Skikke
– og traditioner
Navne
Godkendte pige- og drengenavne i Danmark
Når man giver sit barn et navn, skal det være godkendt af kirkeministeriet.
Ministeriet udfærdiger listen over godkendte fornavne.
http://www.danmarksportalerne.dk/en-mening/navne/drengenavne-set.htm
– DRENGE-navne godkendt af kirkeministeriet
http://www.danmarksportalerne.dk/en-mening/navne/pigenavne-set.htm
– PIGE-navne godkendt af kirkeministeriet
Almen dansk navnetradition
Af Rolf Slot-Henriksen
Hvorfor hedder jeg, som jeg hedder?
Oprindelig havde man i Danmark kun et fornavn. Fornavne kunne være
oldnordiske navne fra vikingerne og især den danske kongerække: Harald,
Svend, Erik, Valdemar, Knud eller regulære dyrenavne: Ulf og Rolf (som en
ulv), Krake (krage), jul (dvs. pindsvin), due, fugl eller bjørn, etc.
Det kunne også være kristne navne, som enten var fra Bibelen: Peter, Andreas,
Jakobus, Johannes, Mattias, Simon, Paulus, Jonas, Tomas, Jesajas, Stefan,
Susanne, Maria, Elisabeth, Magdalena.
Disse navne blev fordanskede til Per, Anders, Jakob, Jens, Mads, Sim, Paul
og Palle, Jon, Tom, Jes, Steffen, Sus og Sanne, Mia, Maj og Marie, Else,
Lis, Lise, Lisa og Lisbeth, samt Magda, Lene, Line og Lena.
En meget stærk position blandt fornavnene fik efterhånden i middelalderen
helgennavnene: dette gælder både de nordiske helgennavne Knud, Kjeld, Olav
(Ole) og Birgitte, men de gælder alle navne, som kom i almanakken. Hver dag
fik nemlig et navn efter en person fra Bibelen eller en helgen. Det betød,
at folk ofte gav deres barn et navn efter almanakkens navnedage. Fødtes man
Mortens dag, fik man navnet Morten, osv. Også her får navnene en dansk
udgave: Skt. Martin bliver til Morten, Christian til Kristen og Carsten,
Skt. Nicolaus bliver til Nicolai, Nic, Nis, Niels og Klaus, Skt. Severin
bliver til Søren, Skt. Georg til Jørgen, Skt. Kasper til Jesper, Skt.
Birgitta til Gitte, Birgit og Birte, Skt. Katarina til Karen, Katrine og
Trine, Skt. Christina til Stina og Stine, Skt. Anna til Ane, Skt. Cecilie
til Sille, etc.
Sin navnedag kan man finde frem til blot ved at slå op i almanakken under
det respektive bibelske navn eller helgennavn.
Svært at skelne folk:
Da det var svært at skelne den ene Hans fra den anden Hans, og én Harald fra
en anden Harald, gav man dem pudsige øgenavne: Harald Blåtand (ham med den
blå tand), Sven Tveskæg (ham med det delte skæg), Olav Hunger (Hungersnød)
eller Erik Plovpenning (ham der lagde en plovskat på folk), osv.
Men øgenavne var ikke nok. Derfor har vi lige siden oldtiden haft den skik at
give alle et efternavn afhængigt af faderen. Hvis en drengs far hed Harald,
som kom drengen til at hedde Haraldsen. Tilsvarende hed datteren så
Haraldsdatter.
Det eneste sted i Norden, hvor denne nordiske navneskik fra oldtiden stadig
bruges, er på Island. Hedder faderen Kjeld, kommer søn og datter til at hedde
henholdsvis Kjeldsen og Kjeldsdottir. Hedder faderen Olav, så kommer børnene til
at hedde Olavsen (Olsen) og Olavsdottir.
På den måde var det nemmere at skelne folk fra hinanden.
Efternavne:
1771 blev der udstedt en lov i Sønderjylland, hvorefter man skulle have et
slægtsnavn. Den 30.maj 1828 fulgte det danske kongerige trop med en lov, der
sagde, at barnet ved dåben skulle benævnes "ej alene med fornavn, men også med
det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden skal bære". Loven var svær
at gennemføre, idet mange på landet vægrede sig. Den 22. oktober 1829 blev
det forbudt at give pigerne efternavnet -datter. 6.august blev det meddelt,
at frit navnevalg var endt. Dermed blev langt de fleste danske navne
sen-navne.
Kan man hedde Bodilsen?
Ja det kan man. I adelslægter, hvor fruen var af højere rang end husherren
valgte man kvindens navn som slægtsnavn, f.eks. Bodilsen og Sven Estridsen
(efter pigenavnet Estrid, Astrid).
Stillingen som efternavn
For at gøre det hele nemmere beholdt eller fik mange et mellemnavn. Dette
mellemnavn betegnede typisk den enkeltes stilling. Han kunne være Præst,
Degn, Klokker, Ringer, Foged, Fisker, Bager, Kok, Bødker, Smed (Smidt),
Jæger, Kure (dvs. vægter), Skytte, Svarrer (drejer), Mahler, Farver,
Treschow (som ikke er polsk, men jysk for træsko-mager). Dermed fik han
navnet for Hans Bager Nielsen, Mads Ringer Zakariassen eller Jørgen Olsen
Smed.
Navnet på gården:
Var der tre gårdmænd i samme landsby, der hed Hans Nielsen, fik de navn efter
deres gård, f.eks. Hans Skovgård Nielsen, Hans Vestergård Nielsen, Hans
Præstegård Nielsen (dvs. ham der var forpagter af præstegårdsjorden). Nogle
af de hyppigste mellemnavne er netop Vestergård, Østergård, Nørgård,
Søndergård, Kirkegård, Klostergård, Storgård, Nygård, Gammelgård, Søgård,
Havgård, Klitgård, Skovgård, Langgård, Vangård...
Gårdens navne kunne også slutte med -borg: Pedersborg, Lykkeborg, Solborg,...
Stednavn:
Man kunne også opkalde folk efter stedet. Boede man ved skov, fjord, bjerg
eller dal kom man til at hedde Niels Dahl Hansen, Ole Skov Fredesen, eller
Kjeld Fjord Nilausen, eller efter landsbyen: Per Sæby Holgersen.
Fint skal det være
Fra det 16.-18. århundrede var det mode blandt de fine at latinisere sit
navn. Rasmus Berg kom til at hedde Erasmus Montanus (som Holberg ironisk
lavede sit skuespil over). Vendelbo blev til Wandal, Skagen blev til
Scavenius, Vejle til Vellejus, Broby blev til Pontoppidan, Kær til Paludan
og Jensen til Jensenius. Hvis man ikke kunne finde på at lave lidt
bagerlatin, blev det gerne "fortysket" for at det skulle lyde fint:
Skanderup til Schandorff, Herslev til Hersleb, Bredstrup til Bredsdorff; man
kunne også proppe ekstra tysklignende bogstaver ind i ordet, så Skov blev til
Schouw, medens Plov blev til Plough. Især fra Holsten og fra tyske
håndværkere møder vi en del tyske mellemnavne og stednavne.
Navneændring
Retten til navneændring blev indført 1904. Det har ofte medført, at mange har
bortkastet slægtens oprindelige navn og kun bibeholdt mellemnavnet: titlen
(Smed, Kok, Kobbersmed...) eller gårdens navn (Hangård, Letgård, Havgård,
Mølgård...) eller stednavn: Vindelev, Bredal, Hvidbjerg,... Nogle
uigennemtænkte navneændringer vil også give vanskeligheder for kommende
slægter i finde slægtens sammenhæng.
Find din slægtsfar!
I Danmark har vi haft kirkebøger fra 1680. Ved at gå tilbage i kirkebogen
kan du finde tilbage til den Peter, Hans eller Erik, som din slægt er opkaldt
efter: Petersen, Hansen og Eriksen. Du kan også ofte se, hvem den smed, bager
eller degn var, som nu indgår fast i dit efternavn.
Danmarks Kirkebøger
Danmark har en enestående samling af kirkebøger stående i 2000 præstegårde
og i de danske rigsarkiver. De er velbevarede i en grad, som er unik. De
blev af Kongen indført ved forordning af 17. maj 1646. Da jeg begyndte min
præstegerning, skrev jeg 1975 stadig med penneskaft, da det evigt varende
blæk ikke egnede sig til dyre fyldepenne, men klumpede. Bøgerne kaldes også
ministerialbøger. De opbevares i to identiske eksemplarer i brandsikre bokse
og må ikke være under samme tag én nat for at undgå udslettelse ved brand.
For tiden overføres de til computer. Det diskuteres, om deres holdbarhed
fremover kan garanteres i samme grad. Ved krig skal det nye centralregister
slettes.
