Skikke
     - og traditioner

Dette er hjemmesidens hovedside, hvor du kan sætte dig ind i dansk skik og brug:
omgangsformer, gæstebud, børnesange, børnelege, remser, ordsprog, dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, hvad man kan vælge af salmer og sange ved begravelse og bryllup, hvad der er af traditioner i bestemte egne af landet, hvilke mærkedage og højtider, der fejres og hvorfor og meget mere.

»Danske Eventyr og fabler«
Danske fabler

Kaalunds fabler
Det er det herligste tidsfordriv,
at agte på dyrenes færden og liv!
At se, hvor de flokkes om menneskets hytte,
nogle til glæde og andre til nytte,
i skov, på mark, i stald og i bur,
hvert med sin egen drift og natur.

Og kan ikke dyret græde og le,
det kan dog kærligt på mennesket se,
det bringer sin tak og klager sin nød
og elsker den hånd, som rækker det brød;
og derfor skal mennesket dyret agte,
og gerne dets venlige færd betragte.
Hans Vilhelm Kaalund

Den dræbte and
I skoven risled' den klare å,
en blodig vildand bag sivet lå.
Af jægerens bøsse var den dræbt.
Den havde sig hen til reden slæbt.
Nu stod omkring den de ællinger små,
de kunne det slet ikke ret forstå.
de krøb under vingen, men den var slap –.
"Vågn op søde moder, rap, rap, rap, rap!"
Så åbnede de alle smånæbbene vidt:
"Vi er så sultne, giv os lidt!"
Men moderløs' var de arme små –
O, har du en moder, da skøn derpå!

Hunden ved stranden
"Så ti dog hund, med den evige gøen!"
(Hunden): "Ak ser du ej skibet derude i søen?
Min herre, kaptajnen har glemt mig i land,
nu må jeg vel løbe og klage ved strand".
- Så løb den og jamred i nætter og dage,
den ville ej æde og drikke tage.

Til fremmede lande gik skibets vej;
den fattige hund man ænsede ej.
Den døde af kummer og fik sin grav
i tangen tæt ved det våde hav.
Mig synes den havde så vel fortjent
for sin troskab et hædrende gravmonument.

Spurveungen
En spurveunge, en nøgen en,
med store øjne og lange ben,
faldt ned fra taget. Den lille dreng
af uld den redte så blød en seng.
Han madede den med gryn på tungen,
og større og større blev fugleungen.

Og da den så fik fjer på sin krop,
da bygged' den ude i træets top.
Den frygtede ikke sin lille ven,
men flagrede kærligt til ham hen.
Hver aften, når han kom hjem fra skolen,
den kvidred sin tak til ham i solen.

Lammene
En kæmpehøj på marken står,
der græsser nu bondens lam og får.
Og solen skinner, og vinden vifter,
og månen sit lys på himlen skifter.
Og lærken hvirvler i sky sin sang,
så sang den og for kæmpen engang.

Nu sover han længst fra verdens kiv; -
men aldrig uddør naturens liv, -
Bag bautastenenes skygger brede
ty'r fårene ind for solens hede.
De frydes ved livet, som Gud dem gav,
og slumrer sorgløst på kæmpens grav.

"Tråden ovenfra" af Johannes Jørgensen
Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende sommers silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de.
En af disse tråde landede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund.
Men stedet behagede den ikke rigtig, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned i en stor tjørnehæk. Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne spindes. Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne.

Det blev et stort, smukt væv. Og der kom noget særligt over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden at man kunne se, hvad der bar det øverste rand. For der skal gode øjne til for at opdage sådan en lille, fin edderkoppetråd.
Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, så det ud som et perlestukket slør.

Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længere den lille tingest, der var kommet sejlende på sit spind gennem luften uden en skilling i lommen – så at sige – og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær og velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken.
En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå efterårsdag.
For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke trængte til at bødes her og der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den dog at være utålelig gnaven.
I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen – edderkoppen kendte ellers hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen – det vil sige, den løb ret op i luften.

Edderkoppen rejste sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så ud, som om den førte lige op i skyerne.
Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygges og udvides.
Edderkoppen havde glemt det alt sammen – den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft.
"Væk med dig", sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over.
I det samme gav vævet efter – hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen – og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.

Hans Christian Andersens Eventyr
Prinsessen på ærten
Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde en sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en prinsesse.
En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen og lukkede op.
Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.
"Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne. Der skulle nu prinsessen ligge om natten.

Om morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet. "Oh, forskrækkeligt slet!" sagde prinsessen, "jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over hele min krop! Det er ganske forskrækkeligt!"
Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem tyve dunmadrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være uden en virkelig prinsesse.
Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.
Se, det var den historie!

Den lille pige med svovlstikkerne
Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemmefra; men hvad kunne det hjælpe? Det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig ud over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.
Der gik nu den lille pige på de nøgne, små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker, og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.
Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere, og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes far ville slå hende, og koldt var der også hjemme. De havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! En lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, "ritsch", hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkupler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det? – Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, - da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! Og hvad der var endnu prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene, og brogede billeder, som de, der pyntede butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.
"Nu dør der én!" sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: "Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud".
Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.
"Mormor!" råbte den lille. "O tag mig med! Jeg ved du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!" – Og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf ét knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Den uartige dreng
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede.
"Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr!" sagde han, for han var sådan en god digter.
"O, luk mig ind! Jeg fryser og er så våd!" råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter, og gik hen for at lukke døren op. Der stod en lille dreng; han var ganske nøgen og vandet drev af hans lange, gule hår. Han rystede af kulde; var han ikke kommet ind, havde han vist måttet dø i det onde vejr.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter og tog ham ved hånden. "Kom du til mig, så skal jeg nok få dig varmet! Vin og æble skal du få, for du er en dejlig dreng!"
Det var han også. Hans øjne så ud som to klare stjerner, og skønt vandet flød ned ad hans gule hår, krøllede det sig dog så smukt. Han så ud som et lille englebarn, men var så bleg af kulde og rystede over sin hele krop. I hånden havde han en dejlig flitsbue, men den var ganske fordærvet af regnen; alle kulørerne på de smukke pile løb ud i hinanden af det våde vejr.
Den gamle digter satte sig ved kakkelovnen, tog den lille dreng på sit skød, vred vandet af hans hår, varmede hans hænder i sine, og kogte sød vin til ham; så kom han sig, fik røde kinder, sprang ned på gulvet og dansede rundt om den gamle digter.
"Du er en lystig dreng!" sagde den gamle. "Hvad hedder du?" "Jeg hedder Amor!" svarede han, "kender du mig ikke? Dér ligger min flitsbue! Den skyder jeg med, kan du tro! Se, nu bliver vejret godt udenfor; månen skinner!"
"Men din flitsbue er fordærvet!" sagde den gamle digter. "Det var slemt!" sagde den lille dreng, tog den op og så på den. "O, den er ganske tør, den har slet ikke lidt nogen skade! Strengen sidder ganske stram! Nu skal jeg prøve den!" Så spændte han den, lagde en pil på, sigtede og skød den gode gamle digter lige ind i hjertet: "Kan du nu se, at min flitsbue ikke var fordærvet!" sagde han, lo ganske højt og løb sin vej. Det var en uartig dreng, således at skyde på den gamle digter, der havde lukket ham ind i den varme stue, og som været god mod ham og givet ham den dejlige vin og det bedste æble.

Den gode digter lå på gulvet og græd, han var virkelig skudt lige ind i hjertet, og så sagde han: "Fy! Hvor den Amor er en uartig dreng! Det skal jeg fortælle til alle de gode børn, at de kan tage sig i agt, og aldrig lege med ham, for han gør dem fortræd!"
Alle de gode børn, piger og drenge, han fortalte det til, tog sig sådan i agt for den slemme Amor, men han narrede dem alligevel, for han er så udspekuleret! Når studenterne går fra forelæsninger, så løber han ved siden af dem med en bog under armen og en sort kjole på. De kan slet ikke kende ham, og så tager de ham under armen og tror, det også er en student, men så stikker han dem pilen ind i brystet. Når pigerne går fra præsten, og når de står på kirkegulvet, så er han også efter dem. Ja, han er alle tider efter folk! Han sidder i den store lysekrone på teatret og brænder i lys lue, så folk tror, det er en lampe, men de mærker siden noget andet. Han løber i Kongens have og på Volden! Spørg dem kun ad, så skal du høre, hvad de siger. Ja, det er en slem dreng, den Amor, ham skal du aldrig have noget med at gøre! Han er efter alle folk. Tænk engang, han skød endogså en pil på gamle bedstemoder, men det er længe siden, det er gået over; men sådan noget glemmer hun aldrig. Fy, den slemme Amor! Men nu kender du ham og ved, hvad han er for en uartig dreng.

Englen
"Hver gang et godt barn dør, kommer der en Guds engel ned til jorden, tager det døde barn på sine arme, breder de store, hvide vinger ud, flyver hen over alle de steder, barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster, som den bringer op til Gud for dér at blomstre endnu smukkere end på jorden. Den gode Gud trykker alle blomsterne til sit hjerte, men den blomst, som er ham kærest, giver han et kys, og da får den stemme og kan synge med i den store lyksalighed".

Se, alt dette fortalte en Guds engel, idet den bar et dødt barn bort til Himlen, og barnet hørte det ligesom i drømme; og de fór hen over de steder i hjemmet, hvor den lille havde leget, og de kom gennem haver med dejlige blomster. "Hvilke skal vi nu tage med og plante i Himlen?" spurte englen.
Og der stod et slankt, velsignet rosentræ, men en ond hånd havde knækket stammen, så at alle grenene, fulde af store, halvudsprungne knopper, hang visne ned rundt om. "Det stakkels træ!" sagde barnet, "tag det, at det kan komme til at blomstre der oppe hos Gud!"
Og englen tog det, men kyssede barnet derfor, og den lille åbnede halvt sine øjne. De plukkede af de rige pragtblomster, men tog også den foragtede morgenfrue og den vilde stedmoderblomst.
"Nu har vi blomster!" sagde barnet, og englen nikkede, men de fløj endnu ikke op mod Gud. Det var nat, det var ganske stille, de blev i den store by, de svævede om i en af de snævre gader, hvor der lå hele bunker halm, aske og skrimmelskrammel; der havde været flyttedag; der lå stumper af tallerkener, gipsstumper, klude og gamle hattepulde, alt, hvad der ikke så godt ud.
Og englen pegede i al den forstyrrelse ned på nogle skår af en urtepotte og på en klump jord, der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved rødderne af en stor, vissen markblomst, der slet ikke duede og derfor var kastet ud på gaden.
"Den tager vi med!" sagde englen, "jeg skal fortælle dig om den medens vi flyver!" Og så fløj de, og englen fortalte: "dernede i den snævre gade, i den lave kælder, boede en fattig, syg dreng; fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende; når han var allermest rask, kunne han på krykker gå den lille stue et par gange op og ned, det var det hele. Nogle dage om sommeren faldt solstrålerne en halv times tid ind i kælderforstuen, og når da den lille dreng sad der og lod den varme sol skinne på sig og så det røde blod gennem sine fine fingre, som han holdt op for ansigtet, så hed det: "Ja, i dag har han været ude!" – Han kendte skoven i dens dejlige forårsgrønne kun derved, at naboens søn bragte ham den første bøgegren, og den holdt han over sit hoved og drømte sig da at være under bøgene, hvor solen skinnede, og fuglene sang. En forårsdag bragte naboens dreng ham også markblomster, og mellem disse var, tilfældigvis, en med rod ved, og derfor blev den plantet i en urtepotte og stillet hen i vinduet tæt ved sengen. Og blomsten var plantet med en lykkelig hånd, den voksede, skød nye skud og bar hvert år sine blomster; den blev den syge drengs dejligste urtegård, hans lille skat på denne jord; han vandede og passede den og sørgede for, at den fik hver solstråle, lige til den sidste, der gled ned over det lave vindue; og blomsten selv voksede ind i hans drømme, thi for ham blomstrede den, udspredte sin duft og glædede øjet; mod den vendte han sig i døden, da Vor Herre kaldte ham. - ét år har han nu været hos Gud, ét år har blomsten stået forglemt i vinduet og er visnet, og derfor blev den ved flytningen kastet ud i fejeskarnet på gaden. Og det er dén blomst, den fattige, visne blomst, vi har taget med i buketten, for den blomst har glædet mere, end den rigeste blomst i en dronnings have".
"Men hvorfra ved du al dette?" spurgte barnet, som englen bar op mod Himlen.
"Jeg ved det!" sagde englen, "jeg var jo selv den syge, lille dreng, der gik på krykker! Min blomst kender jeg nok!"
Og barnet åbnede ganske sine øjne og så ind i englens dejlige, glade ansigt, og i samme øjeblik var de i Guds Himmel, hvor der var glæde og lyksalighed. Og Gud trykkede det døde barn til sit hjerte, og da fik det vinger som den anden engel og fløj hånd i hånd med ham; og Gud trykkede alle blomsterne til sit hjerte, men den fattige visne markblomst kyssede Han, og den fik stemme og sang med alle englene, der svævede om Gud, nogle ganske nær, andre uden om disse i store kredse, altid længere borte i det uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, små og store, det gode, velsignede barn, og den fattige markblomst, der havde ligget vissen, henkastet i fejeskarnet, mellem flyttedagsskramleriet, i den snævre, mørke gade.

Verdens dejligste rose
Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende, grønne blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure, slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og hen ad loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve.
Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sotteseng, og lægerne forkyndte, at hun måtte dø.
Der er dog en frelse for hende!" sagde den viseste iblandt dem. "Bring hende verdens dejligste rose, den, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed, kommer den for hendes øjne før de brister, da dør hun ikke".
Og unge og gamle kom rundt om fra med roser, de dejligste, der blomstrede i hver have, men de roser var det ikke. Fra kærlighedens urtegård måtte blomsten hentes; men hvilken rose var udtrykket af den højeste, den reneste kærlighed?
Og skjalden sang om verdens dejligste rose; hver nævnte sin. Og der gik bud vidt om land til hvert hjerte, der slog i kærlighed, der gik bud til hver stand og hver alder.
"Ingen har endnu nævnt blomsten!" sagde den vise. "Ingen har peget hen på det sted, hvor den fremsprang i sin herlighed. Ikke er det roserne fra Romeo og Julies kiste eller fra Valborgs grav, skønt de roser altid ville dufte gennem sagn og sange. Det er ej roserne, som skyder frem fra Winkelrieds blodige lanser, fra blodet, der helligt vælder ud fra heltens bryst i døden for fædrelandet, skønt ingen død er mere sød, ingen rose rødere end dette blod, der da flyder. Ej heller er det hin underblomst, for hvis pleje manden i år og dag, i lange søvnløse nætter i den ensomme stue, hengiver sit friske liv, videnskabens magiske rose".
Jeg ved, hvor den blomstrer", sagde en lyksalig moder, der med sit spæde barn kom til dronningens leje. "Jeg ved, hvor verdens dejligste rose findes! Den rose, der er udrykket af den højeste og reneste kærlighed. Den blomstrer på de blussende kinder af mit søde barn, når det styrket af søvnen slår øjnene op og ler imod mig med hele sin kærlighed".
"Dejlig er den rose, men en dejligere findes der!" sagde den vise.
"Ja, langt skønnere!" sagde en af kvinderne. "Jeg har set den; en mere ophøjet hellig rose blomstrer der ikke, men den var bleg, som terosens blade; på dronningens kinder så jeg den; hun havde lagt sin kongelige krone og gik selv i den lange, sorgfulde nat med sit syge barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en bøn for det, som en moder beder i angstens time.
"Hellig og vidunderlig i sin magt er sorgens hvide rose, men dog er det ikke den".
"Nej, verdens dejligste rose så jeg foran Herrens alter!" sagde den fromme, gamle biskop. "Jeg så den lyse, som en engels åsyn viste sig. De unge piger gik til nadverens bord, fornyede deres dåbspagt, og dér blussede roser, og der blegnede roser på de friske kinder; en ung pige stod dér; hun så med hele sjælens fulde renhed og kærlighed op mod sin Gud; det var udtrykket af den reneste og den højeste kærlighed".
"Velsignet være den", sagde den vise, "dog ingen af jer har endnu nævnt verdens dejligste rose".
Da trådte et barn ind i stuen, det var dronningens lille søn; tårerne stod i hans øjne og på hans kinder; han bar en stor, opslået bog, dens bind var af fløjl og med store sølvhægter.
"Moder!" sagde den lille, "oh, hør dog, hvad jeg har læst!" og barnet satte sig ved sengen og læste af bogen om ham, der hengav sig selv til korsets død for at frelse menneskene, selv de ufødte slægter. "Større kærlighed gives der ikke!"
Og der gik et rosenskær over dronningens kinder, hendes øjne blev så store, så klare, thi hun så fra bogens blade løfte sig verdens dejligste rose, billedet af den, som fremsprang fra Kristi blod på korsets træ.
"Jeg ser den!" sagde hun. "Aldrig dør den, som ser dén rose, den dejligste på jorden!"

Danske folkeeventyr
(Indsamlet af Svend Grundtvig)
Engang holdt musene råd om, hvad de dog skulle gøre for at katten ikke skulle fange dem. Der blev talt meget frem og tilbage, men de kunne ikke blive enige. Da stod en ung mus frem og sagde: "Jeg foreslår, at vi hænger en bjælde om kattens hals, så kan vi altid høre den før den er der, og vi har da god tid til at slippe bort".
Dette forslag blev hilst med stormende bifald, og det blev straks enstemmigt vedtaget. Derpå stod en gammel mus frem, som hele tiden havde været tavs. Den sagde, at dette påfund var meget snildt, og at det uden tvivl ville være godt; men der var blot et lille spørgsmål, nemlig hvem af dem, der ville hænge bjælden på katten? – Og der stod alle musene og blev lange i ansigterne; det var der ingen af dem, der havde tænkt på.
ét er at komme med et forslag, et andet er at udføre det.

