken føler, at han ikke mere kan tale åbent, og når censurlignende tilstande, dagbøder og fremmede kulturer søger at undertvinge dansk lune og kultur, da er den bedste og mest finurlige vittighed den, som kun de indforståede kan fatte.

En ganske særlig genre i Danmark er de talrige religiøse kristne vittigheder, som pudsigt nok almindeligvis går tilbage til kristne kredse, der med munterhed og selvironi på en lun måde fanger pointer i det religiøse liv. En særlig rolle har her især de mange præste- og bispehistorier. På denne måde er dansk lune meget anderledes i sin kulturarv end andre verdensdele og kulturer, som til tider - især i islam - kan være fjendtlige og aggressive overfor vittigheder, især på det religiøse område. Således er vittigheder på det sidste endog blevet anmeldt til politiet, og der er indenfor de senere år blevet rettet klage til menneskerettighedsdomstolen over danske vittigheder, hvis lune ikke altid forstås i andre kulturelle kredse, fordi dansk lune har som mål, at også den, som vittigheden handler om, bør grine med.

Et særligt moment i mange danske vittigheder er, at de kan føres tilbage til bestemte personer: Et eks. finder vi i forbindelse med de voldsomme diskussioner, som fulgte i kølvandet på professor P.G. Lindhardts bog "Det evige liv", som nogle opfattede som en fornægtelse af et liv efter døden. I diskussionens hede kom Pastor Viereck fra Århus ind i en slagterforretning, hvor slagterdamen hen over disken spurgte præsten, som netop havde bestilt en varm leverpostej: "tror du på det evigt liv", hvorpå pastor Viereck svarede: "Øh, er der noget galt med leverpostejen?"

Også andre grupper end præster og religion må lægge for: lærere, læger, advokater, blondiner og især politikere. Ingen kommer på denne måde højt på strå. Men alle må blive på jorden som helt almindelige mennesker ud fra devisen: "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst.