Skikke
     - og traditioner
Traditioner på øer

Det danske "Majtræ" på Avernakø
Samtale med sognepræst Sisse Simone og journalist Ebbe Bork, Avernakø:
Hvis du tager færgen fra Fåborg kan du komme ud i det Sydfynske Øhav og besøge øerne Lyø, Drejø og Avernakø. Avernakø, som har sin egen kirke og egne præst, men der bor kun … mennesker på øen. Til gengæld findes der nogle traditioner, som øens landmænd holder i hævd med stor glæde og ansvarsfølelse. Hvert år til pinse rejses i begge øens landsbyer Munke og Avernak By en stage. I Avernak By kaldes den ”majtræ”. Man rejser den Pinselørdag. Man kender skikken fra Sverige, og den stammer helt fra oldtiden, men her er det en majstang. Majstangen er en stang, som varsler foråret og har en krans, der er bundet af det nys udsprungne løv, som træet pyntes med.

Oprindeligt har majstangen nok været et led i en hedensk fest. På Avernakø er majtræet blev forvandlet til et kristent symbol. Træ kaldes den, fordi den går helt ned i jorden. Når stagen rejses, hejser man det kristne korsflag, således at stangen, udover sine 2 kranse, samtidig er flagstang. Når Dannebrog ikke er hejst, kan man stadig se, hvorfra vinden kommer, for aller øverst er der endnu et Dannebrog af metal, der ligesom en vejrhane kan give landsbyens befolkning orientering om vindretningen. Dette gælder dog kun træet i Avernak By.

De to træer har hver sit særlige laug. Lederen af lauget kalder lavets medlemmer sammen.
Sognepræst Sisse Simone fortæller, at det hele begynder med at ”træet” gøres klart om morgenen, Det tjæres sort, men graves ikke ned. Piger og kvinder pynter træet. Om aftenen rejses det ved 19-20 tiden. Det forankres ikke som en almindelig flagstang ved en pæl, men graves ned og omgives af en stor stak kampesten, der sørger for, at stangen ikke vælter selv under den værste storm. De unge mænd samles omkring træet og rejser det op med hjælp af tove. Herefter hejses Dannebrog og fra højskolesangbogen synges sangen: ”Der er ingenting som maner”. Til sidst blæses i et kohorn. Ebbe Bork, som har boet i mange år på øen, oplyser, at det er Oldermandslauget, som står for rejsningen af træet. Som oldermand vælges på skift en af de syv gårdmænd i Avernak By. Man skiftes efter urets omdrejning. Oldermanden har kohornet liggende. Træet er 18 meter højt. I Avernak By har hver gård stolper og reb liggende, som bruges ved hejsningen af det meget tunge træ.

Også i landsbyen Munke står et laug for rejsningen. Munke har ikke et "træ", men en majstang, dvs., at det kun er i Avernak By det er gravet ned. Majstangen i Munke har ingen vejrhane.

Begravelseskikke på Mandø
Af Rolf Slot-Henriksen

Kisten på loftet
Samtale med sognepræst Uffe Vestergaard Pedersen på Mandø
I gamle dage havde gårdmænd deres kiste stående på loftet. Når nogen døde, kunne man ikke altid skaffe en kiste så hurtigt. Den skik har man stadig på Manø. På kirkens loft står altid en kiste klar, for det kunne jo være, at ebbevejen er oversvømmet i længer tid end normalt, så er det ikke muligt at skaffe noget ud til øen. Her har de også en anden skik: En bydemand.

Bydemanden
Uffe Vestergaard Pedersen, som er sognepræst på Mandø og i Vester Vedsted fortæller, at ved dødsfald på Mandø går et medlem af den afdødes familie fra dør til dør til naboer og venner og beder folk komme til begravelsen. Derfor kaldes han også bedemand eller bydemand. Andre steder sætter man en annonce i avisen. Herefter henter familien selv kisten på kirkeloftet og lægger den døde i. Graven graves ved hjælp af familie og naboer i fællesskab, hvorfor man får et usædvanligt bredt hul. Også begravelsen er anderledes end ellers. Efter talen i kirken går familien ud og sætter kisten i jorden. Pastor Uffe Vestergård Pedersen foretager jordpåkastelsen og velsignelsen, hvorefter familien forstætter med at synge 2-3 salmer i kirken, indtil naboer har dækket og pyntet graven. Derefter går man atter ud til graven og slutter med at synge salmen: "Krist stod op af døde".