Trosvend
Der var en gang en far og en mor, som havde en søn, der hed svend, som skulle rejse ud i verden for at tjene sit brød. Faderen gav ham den formaning med, at han altid skulle le med de leende og græde med de grædende, være glad med de glade og bedrøvet med de bedrøvede. Og moderen mindede ham om, at han aldrig måtte gå nogen kirke forbi, uden at gå der ind og tag velsignelsen med sig.
Så kom Svend ud at tjene på en herregård, hvor hans herskab syntes så godt om ham, at han steg fra den ene post til den anden, og snart var han deres mest betroede tjener. Derover blev hans medtjenere misundelige, og der var især én, som ved enhver lejlighed prøvede at gøre ham ondt. Engang bad han herremanden lægge mærke til, at når hans kone lo, så lo Svend med; når hun græd, så græd Svend også; når hun var glad, så var Svend også glad og når hun var bedrøvet, så hængte han også med hovedet.
Det var jo ganske rigtigt. Herren lagde mærke til det, og han begyndte at tro ondt om Svend og om sin kone. Han blev mere og mere mistænkelig og ilde stemt imod sin betroede tjener, og endeligt bestemte han sig til at ville skille sig af med ham på denne måde, at han sendte ham med et ærinde hen til en teglovn, han ejede. Og forud havde han aftalt med arbejdsmændene ved ovnen, at de skulle gribe den første, som kom og kaste ham ind i den gloende ovn.
Svend drog straks af sted, da han fik besked på, at han skulle bringe bud ned til teglovnen. Men undervejs kom han forbi en kirke, og han glemte da ikke at gøre, som hans mor havde bedt ham om: Han gik ind i kirken, for at tage velsignelsen med sig også på denne vandring. Den onde tjener, som havde bagtalt Svend, gav sig også på vej lidt efter, for han ville jo forvisse sig om, at Svend kom i ovnen. Han standsede ikke ved kirken, så han nåede først ud til teglovnen og blev straks grebet og kastet ind i den gloende ovn. Men Svend, som var blevet forsinket i kirken, han kom sidst ud til ovnen, overbragte sit ærinde og vendte så tilbage til gården i god behold og uden at have nogen anelse om, hvad der var foregået og hvilken ulykke han havde undgået. Hans herre blev meget forundret over at se ham igen, og tog sig for at udspørge ham, om han var gået lige til teglovnen? Svend tilstod, at han undervejs havde været inde i kirken for at tage velsignelsen med, ligesom han havde lovet sin mor. Og med det samme kom han til at fortælle om hele den formaning, han havde fået med hjemmefra, både fra far og mor. Da forstod hans herre, at Svend vitterlig var en god og retsindig tjener, og at bagvaskeren kun havde fået løn som forskyldt.
Fra den tid kaldte herren ham aldrig for andet end Trosvend, og han blev hver dag mere vis på, at han kunne stole på ham i et og alt. Så kom en dag, da en fremmed herremand var på besøg på gården, og de kom til at tale om troskab. Den fremmede herremand påstod, at der ikke var nogen, som man helt og fuldt kunne stole på. Enhver var tyv i sin næringsvej, og ingen fulgte sandheden længere, end at han så sin egen fordel ved det. Men værten sagde, at han havde en tro tjener, det var hans Trosvend, som aldrig havde sagt en løgn og heller ikke ville gøre det, uanset om sandheden var ham til gavn eller til skade. Den fremmede herremand påstod, at han godt kunne få ham til at lyve, og det endte med, at de væddede om det, og satte hver sin herregård på spil i væddemålet.
Så blev Trosvend kaldt ind og fik et brev, som han skulle overbringe den fremmede herremands frue. Han fik et sæt af sin herres bedste klæder på og herrens bedste hest at ride på, og så drog han af sted og skulle komme hjem samme aften. I brevet, som han fik med sig fra den fremmede herremand til dennes frue, var der besked på, hvordan de skulle tage imod ham. Han blev da også modtaget og behandlet som en fin herre. Hesten blev sat i stald, og han blev sat til højbords med fruen, og hun klinkede med ham og drak skåler. Der var også andre til stede, som drak med ham indtil han blev meget beruset. Så tog de kortene frem og tvang ham til at spille med, og påstod bagefter at han havde spillet alt bort hvad han ejede og havde, ikke blot hans penge, men også de fine klæder han bar og hans herres bedste hest, som han havde redet på. Så trak de klæderne af ham og lagde ham i en seng, og det blev langt op ad næste dag inden han havde sovet rusen ud.
Klæderne, han var kommet i, dem havde han jo spillet bort, og hesten ligeså. Så gav de ham nogle usle pjalter, som han måtte trække i, og så fik han en kæp i hånden, og så satte de ham på porten. I denne elendige skikkelse måtte han da begive sig på hjemrejsen, og selv om han brugte sine ben flittigt, så kunne han dog ikke nå hjem før aften.
Trosvend var meget lidt tilfreds med sig selv den dag, og som han stavrer hen ad vejen, så syntes han, at det var rent umuligt for ham at fortælle sin herre, hvor tåbeligt han havde båret sig ad. "Det bliver galt når jeg kommer hjem", tænkte han. "Jeg kan godt forestille mig, hvad herren vil spørge mig om; men hvad jeg så skal svare, det er ikke så let at vide". Da han nu var kommet så langt, at han kunne se gården, så ville han gøre en prøve. Så han stikker sin kæp ned i jorden og hænger sin gamle stodderhat på den. "Nu er du herre," siger han til hatten. Derpå går han et lille stykke bort fra den, og så siger han først: "Velkommen hjem, Trosvend!" Sådan tænkte han, at hans herre ville modtage ham. "Tak, nådige herre!" ville han svare. Så siger herren: "Men hvordan er det, at du ser ud? Hvor er din hest og dit fine tøj blevet af?" – "Åh nådige herre, dem har jeg mistet. Ude i skoven blev jeg overfaldet af røvere, og de plyndrede mig og tog både hest og tøj fra mig, og jeg reddede ikke andet end det bare liv". Men da han så på hatten, så syntes han, at hatten på staven rystede på hovedet af det han sagde, enten det nu var vinden, der tog i den, eller hvad det nu var. Den forklaring duede ikke, det kunne han nok mærke. "Hvis jeg siger det, så sender herren folk ud til alle sider, for at lede efter de røvere. Og kan han ikke finde dem, så står jeg der som løgner".

Så går han igen et lille stykke bort fra kæppen med hatten og begynder samtalen forfra. "Velkommen Trosvend!" – "Tak, nådige herre!" – "Hvordan er det du ser ud. Hvor er hest og tøj blevet af?" – "Jeg red vild og kom ud i en mose, og der red hesten ud i det bløde morads, så jeg måtte springe af og intet fik med mig". – Så kiggede han på stokken med hatten og syntes igen at hatten rystede på hovedet, og han tænkte ved sig selv: "Hvis jeg siger det, så vil de ride ud og lede efter hesten og se, om de kan finde noget af tøjet. Og finder de ikke stedet, så tror de, jeg har løget. Så det går heller ikke an".
Så går han for tredje gang bort fra kæppen med hatten, vender sig om og begynder som før: "Velkommen, Trosvend!" – "Tak, nådige herre!" – "Men hvordan er det du ser ud? Hvor er hest og mundering blevet af?"
"Stuen er varm, og mjøden var sød; derfor mistede jeg klæder og ganger rød".
Da syntes han, at hatten nikkede ad ham. "Ja, sådan var det", sagde han, "og sådan må det være. Det siger jeg. Så satte han den gamle hat på sit hoved igen og tog kæppen i hånden, og så gik han lige hjem til gården. Han gik op til herren, og den fremmede herremand var jo også til stede. Men herren begyndte ikke med at byde velkommen, og han kaldte ham heller ikke for Trosvend; han var meget barsk, da han råbte imod ham "plager Fanden dig, Svend? Har du sat min hest og mine gode klæder over styr?" Ja", sagde Trosvend:
"Stuen er varm, og mjøden var sød;derfor mistede jeg klæder og ganger rød".
Og han fortalte videre, hvordan alting var gået til: hvordan han havde drukket sig fuld og spillet det hele bort.
"Du blev vinder i det spil, Trosvend!" sagde hans herre; "for nu kan du tage den herregård, du netop har været gæst på, den skal herefter tilhøre dig". Og sådan blev det også, så Trosvend blev herremand, og det skete, fordi han altid fulgte sandheden.

Fuldt op
Det var juleaften, der kom to fattige vandringsmænd til en gård og bad om, at de måtte blive der natten over. "Nej", sagde gårdfolkene, de kunne ikke huse sådanne stoddere. Så gik de videre og kom til et hus, hvor der boede en fattig husmand med sin kone. De bankede på og spurgte, om de kunne være dér natten over. "Ja", sagde folkene, det kunne de gerne, når de ville tage til takke med de små forhold, som de fandt her, for de var jo småfolk.
De to fremmede sagde mange tak, og de kom inden for. Så hvisker konen til manden og siger: "Vi må dog se at gøre lidt for dem på denne højhellige juleaften. Vi kommer til at slagte vores vædderlam." – "Ja, lad os det!" sagde manden; og de fik lammet slagtet, og de fik en god steg på bordet, og de spiste og var glade sammen denne hellige aften. Da det så er sengetid, så viser de gæsterne hen til deres egen seng, der var den eneste de havde. Og så spredte de halm på gulvet, og dér lagde de sig selv.
Næste morgen fulgtes de ad til kirke, og husfolkene bad da de to vandringsmænd, at de skulle tøve og blive hos dem de to helligdage: "For nu har vi jo al den gode mad", sagde de, "den må I hjælpe os med at fortære". De to vandringsmænd takkede, og de blev i huset de to juledage over. Så tredje juledags morgen, da de skulle af sted, så siger de fremmede tak for en god behandling. Det var da slemt, sagde de, at de ikke havde noget at betale med. Åh, det kunne være det samme, sagde både mand og kone; de havde ikke taget imod dem for nogen løns skyld.
Lige som de skal gå ud af døren, så siger den ene af de to vandringsmænd: "Men det er sandt, havde det lam ingen horn?" – "Jo", sagde manden, "men det duede til ingen ting". Han tænkte, at de to vandringsmænd måske havde brug for vædderhornene og ville have bedt om dem. "Hvor mange horn havde det lam? Siger den fremmede igen. "To", sagde manden, helt forundret over det spørgsmål. "Ja, så kan I få to ønsker opfyldt, sagde den fremmede, "hvilke I selv vil". Så svarede manden, at de ikke havde andre ønsker, end at de måtte have deres daglige brød og udkomme her på jorden, og komme i Himmerige efter deres død. "Det give jer Gud!" sagde vandringsmanden; "om et år ser vi inden for til jer igen". Og så gik de to vandringsmænd videre.
Fra den dag af trivedes og formeredes alting for husfolkene på den forunderligste måde: De fik tre store kalve fra deres eneste ko. De fik otte gode lam fra deres to får, og de fik så mange grise af deres so, så de snart ikke var til at tælle; og af alt, hvad der enten var sået eller blev sået i deres smule agerland, fik de vel hundredefold. De blev da velstående, og de tog fat og byggede på deres hus, så det blev både større og lunere. Og de gik og glædede sig til julen, da de to vandringsmænd ville komme igen. For de skønnede nok, at al den velsignelse havde de dem at takke for.
Alle naboer og byfolk undrede sig højligt over al den velstand, der strømmede ind i det fattige hus, og folkene i gården lige over for, dér hvor de to vandringsmænd var blevet afvist, undrede sig ikke mindst; og da de hørte, hvad husfolkene ikke gjorde nogen hemmelighed af, at al velsignelsen skyldtes de gode ønsker af de to fattige vandrere, som havde gæstet dem sidste jul, så blev de gruelig misundelige og syntes, at den lykke var stjålet fra dem, for de kunne jo i stedet havde fået de gode ønsker, hvis de havde taget imod vandringsmændene og ladet dem overnatte hos sig. Da de nu hørte, at vandringsmændene havde lovet at komme igen næste jul, så tiggede og bad og truede de husmandsfolkene til at love, at når de to mænd kom, så skulle de vise dem over i deres gård.
Juleaften i mørkningen kom de samme to vandringsmænd og bankede på hos husmandens. Både han og konen kom ud og tog imod dem og takkede dem for al den velsignelse, de havde fået gennem deres besøg. Vandringsmændene bad om at blive hos dem natten over og holde jul med dem, ligesom året før. Ja, sagde husfolkene, intet ville være dem kærere; men de havde lovet dem på den meget store gård lige overfor, at vise dem dér over, når de kom. De var nemlig kede af, at de havde afvist dem i fjor og ville nu gerne gøre det godt igen. "Og I får det også meget bedre dér ovre, end vi kan gøre det for jer", sagde husfolkene. "Som I vil", sagde de fremmede, "så følges vi med jer i kirke". Så gik de over til den store gård. Drengen var sat på udkig efter dem uden for porten, og han løb straks ind og meldte deres ankomst. Gårdmanden og hans kone kom begge farende ud og tog imod de fremmede og førte dem ind i deres stadsstue, og de kom så med mange undskyldninger, fordi de havde afvist dem forrige jul. Gårdmanden havde slagtet en fed stud, og der blev disket op for dem: De fik både suppe og steg og kage, og der var både godt øl og gammel mjød og vin oven i købet. De fik deres eget sovekammer med to store senge i, med dyner og puder op under loftet.
Næste morgen var de fremmede tidligt oppe; gårdfolkene bad dem om endelig at blive julen ud; men de fremmede vandringsmænd sagde, at de skulle af sted. De ville til gudstjeneste i kirken og så gå videre dér fra. Gårdmanden lod så spænde for sin stadsvogn: De måtte endelig ikke GÅ til kirke, men skulle KØRE. De takkede for det, og inden de skulle af sted, så siger den ene af de fremmede til vært og værtinde, at de ikke vidste, hvad godt de skulle gøre for dem, for de var blevet så flot trakterede; penge havde de ingen af. – "Men det er sandt", siger han, havde den stud horn?" . "Ja, de havde den rigtig nok", sagde manden; - han havde jo hørt af husfolkene, hvad der sidst var blevet sagt, og han forstod straks hvor dette bar hen. – "Hvor mange horn havde den?" spurgte den fremmede. Konen trækker sin mand i ærmet og siger: "Sig fire!" Så svarede manden, at den stud havde haft fire horn. "Ja, så skal I også have fire ønsker", sagde vandringsmanden, "I kan få to hver". Og så kom de på vognen, og husfolkene kom da også op at køre med til kirke. Gårdmanden kørte selv; han skyndte sig så meget han kunne, for hurtigt at komme hjem igen. For så skulle han og konen blive enige om de fire ønsker. Så kunne de jo få alt, hvad deres hjerter begærede.
Så snart han havde fået de fremmede og husfolkene sat af ved kirken, gav han sig da heller ikke tid til at være med til gudstjeneste, men vendte straks vognen og skyndte på hestene, for at komme hjem så hurtigt som muligt. Men i farten snubler den ene hest for ham og sprænger en skagle. "Så, for Satan!" bandede han, og han må stå af og få bødet skaglen. Så sætter han atter fuld fart på, så den anden hest snubler for ham. "Åh, fanden ta' jer", råber manden. Og næppe har han sagt det, så er begge hestene væk, og han sidder alene i vognen med tømmerne i hånden. Der var da ikke andet for, end han måtte lade vognen stå og fortsætte rejsen til fods. Nu var jo det ene ønske blevet spildt. Men det tog han sig ikke videre nær, når han tænkte på, at de jo havde tre igen. De kunne da sagtens få så mange heste, de ville have, tillige med mange andre gode ting. Han travede da ganske trøstigt hen ad vejen.
Imidlertid går konen der hjemme og venter og venter. Hun længtes efter at manden skulle komme, så de kunne begynde at ønske. Hun går da ud og ser hen ad vejen; men det trækker ud, og han kommer ikke. "Åh, gid han dog var her, den drysepind!" siger hun, og i det samme stod han der. "Av!" sagde hun, "dér spildte jeg det ene ønske!" – "Men hvordan er det du kommer anstigende som en rigtig stodder!" siger hun; "hvor har du gjort af heste og vogn?" – "Ja, det er din skyld," siger manden; "jeg har ønsket mine heste ad helvede til. Der er ingen lykke ved det snyderi. Det var dig, der sagde, at studen havde fire horn. Gid de to horn du løj om sad i din nakke!" Ja, og i samme øjeblik fik hun horn i nakken.
Nu havde de jo fået tre af deres fire ønsker opfyldt, så nu manglede de kun det ene, som hørte konen til. Så begyndte manden at snakke blidt til hende og siger: "Kære lille kone! Brug nu dit ønske vel og ønsk os en ustyrlig hob penge! Så kan jo alting blive godt endnu". – "Nej tak!" sagde konen, " og så skulle jeg gå rundt med horn til min dødsdag!" Det ville hun ikke, og så ønskede hun straks de to horn fanden i vold. Og så var de borte med det samme. Men gårdfolkene var ikke blevet rigere, men kun et par heste fattigere ved alle deres ønsker.

Lykken og forstanden
Lykken og forstanden var en dag ude at spadsere. Så kom de til at tale om, hvad der var bedst for et menneske: Enten at have lykken eller at have forstanden med sig. Forstanden mente naturligvis, at den var bedst faren, som havde forstand, og lykken mente, at det da var lykken det kom an på i livet. "Så kast dig da en gang på den tykke, halvtossede mand, der går dernede og pløjer!" sagde lykken til forstanden, hvorpå forstanden straks kastede sig over manden. Lige med det samme standsede den tossede mand med at pløje og sagde til drengen, der drev ploven, at han lige med et var blevet så klog, at der ikke var den ting han ikke havde forstand på. Nu ville han ikke længere gå der og pløje længere, for det var alt for simpelt for ham. Drengen gjorde store øjne og blev stående med åben mund, mens manden uden videre lod ploven hvile og begav sig den lige vej hjem ad. Han var ikke længe om at trække i sine fine kisteklæder, hvorpå han straks vandrede til købstaden for der at gøre lykke med sin store forstand. På vejen derind blev han enig med sig selv om, at han ville være urmager; men man skal ikke tro, at han ville lade sig nøje med en læreplads hos en simpel urmager, nej han spurgte sig i stedet for, hvor hof-urmageren boede, og til ham gik han lige ind og spurgte, om han ikke kunne komme i lære hos ham, da han lige just ville være urmager: Mesteren skulle nok blive tilfreds med ham. – "Nej, det kan jeg ikke have med at gøre", sagde hof-urmageren, "sådanne grove hænder som du har kan ikke bruges, og så ser du ud til at æde lige som meget som en tøndetærsker". Men manden talte så længe godt for sig, at hof-urmageren til sidst lovede at tage ham i lære, hvis han ville betale ham 100 daler i lærepenge. – "Ja, men så vil jeg også have mit eget kammer at arbejde i". "Nej", sagde hof-urmageren, "det får du ikke!" Så måtte han da arbejde på værkstedet sammen med de øvrige lærlinge og svende.
Det første, den nye læredreng blev sat til, var at pudse skiven til et tårnur, for han skulle have noget, der passede til hans grove hænder. Men både det arbejde og alt det han siden udførte, blev til hans mesters store tilfredshed.
Så hændte det en dag, at kongen sendte bud efter hof-urmageren og forlangte, at hvis han ikke ville miste sin bestilling, så måtte han inden en bestemt tidsfrist bygge et ur, der var sådant beskaffent, at det af sig selv kunne gå rundt på bordet, og når kongen sagde: "Her sidder kongen!" blive stående foran hans plads og slå. Det hjalp ikke, at urmageren klagede sig og sagde, at det var ham helt umuligt. Men kongen befalede, at han skulle bygge et sådant ur.
Da nu hof-urmageren kom hjem, spurgte han sine svende, især dem, der havde været på vandring udenlands, om de nogen sinde havde set eller hørt tale om et sådant ur andre steder. – Nej, det var der da ingen af dem, der havde. Men den ny læredreng, som naturligvis slet ikke var blevet spurgt, han sagde, at han da nok kunne bygge et ur som det, mester havde talt om. Men han fik kun grovheder til tak for sit tilbud. Næste dag, da mester på ny klagede sin nød for svendene, så siger læredrengen igen, at han kunne bygge sådan et, men også denne gang blev han afvist. Da han dagen efter kom ind til mesteren med noget arbejde og så ham sidde og se så modfalden ud, så kom læredrengen for tredje gang med sit tilbud om at lave et ur, som kongen havde forlangt; men et eget kammer at arbejde i, det ville han have.
Så gav mesteren ham lov til at gøre et forsøg, og sit eget kammer fik han også. Da han nu havde arbejdet her en tid lang, kom en dag mesteren ind, for at se, hvor vidt han var kommet.- "Her skal I se, mester! Nu er tegningen til uret færdig, og nu skal jeg til at støbe". – "Lad mig da se!" sagde hof-urmageren og satte brillerne på. "Ja, se jer kun om!" sagde læredrengen. Mesteren så da på tegningerne op ad stolper og ned ad vægge, han gloede op i loftet og stirrede ned i gulvet, men hvor han end så hen, var alting overmalet med de sælsomste figurer. "Hm!" sagde hof-urmageren, "ja, her ser rigtig nok godt ud!" Og så gik han sin vej. En måneds tid efter kom han igen, for at se til ham og de nye ur. "Ja, se her!" sagde læredrengen til mesteren, "nu er alting til det kunstige ur blevet støbt, og nu skal det blot sættes sammen, så er det færdigt". Og dermed fremviste han sit støbegods. Det så underligt ud. – "Hvad mon det skal blive til?" tænkte hof-urmageren, men han sagde ikke noget, han nikkede bare og gik sin vej.
Efter nogen tids forløb kom han atter igen, og denne gang kommer læredrengen ham i møde og siger: "Ja, vil min mester nu se uret, for nu er det sat sammen, fix og færdigt, og nu må vi prøve det". "Ja, det må vi", sagde mesteren og satte sig for bordenden. Så blev uret løftet op på bordet, og det gik virkeligt rundt, som kongen havde forlangt, og endte med at stå lige ud for mesteren, der spillede konge og sagde til ham: "Der sidder kongen"! Mesteren blev sjæleglad, og uret måtte nu gøre sin rundtur mange gange til alle de andre svendes fornøjelse.
På den bestemte dag mødte hof-urmageren op på slottet med uret, og læredrengen var med. I overværelse af hele hoffet blev uret prøvet, og det gik rigtig udmærket. Kongen blev meget glad, men også meget forundret, og han sagde til mesteren, hvorfor han dog havde været så bange for at påtage sig det arbejde, da han dog havde været i stand til at skille sig så godt fra det? – Ja, så fortalte mesteren, hvordan det hang sammen, at det ikke var ham, men drengen, som han havde med, der havde lavet uret. Da kongen hørte det, sagde han, at havde drengen kunnet gøre det ur, så skulle han straks gøres til svend. Det var hof-urmageren nu ikke rigtig tilfreds med. Der var jo stadig to år tilbage af drengens læretid, og mesteren kunne ikke være sikker på at beholde ham, når han først var blevet svend. Men da gav kongen mesteren hundrede daler, og så blev læredrengen svend.
Nu havde kongen en datter, som ingen kunne få til at tale et eneste ord. Kongen var meget bedrøvet over dette, og lovede derfor, at den, der kunne få hans datter til at tale, skulle have hende og kongeriget, men hvem der forgæves forsøgte derpå, skulle miste sit liv.
Mange mennesker fra alle kanter strømmede nu til slottet, og urmagersvenden fik også lyst til at prøve sin lykke. Den store forstand han havde fået skulle nok hjælpe ham. – én efter én førtes ind til prinsessen. Men da ingen af dem kunne få hende til at tale, førtes de ud igen, for at få hugget hovedet af nede i slotsgården. Så kom også turen til urmagersvenden. Da han kom ind i prinsessens værelse, hvor der hang et stort spejl, så gik han uden at sige et ord til prinsessen, lige hen foran det og sagde: "God dag, lille spejl! Nu skal jeg fortælle dig en lille historie: Der var en gang tre mænd på vandring – men det er kun en fortælling, lille gode spejl! – Den ene var billedhugger, den anden skrædder, og den tredje en skolelærer. De skulle skiftes til at holde ild ved lige, så den ikke gik ud, og derfor måtte altid en af dem våge, mens de to andre sov. Først vågede billedhuggeren – men det er kun en fortælling, lille gode spejl! – Og for at få tiden til at gå, så huggede han et stykke træ til, som lå der, og dannede det sådan, at det livagtigt kom til at ligne et lille barn. Derefter vågede skrædderen, og mens han vågede, så syede han en hel klædedragt til barnet - men det er kun en fortælling, lille gode spejl! – Og til sidst, da det var skolelærerens tur til at våge, så lærte han barnet at tale. – Døm nu, lille gode spejl! – Men det er kun en fortælling – hvem af disse tre tilhører barnet!" – Det tilhører billedhuggeren, for han var den første, som dannede det", lød det nu fra prinsessen i den anden ende af stuen. Urmagersvenden nikkede til spejlet og sagde: "Godt lille gode spejl, og tak for en god underretning!" Og dermed gik han ud af døren, uden så meget som at se på prinsessen. – Men vidnerne, der stod der for at høre, om prinsessen talte, de nægtede at have hørt et eneste ord, og dermed blev han også ført ned i gården for at miste livet. Men da kongen hørte, at det var ham, der havde fremstillet det kunstige ur, så sagde han, at han skulle have lov til at slippe med livet for denne gang. – Det gik sådan i lang tid, den ene efter den anden prøvede sin lykke hos prinsessen, men altid endte det med, at de satte livet til, og prinsessen blev ved med at være stum. Så en dag kommer urmagersvenden igen. Han kommer ind til prinsessen, han fortæller den samme historie til spejlet og spørger og får samme svar af prinsessen som forrige gang, men da han så kommer ud og spørger generalerne, som skulle holde vagt – om de ikke havde hørt prinsessen tale, så nægtede de at have hørt noget, og derfor førtes den arme urmagersvend som vel havde fået forstanden, men ikke lykken med sig, ned til blokken for uden nåde at blive halshugget.
Nu var lykken og forstanden igen ude at spadsere, og de kom netop forbi i det samme. "Der kan du se", siger lykken, "hvad hjælper det at have forstand, når man ikke har lykken med sig, det er da tydeligt, at lykken er langt bedre end forstanden". – "Ja" siger forstanden. Og det var netop i det øjeblik, da manden skulle halshugges. - "Kast du dig da nu på ham og lad os se hvad der så sker!" Og det gjorde lykken så; og i det samme øjeblik kom prinsessen farende ned i gården og sagde, at han var den eneste, der havde kunnet bringe hende til at tale, og ham ville hun giftes med. Derfor slap urmagersvenden for at miste sit liv og fik i stedet for prinsessen og kongeriget oven i købet.

For tre skilling
Der var en gang en soldat, som havde tjent kongen i otte år. Så fik han lov til at rejse hjem. Det var nu godt nok; men det var endda ikke så overmåde godt, for da han skulle have sin afregning, så var der kun sølle tre skilling til ham; det var alt hvad han havde til gode, og dem fik han, hvorefter han rejste ud i landet. Han var ved frisk mod, svingede sin stok og trallede og sang, så det klang i bakkerne.
Som han nu drog af sted, så mødte han en gammel kone, der bad ham om en skilling. "Ja, jeg ejer rigtig nok kun tre skilling", sagde han, "men om jeg har tre eller jeg har to, det kommer omtrent ud på et, jeg er lige fattig". Og så gav han hende en af sine skillinger. Han var ikke kommet ret langt, førend han igen mødte en gammel kone – hun var den samme, men det lagde han slet ikke mærke til. – "God dag og Guds fred!" sagde hun; "Tak!" svarede han. "Å, giv en fattig kone en lille skilling i Guds navn!" sagde hun. "Ja, jeg har rigtig nok kun to skilling tilbage", sagde han, "men enten jeg har to skilling eller kun har én, så er det omtrent lige meget eller lige lidt". Og så gav han hende den anden skilling, og hun takkede, hvorpå han drog videre. Han var kun kommet et lille stykke frem ad vejen, så mødte han for tredje gang en gammel kone; men at det kunne være den samme, som allerede havde fået to af hans skillinger, det faldt ham slet ikke ind. "God dag og Guds fred, lille far!" sagde hun. "Tak, lille mor!" sagde han. "Du har vel ikke en lille skilling at undvære til en fattig gammel kone?" sagde hun. "Jo, én skilling har jeg netop", svarede soldaten, "og enten jeg har én eller jeg har ingen, er jeg jo lige rig eller fattig". Så fik kællingen skillingen, og hun takkede og rokkede af sted.
Soldaten blev nu ved at gå; hans lomme var let, men hans sind var også let; han ejede nu kun de gamle klæder, han havde på kroppen, og så sit gamle tornyster, han havde på ryggen. Det var let nok, for der var kun en lappet skjorte og et par stoppede strømper i det. Han strøg sit skæg, svingede sin stok og trallede og sang, så det klang i bakkerne.
Så kom han da ind i en skov; og hvem skulle han møde dér, uden den samme gamle kone, som han havde givet alle sine skillinger! Hun sad dér ved vejkanten og hilste: "God dag, lille far! Har du stunder til at snakke et lille ord med en gammel kone?" – "Ja, når det kan fornøje dig", sagde han, "så har jeg da ikke noget at forsømme ved det. Men hvad kan du have at tale med mig om?" – "Kunne du ikke have lyst til at få tre ønsker opfyldt?" spurgte hun. "Jo, det kunne jeg godt", sagde soldaten. "Så ønsk da!" sagde den gamle. Ja, soldaten betænkte sig ikke længe på sine ønsker, men var straks færdig, og så ønskede han sig da først Guds nåde og venskab; og dernæst ønskede han, at hans tornyster aldrig måtte kunne opslides; og endelig var hans tredje ønske det, at alt, hvad han ønskede i sit tornyster, måtte komme der i, og at alt, hvad der først var i det, måtte blive der, til han ønskede det ud igen. "Det skal ske, som du ønsker", sagde den gamle, "og så far vel og velsignelse på rejsen!" "Tak!" sagde soldaten, og han gik videre; men ønskerne tænkte han ikke på i den første time; han mente, det kun var spøg og kællingesnak.
Men alt som han gik, så kom han dog i tanker om, hvor det dog ville være fornøjeligt, dersom det havde været alvor med de ønsker. Han var nu kommet ud på heden, hvor der kun var sand og lyng og sten ved sten. Og som han nu går og tænker på disse ønsker, så løber han imod en stor sten. "Å, gid den lå i mit tornyster!" sagde han. Men næppe havde han sagt det, før stenen lå i tornysteret, og med det samme gik han bag over og kom til at stå på hovedet, for den sten var tungere, end han kunne bære, skønt han ellers var stærk af statur. Soldaten blev helt fortumlet i hovedet ved den kolbøtte, og det varede noget, inden han kunne samle sine tanker og begribe, hvordan han var kommen af sted; men så snart han huskede det og ønskede stenen ud igen af tornysteret, så lå den på marken, og han kom på benene igen. Nu havde han fået at føle, at det ikke var løgn med de ønsker, og han satte sig da for, at han herefter ville bruge sine ønsker bedre.
Nu havde soldaten gjort en god march den dag, så han begyndte at blive sulten, og da han kom til en herregård, der lå ved vejen, så tænkte han som så: "Der må du ind og se, om du kan få lidt at spise". Han gik da ind i køkkenet, og der traf han husholdersken, hun var just i lag med at lave smørrebrød. Så han bad hende om en bid mad. Men hun svarede, at maden var så nøje tildelt dér i huset, at der aldrig var en bid til overs, når enhver skulle have sit; hun kunne derfor ikke give ham noget, hvor gerne hun end ville. Men herremanden var i sit kammer lige ved, det var jo muligt, at han ville give ham mad eller en rejseskilling. Hvis soldaten ønskede det, så ville hun vise ham ind til herremanden. Det takkede han pigen for og kom til herremandens dør og bankede på.
Herren sad just og talte sine penge. Foran ham stod en lergryde, der var fuld af guldpenge, og på gulvet ved siden af ham stod et skrin, der var fyldt med blanke sølvpenge. Herremanden, der troede, at soldaten var en bonde, der kom for at betale afgifter, råbte nok så fornøjet: "Kom ind!" Men da han hørte,
at det var én, som bad om noget, så blev han vred og råbte: "Vil du se at skrubbe af!" Soldaten lod sig ikke sige det to gange, men gjorde straks omkring og begav sig ud på landevejen igen. Han kom ud i en hast, men han havde haft øjnene med sig, og han havde set både lergryden med guldpengene og skrinet med de blanke sølvpenge.
Da han var kommet et godt stykke fra gården, så siger han til sig selv: "Der har du narret dig selv, min gode mand! Du skulle før have givet mig en lille skærv af dine mange penge". Og med det samme ønskede han, at alle guldpengene fra lergryden måtte komme op i tornysteret. Svup! sagde det, og så var de der allerede. "Ja, det kunne da heller ikke være så galt at have nogle af de mange sølvpenge", tænkte soldaten, "men jeg ville dog ikke ønske mig flere end jeg kan bære". Derfor ønskede han sig en fjerdedel af herremandens sølvskat. "Svup!" sagde det igen, så var også de havnet i tornysteret. "Ja, tænkte jeg det ikke nok, at du narrede dig selv!" sagde soldaten, og så gik han videre, til han kom til en købstad.
Dér gik han ind i den bedste kro, der var, og da det var ved middagstid, så satte han sig straks til bords, og han var så skrupsulten, så han tog ordentlig for sig af retterne. De fine herrer, der sad ved bordet, skottede jo til den simple karl, og de smiskede og hviskede til hinanden. Da de nu stod og hver skulle betale for sig, så lod soldaten som om han ledte først i den ene og så i den anden lomme. Men de var jo tomme. Og de fine herrer, som ikke havde fnist før, de gjorde det nu, og en af dem lod endog falde et ord om, at soldaten nok havde været så uheldig at glemme sine penge men ikke sin appetit. Og da soldaten, der ingen penge fandt i lommerne, nu tog sin gamle slidte tornyster frem og begyndte at rode i den, så brød de ud i fuld latter, mens værten satte et betænkeligt ansigt op. Men da soldaten tog et par sølvpenge frem og smed dem på bordet og sagde at han ikke skulle have byttepenge tilbage, så fik latteren snart en ende, og værten fik i hast sit bedste smil frem og skrabede og takkede så mange gange og spurgte, om herren ikke ville gøre ham den ære at drikke en flaske vin med ham. Det sagde soldaten heller ikke nej til; og da de har tømt deres flaske, så beder han værten om at vise ham et værelse, han kunne sove i for natten.
Værten undskyldte at alle hans værelser desværre var optaget på nær ét; men dér kunne ingen mennesker være. Alle, der havde prøvet at sove i det værelse, var nemlig døde den første nat; sådan var det gået én i den tidligere ejers tid, og sådan var det gået en gæst i hans egen tid som kroejer. Så det værelse var nu helt aflåst. "Ja, det er netop et godt kvarter for mig", sagde soldaten, "lad værelset sætte i stand i aften, og dæk et godt aftensbord derinde, og sæt fire lys og fire flasker god vin og fire spil kort derind, og lad mig få nøglen til kammeret!" Værten sagde, at når herren befalede det, så ville han også adlyde, han skulle nok sætte alt i stand før sengetid.
Om aftenen gik soldaten så ind i sit sovekammer; dér tømte han først alle guld- og sølvpenge ud af sit tornyster, hvorpå han tændte alle fire lys og satte dem på bordet, hvor der stod en fin anretning sammen med de fire flasker vin og fire spil kort. Og så satte han sig ned og ventede på, hvad der ville komme. Det varede heller ikke længe, så hørte han et skrald i ovnen, hvorefter der kom trillende en sort klump ud af den og helt ud på gulvet, hvorpå den rullede sig ud og blev til en lang sort djævel med kløer og hugtænder. Han var ikke køn at se på, men soldaten lod sig ikke gå på. Han sagde høfligt: "Vær så god, min fine ven, sæt dig ned og få dig noget at leve af!"
Næppe havde han sagt det, så lød der atter et skrald, og så ét til, og hver gang kom der sådan en sort klump ud af ovnen, som rullede sig ud til store lange djævle. Den ene så værre ud end den anden. Soldaten tog lige høfligt imod dem alle tre og bad dem sætte sig til bords og tage til takke med maden. De satte sig da også til bords og sad og drak, hvorefter de tog kortene og gav sig til at spille hver med sit spil. Men i det samme begyndte de at rykke nærmere og nærmere ind på soldaten og begyndte at nappe ham. "Ja nu er det nok på tide, at jeg skiller mig af med jer", tænkte soldaten, "inden I bliver alt for nærgående". Og så ønskede han dem alle tre ned i sit tornyster, der lå på gulvet. "Svup!" sagde det, og så var de dér, og lige meget hvor skrækkeligt de kriblede og krablede for at slippe ud, så måtte de blive der. "Se, nu kan man da snakke med jer", sagde soldaten, " nu får I lov til at blive, hvor I er, indtil jeg slipper Jer ud, og nu skal I straks fortælle mig, hvorfor I har jeres gang her i kammeret". De svarede da, at de kom her, fordi der under oven stod en kedel, der var fuld af penge. "Ikke andet end det!" sagde soldaten. "Ja, lad nu den stå indtil videre! Og god nat og sov vel!" sagde han og sov sødeligt til den lyse morgen.
Næste morgen kom værten op til kammeret og kiggede ind ad nøglehullet. Han så soldaten ligge i sengen, men om han var død eller levende, det vidste han ikke. Det sandsynligste var jo, at det ikke var gået ham bedre end de andre, der havde sovet i det kammer. Han gav sig da til at banke og kalde. Nu vågnede soldaten, og det første han gjorde var at bede den nysgerrige vært om at skrubbe af. Han havde betalt for kammeret og ville have både nattero og morgenro. Det var jo ingen pæn tiltale; men værten blev dog meget glad for at høre, at der var liv i soldaten, og at spøgeriet ikke havde gjort ham fortræd. Han var jo svært opsat på at få at vide, hvordan det var gået, men måtte vente til soldaten langt op ad formiddagen endelig havde fået udsovet og kom i tøjet. Men værten fik ikke andet svar på sine spørgsmål, end at soldaten havde haft en meget god nat og at han ville have en god frokost. Da han havde fået den, så spurgte soldaten værten om der boede nogle stærke karle i den by. Det mente værten bestemt. "Så skaf mig nogle af de allerstærkeste!" sagde soldaten. "Hvis jeg må være så dristig, må jeg så spørge, hvad de karle skal bruges til?" Soldaten svarede, at han ville have sit tornyster båret hen til en smed, så læderet kunne blive ordentlig udbanket. Det tornyster havde jo samlet jo meget støv på landevejen. Og dertil har jeg brug for to af de allerstærkeste karle, der findes i byen, for det tornyster er så tungt, at det næsten ikke er til at slæbe af sted med.
"Et tornyster, som skal udbankes hos en smed og to mand til at bære det! Han må være beruset!" tænkte værten. Han har vist drukket for meget i går aftes. Men skal der være løjer, så lad der være løjer!" Og han lovede, at han straks ville skaffe de allerstærkeste karle i hele byen til at bære hans tornyster til smeden. Det gjorde han så og kom tilbage med et par svære tampe. Soldaten spurgte, om de ville bære hans tornyster hen til smeden, han ville belønne dem rigeligt for den tjans. Det var karlene meget fornøjede over, da de mente, at det vist ikke var et særlig stort arbejde. Men de fandt snart ud af, at de penge var surt fortjente, for tornysteret var så tungt, at de sank i knæ for hvert skridt. Endelig fik de det dog slæbt hen til smeden. Værten fulgte med, og han talte først med smeden og fortalte, at der var en herre, som ville have sit tornyster udbanket. Han hviskede imidlertid smeden i øret, at fyren havde drukket tæt i går aftes, men det var først i dag, at rusen slog igennem. Han var en god kunde, som man måtte føje i hans løjerlige indfald. Smede er ofte lystige folk, og det var denne smedemester også, han nikkede med et lunt smil, kløede sig bag øret og tænkte: "Her er noget morsomt for mine svende, sådan et arbejde har de ikke haft før". Nu spurgte soldaten smeden, hvor meget han skulle have for at banke hans tornyster ordentligt ud. Smeden nævnte en beskeden pris, og soldaten svarede, at han da med fornøjelse ville give ham en hel rigsdaler, hvis han gjorde arbejdet grundigt. "Ja, der skal ikke blive et støvgran tilbage i tornysteret efter vi har haft det i behandling, men om der ellers bliver noget tilbage, det kan jeg ikke stå inde for." Det behøvede han ikke at tænke på", svarede soldaten. De to stærke karle fik da løftet tornystret op på smedens ambolt, hvorefter smeden satte tre smedesvende med store forhammere til at banke støvet af det. Sådanne løjer havde de rigtig nok ikke været med til før. De trak op i bukserne, spyttede i næverne, og så tog de fat og hamrede løs. Men efter det første slag tabte de hamrene af lutter forfærdelse, for der blev en hylen og tuden inde i smedjen, som ingen nogen sinde havde hørt magen til.
Soldaten bad dem fortsætte. Så de tog fat igen og slag fulgte på slag. Svendene lagde ikke fingrene imellem, og sveden randt i strømme ned af de sorte ansigter. De tænkte, at det tornyster snart måtte blive slidt op; men det gik ikke itu og forblev som det så ud i begyndelsen. "Ja, slå kun godt til!" sagde soldaten. "Jeg har samlet støv på det tornyster i mange Herrens år, så det kan trænge til en god udbankning". De tre lystige svende blev dog omsider kede af legen og måtte lade hamrene synke, de kunne ikke mere. Så kaldte mesteren på tre ny svende, som begyndte, hvor de andres kræfter slap op. Læderet måtte være forhekset, mente de. Så hamrede de da løs af alle kræfter, men jern og læder var lige stærkt, så da hamrene til sidst faldt dem ud af hænderne, så tornysteret ikke anderledes ud, end da de begyndte.
Nu mente soldaten også, at det kunne være nok. Han betalte smeden fire rigsdaler og lod sine to stærke karle bære tornysteret hen til en å, der løb tæt uden om byen. Der åbnende han tornystret, og det var propfuldt af noget, der så ud som sort pulver; det var de hæslige djævle, der var blevet hamret til støv. Det kastede han i åen og fulgtes så hjem med værten. Ham fortalte soldaten nu, at han vidste, hvor der stod en kedel fuld af penge skjult på hans kro. Hvis værten ville give ham det halve, så ville han vise ham stedet. Det var værten meget villig til, og de fik da brækket ovnen ned, og under den stod ganske rigtigt en stor kedel fuld af guldpenge. Værten blev så glad derover, at han skænkede soldaten et godt stykke af sin jord uden for byen. Dér byggede og boede så soldaten og havde det rigtig godt. Guds nåde og venskab havde han jo, og alt, hvad han ønskede sig, det kunne han få.
Og alt det fik den danske soldat for tre skilling.

Molbohistorier
Mavepølsen
Beretningen om mavepølsen er den ældste kendte Molbohistorie, der allerede nævnes 1638 af Søren Koks:
En Molbo havde engang slagtet en ko, og hans kone havde lavet blodpølser af blodet. Men uden hendes viden var en stor mavepølse faldet om bag dragkisten, hvor den lå fugtig og fik skimmel overalt, så den til sidst blev helt lodden. Da hun en dag flyttede kisten, fik hun øje på det, som hun troede var et underligt dyr og løb forskrækket ud og fortalte, at et fælt og skrækkeligt dyr var kommet ind i stuen og bad om de måtte komme og dræbe uhyret. Molboerne bevæbnede sig, én med økse, en anden med en høtyv, en tredje med en møggreb. Men da de så det fæle dyr i stuen, turde ingen gå til angreb på det. Mens de således led al angstens sved, fór gårdhunden ind i stuen mellem benene på dem, snubbede pølsen og åd den. Skamfulde indså de, at de end ikke havde turdet tage kampen op mod en muggen pølse.

Storken på marken
En dag landede en stork midt i en Molbos mark. Og ikke nok med det. Den slog sig nærmest ned i markerne der omkring, vadede rundt og trådte kornet ned i sin jagt på frøer og larver.
Det blev efterhånden for meget for Molboerne. Storken måtte jages bort for ikke at gøre skade på flere marker, og man bestemte, at hyrden skulle tage sig af det, for han havde forstand på at jage vilde dyr bort fra fårene. Hyrden råbte og skreg og viftede med sin hyrdestav, men intet hjalp. Storken lod sig ikke imponere. - Du må ind på marken og jage den væk-. Men så så de, at netop hyrden havde de allerstørste fødder på hele egnen. - Det går ikke, du gør jo større skade end storken, vi bærer dig.- Så tog de markleddet af og bar hyrden ind på marken medens han sad på leddet. Hyrden kom tæt på storken og fik jaget storken effektivt bort med skrig og brøl. Den vendte siden aldrig tilbage.

Næserne
At Molboerne ikke er gode til regne, viste de engang, da de var samlet. De vidste, at de var syv, da de gik hjemme fra, men hver gang en af dem skulle tælle, hvor mange de var, nåede de aldrig til mere end seks, fordi de altid glemte at tælle dem selv med. Da de nu længe havde brudt deres hoveder med dette, og ikke kunne nå til mere end seks, selv om de ikke savnede nogen, så rådførte de sig med en mand, som kom forbi og bad ham om at tælle dem. Da han desværre ikke på nogen måde kunne overbevise dem om, at de var syv, viste han dem en stor blød kokasse, som midt lå på vejen. "Stik Jeres næser ned i den, så kan I bag efter tælle hullerne". Det gjorde de da, og alle kunne tælle syv huller. Men da de havde sat sig ned i en kreds kom de med et i tvivl om, hvis ben, der tilhørte hvem. Efter længe at have diskuteret dette, bad de manden om hjælp, hvorfor han tog sin stok og slog dem kraftigt over benene. Forskrækket trak de benene til sig, og enhver kunne med ét uden problemer finde ud af, hvis ben, der tilhørte hvem.

Læsebrillerne
Molboerne havde fået ny præst. Han havde briller på når han læste. Det undrede meget en gammel enke, som spurgte, hvorfor han havde sådan nogle på næsen. - Jo, svarede præsten, det er for at jeg kan læse Bibelen, ellers kan jeg jo ikke læse, hvad der står. Det syntes konen var interessant, så hun tog til Århus for at købe et par læsebriller. Optikeren bad hende se op på en tavle med bogstaver. Men ligegyldigt, hvilke briller han gav hende, kunne hun intet læse. Da brillemageren syntes det var mærkeligt, spurgte han hende, om hun havde lært at læse. - Nej selvfølgelig har a da it det, hvorfor tror do da a ska ha et par læsebriller?

Hvor er Gud?
Molboernes unge præst ville undervise og sagde til en Molbo: "Gud er ethvert sted, hvor du end tænker dig. Når du står på dit loft, da er Gud der, og når du tænker på din kælder, så er Gud dér." – "Nej," svarede Molboen, " i vor kælder kan Vor Herre skam ikke være!" – "Og hvorfor ikke?" spurgte præsten forbavset. "Nej, fordi den er fyldt med kartofler". Præsten, der blev paf over det underlige svar, blev helt stum af undren. Så fra den dag gik den molbo for at være den klogeste mand i landet. (Strandberg 1866 s.26).

Kanonen
Under krigen skulle Mads Molbo stå vagt ved en meget stor kanon. Timerne gik, og intet skete ud over, at Mads begyndte at kede sig, da han ikke kunne se nogen fjende noget sted. Samtidig blev han tørstig. Han forsøgte så at løfte kanonen og skubbe den. Men det var komplet umuligt. Så han gik hen på kroen og hyggede sig med en øl. I mellemtiden kom officeren forbi og så, at kanonen var uden bevogtning. - Er du fuldstændig gal? Du har forladt kanonen uden vagt? Hvad om fjenden havde taget den?
- Jo, ser de, svarede Mads, - jeg prøvede om noget menneske kunne løfte eller skubbe den kanon og måtte konstatere, at det skal der flere til, men kommer der flere fjender, så kan jeg alligevel intet stille op. Så kunne jeg lige så godt gå hen på kroen.

Kongens besøg
Kongen kom på besøg. Han skulle overnatte i Ebeltoft. Men ingen vidste rigtigt, hvordan man skulle opføre sig, når man hilste på kongen.
- Det er ingen problem-, sagde borgmesteren, som var den fineste mand i byen med de bedste sæder, - I stiller jer blot på række foran rådhuset i jeres pæneste tøj og gør ligesom jeg.
Borgmesteren havde taget sit fineste tøj på, som dog var blevet lidt snævert. Da kongen kom, bukkede borgmesteren dybt, hvorpå bukseknappen sprang, og bukserne faldt ned om halen på ham.
Straks lod hele rækken af molboer bukserne falde samtidig med, at de bukkede dybt.

Klokken
Molboerne havde ikke rigtigt noget at forsvare sig med, og da de frygtede fjendens overfald, tog de sig for at frelse hvad de kunne fra fjendernes hænder. Det, som de holdt mest af og først ville redde, var deres kirkeklokke. De arbejdede så længe med den, at de til sidst fik den taget ned fra tårnet, hvorpå de rådslog længe om, hvordan de skulle gemme den, så fjenden ikke skulle finde den. Til sidst blev de enige om at sænke den i havets dyb. De slæbte den derfor ud på en stor båd, sejlede ud på havet og kastede den i vandet. Men da klokken var kastet ud, blev de betænkelige og sagde: Nu har vi godt nok gemt den for fjenden, men hvorledes finder vi den igen, når fjenden er borte? Derpå sagde én, som mente, han var klogere end de andre: "Vi skal blot sætte et mærke!" Straks tog han sin kniv og skar en stor kærv i den side af båden, hvorfra de havde kastet klokken ud. Derefter drog de beroliget i land, og mente, at nu kunne de altid finde den igen.

Mads Molbo i krig
Krigen nærmede sig. Landet blev invaderet og besat af fjender. Også Molboerne skulle yde deres, og Mads blev indkaldt til kasernen i Århus. Nu havde han hørt de gamle i landsbyen fortælle om, hvordan mange blev skudt i krigen. Hvis man blev ramt i hjertet ville man øjeblikkelig dø. Så Mads fik en god ide. Kakkelovnslågen derhjemme var støbt i massivt støbejern. Den ville han have skrædderen til at sy ind i uniformens for. Mads overgav det til Århusskrædderen. Og da denne ikke regnede med, at Mads var særligt modig, var det nok bedre at sy lågen ind i bukseforet, da han nok havde større chance for at blive skudt under flugt. Da Mads hentede sin uniform, syntes han nok det var mærkeligt, at kakkelovnslågen sad så langt nede, for han mente nu at hjertet sad højere oppe. Men han ville ikke spørge for ikke at blive til grin.
Det viste sig nu, at være til stort besvær at marchere med en kakkelovnslåge i bukserne. Men han tog gerne denne lidelse på sig for sit lands skyld. En dag så han en høne, og sulten tvang ham til at fange den. Men da bønderne opdagede, at han ville stjæle deres høns, løb de efter ham og slog løs på hans bagdel med spader og river. Mads troede, at det var fjenden, der angreb, så han kastede sig ned og spillede død, medens de slog løs på hans bagdel. Omsider kom han hjem til sin deling og fortalte, at fjenden havde angrebet ham bagfra og slået løs på hans hjerte for at dræbe ham, og han viste officeren kakkelovslågen i bukserne. Officeren grinede og sagde, at han da havde hjertet et underligt sted. Det gjorde Mads meget vred:
- Jeg ved da godt, at I fine byboer altid gør nar med os fra Mols, men den går ikke. Tror du måske ikke, at en tapper Molbo ved, hvor hjertet sidder? Mit hjerte sidder på rette sted!

Molbohelten
Det kom til en voldsom træfning med fjenden nær Mols. Det var ikke rart at stå ansigt til ansigt med så mange fjender. Så efter det første skud stak Mads Molbo af og gemte sig på høloftet. Der blev han til fjenderne var jaget ud og skydningen ebbede ud. Omsider fandt man Mads, han lå stadig under høet. – "Dit feje krapyl, skal du svigte landet og kongen og alle os andre?" – "Jeg har ikke svigtet kongen", indvendte Mads indigneret, "jeg gjorde det for kongens skyld. Hvis vi alle bliver skudt er der jo ingen tilbage, og så har kongen ingen hær. Det ville ikke være godt for Hans Majestæt Kongen, men nu har han da stadig mig".

Moderne Mobohistorier
Fodboldkampen mod AGF
Der var engang AGF skulle spille mod molboerne. Så kørte toget forbi foldboldbanen og tudede, og da Molboerne troede det var dommeren, der fløjtede kampen af, gik de hjem. 20 minutter efter udlignede AGF.

Aggerbo-historier
Aggerbo- historier handler om befolkningen langs vestkysten især omkring Agger og Harboøre, men også helt ned til Fanø og op til Vestervig. Mens Molbohistorierne lægger vægt på Molboernes dumhed og fejhed, fortæller Aggerbo- historierne i højere grad historien om et fattigt, men slagfærdigt folkefærd, som forstår at klare sig i alle situationer. Mange af historierne drejer sig om åndelige spørgsmål, om Gud, præsten, dåben, nadveren, døden og lægen samt fiskeri og hvordan man i dagligdagen takler sin fattigdom med Guds og sin egen hjælp.

Fisk til de fattige
To fiskere kom en gang i havsnød, så det så ud, som var det umuligt for dem at komme levende i land. De havde fanget mange fisk, og i deres nød lovede de Vor Herre, at de ville give alle deres fisk til de fattige, hvis Han ville redde dem og lade dem komme levende i land. Vor Herre reddede dem nu også, og de kom lykkeligt ind på stranden. Men så siger den ene: " Hvem ska no ha wå fisk? Æ ved ingen så fatti end wi sæl". – "Ja, men bette Lars, tror du nu åss, at det ka go an?" "Åh, bar for jæn gång skyld", svarede den første. Det betænkte den anden sig på en lang stund og siger så: "Vi kan it snyde Vor Herre, men do wed da siel, te wi har nogen sølle fattig kvænner. Lad os gi dem æ fisk i Guds navn": Så gav de deres koner fiskene og var på det rene med, at de havde holdt deres løfte. (I.157).

Barnedåben i Vestervig
En Aggerbo kom op til præsten i Vestervig og ville bestille barnedåb. Men i det samme var der netop strandet et skib, og det stod svært i hovedet på ham at få fat i noget strandingsgods fra det skib. Præsten sætter sig til skrivebordet og vil til at skrive barnets navn ind i sin kirkebog, mens manden fortæller om strandingen og snakker løs om alt det, der skete derude på stranden. Da præsten skal til at skrive barnets navn i kirkebogen spørger præsten: "Og navnet, hvad er det?" Øh ja, hvad er navnet?" svarede barnets far, jeg kan ikke huske det, men det står mæ store bogstaver o æ bagend". (II.172).

Narret af hans egen løgn
En gårdmand, der var fæl til at lyve, ville narre de andre og bildte engang folk ind, at der skulle holdes strandauktion over varer fra et strandet skib. Dagen kom, og da han så ud ad vinduet, så han folk med vogne strømme ned til standen. Da han rent havde glemt sin egen løgn, spændte han straks for vognen og kørte de tre mil ned til stranden i hælene på alle de andre og blev nu langt mere til nar, end dem, han ville narre. (I.118).

De små ål
To fiskere havde sammen stanget nogle ål og skulle nu til at dele dem. Den ene var en skælm og påtog sig delingen. Så begyndte han: "Nu skal jeg have den store, og du den lille. Og så skal du have den lille og jeg den store. Før fik jeg den store, og du den lille, og nu skal du have den lille og jeg den store". Sådan blev han ved, til han havde delt dem alle. Den anden fisker kunne nu ikke begribe, hvorledes det var gået til, at han havde fået de små og den anden de store ål; for den regel de havde valgt om at dele retfærdigt, var jo blevet fulgt nøje.(I.153).

Gammel skade
En gammel kone stillede sig engang med ryggen op mod kallelovnen for at varme sig, men hun tog sig ikke i agt for, at den var meget hed, for hun ville have varmen i den storm. Og da hun lænede sig op af oven sved det til sidst igennem alle hendes klæder, så hun brændte sin ende og det så slemt, at hun måtte søge doktoren. Nu var det imidlertid sådan, at netop ovnens årstal 1680, som stod på ovnens side, var brændt ind i hendes bagdel. Og da lægen så de røde tal siger han straks: "Nej, min gode kone, det er en alt for gammel skade til at det kan hjælpe at gøre noget ved den" (I. 175).

Det svære vestjyske
Nede på Harboøre skulle et barn døbes, og en kone, der var lidt tunghør og talte meget vestjysk, skulle bære barnet. Da præsten spurgte: "Er barnet hjemmedøbt?" så mærkede hun efter på barnet, at det er vådt og udbryder: "Ja såmænd er et gennemblødt!"
Derpå spørger præsten. "Hvad er barnets navn?" "Gæætnu" svarer hun. "Gæt nu. - Hvad skal jeg gætte?" sørger præsten. "Gææætnu!" siger konen højere - "Jeg kan da ikke stå og gætte hvad barnet skal hedde søde kone", svarer præsten, hvorpå en fadder råber "Gææærtrud! Barnets navn er Gæærtrud!". Og så blev barnet døbt.(I. 265).