Dansk KulturGrundlovsforeningen Dansk Kultur, www.danskkultur.dk

 
Nyheder
Foreningen
Søg
Kultur
Medlem
Udgivelser
Skikke
Mærkedage
Humor
Kontakt
Links
Forside

 


Skikke
     - og traditioner
Sange, salmer og remser

Salmer og sange Børneremser
National- og kongesange Børnesange
Ordsprog om vind/vejr Gækkevers
Vers til poesibogen H.C Andersens børnesange
Ingemanns 7 morgensange Aftenbønner og godnatsange

Danske børnesange
Danse, danse, dukke min,
Jomfruen hun er så fin,
Kavaleren ligeså,
Han har pæne klæder på:
Bukser hvide, kjole blå!
Han er fin, og hun er fin.
Danse, danse, dukke min!
H.C. Andersen

1. Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt.
Væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gør, det lille kræ,
under taget svaler kvidre,
solen synker og så vid're.
2. I den røde aftensol
sidder moder i en stol;
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød.
Drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund!
Se, hvor hun i spøg ham banker
På de søde pusselanker.
3. Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.
H.C.Andersen, Københavnsposten 1829.

1. Der bor en bager på Nørregade;
han bager kringler og julekage,
han bager store, han bager små,
han bager nogle med sukker på.
2. Og i hans vindu' er sukkersager
Og heste, grise og peberkager:
Og har du penge, så kan du få,
men har du ingen, så må du gå.

Tinge-linge-later, tinsoldater,
Blymatroser, bom, bom, bom!
Se til højre! Se til venstre!
Hele regimentet drejer om.

Nu er klokken blevet mange,
Så må vi e at komme hjem.
Ellers bli'r vor moder bange,
Tinge-linge-later om igen.

Vitte, vitte vit! Min mand er kommen.
Vitte. vitte, vit! Hvad har han bragt?
Vitte, vitte, vit! En kurv med blommer.
Vitte, vitte, vit! Jeg har dem smagt!

"Op, lille Hans, op, lille Hans!
Op, nu synger lærken".
"Nej, lille mor, nej, lille mor,
det er dørens knirken".

"Op, lille Hans, op, lille Hans!
Op og gå i skole!"
"Nej, lille mor, nej, lille mor,
åh, jeg er så dårlig".

"Op, lille Hans, op, lille Hans!
Op og slå på tromme!"
"Ja, lille mor, ja lille mor,
ja, nu skal jeg komme!"

En lille nisse
1. En lille nisse rejste
Med ekstrapost fra land til land.
Hans agt det var at hilse
På verdens største mand.
2. Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.
3. Så gik han ned til havet
og stirred' i det klare vand;
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.
Julius Christian Gerson

Alle dyrene
Lille Peter Edderkop
kravled' langsomt op.
Så kom regnen og skylled' Peter ned.
Så kom solen og tørred' Peters krop.
Lille Peter Edderkop kravled'atter op.

Sur, sur sur
1. Sur, sur, sur, lille bi omkring!
Frygt ej for de vilde drenge,
Flyv kun ud i mark og enge!
Sur, sur, sur, sur i lystig ring.
2. Sur, sur, sur, lille bi omkring!
Sid i blomsten som en dronning!
Sug den søde, søde honning!
Sur, sur, sur, sur i lystig ring.
3. Sur, sur, sur, lille bi omkring!
Flyv så med dit rige bytte
Hjem til cellen i din hytte!
Sur, sur sur, sur i lystig ring.

Poul sine høns:

Poul sine høns i haven lod flyve,
Hønen så let ud af gården sprang,
Poul kunne let på hønen begribe,
ræven var ude med halen så lang.
/. "Kluk! Kluk! Kluk!!" skreg hønen i haven./:
Poul sprang op og slog sig på maven:
"Nu tør jeg ikke komme hjem til min mor!"

Se den lille kattekilling
1. Se den lille kattekilling, nej, hvor er den sød!
Den har fine hvide poter og en pels så blød.
2. Den kan sige miav og spinde ligesom sin mor,
Den skal snart få lært at finde hen, hvor musen bor.
3. Lille mus, kom op af hullet! Kom og leg tagfat!
Har du ikke lyst at lege med den lille kat?
4. Nej, det må jeg ikke for min far og min mor,
for de siger, det var dig, der åd min storebror.
Wagner Baunvig

Højt på en gren :

1. Højt på en gren en krage.
- Sim sala dim, bam ba sala du sala dim-.
Højt på en gren en krage sad.
2. Så kom en hæslig jæger
- Sim sala dim, bam ba sala du sala dim-.
Så kom en hæslig jæger hen.
3. Han skød den stakkels krage
- Sim sala dim, bam ba sala du sala dim-.
Han skød den stakkels krage ned.
4. Nu er den stakkels krage
- Sim sala dim, bam ba sala du sala dim-.
Nu er den stakkels krage død.

1. På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke, bakketop,
Jeg så to harer komme.
Den ene spilled' fløjte, fløjte, fløjt,
Den anden slog på tromme.
2. Så kom en fæl, fæl, jægers-, jægersmand.
Han plaffed' ned den ene.
Den anden, som man tænke, tænke, kan,
den følte sig så ene.

Mæ, si'r det lille lam:

1. Mæ, si'r det lille lam.
Mæ, si'r det lille lam, mor jeg fryser jeg vil hjem!
Mæ, si'r det store får, vent, til aftenklokken slår,
Så skal du nok komme hjem.
2. Rap, si'r de ænder små, nu skal det lystigt hjemad gå.
Sove skal vi til sol står op,
så skal i vandet vi pjaske vor krop.
Rap, si'r de ænder små, rap!
3. Mjav, si'r den lille kat,
Nu vil jeg sove så sødt i nat.
I morgen skal vi lege igen,
for jeg vil helst lege dagen hen.
Mjav, si'r den lille kat.
4. Prrr, si'r den store hest,
jeg vil trække, som jeg kan bedst.
Gid jeg stod i den varme stald
og hørte i dag ej flere knald.
Prrr, si'r den gamle hest, prrr!
5. Vov, si'r den store hund,
Våge må jeg endnu en stund,
fare om og passe på,
at de trygt til ro kan gå.
Vov, si'r den store hund, vov!

Stork, stork Langeben!

1. Stork, stork Langeben!
Hvor var du så længe?
Så du kong Faraos høje sten?
Gik du på nilstrømmens enge?
2. Stork, stork Langeben!
Med de røde hoser!
Hvor har du gjort af dit ene ben?
Blev det i Faraos moser?
3. Stork, stork Langeben!
Lykken vil du bringe;
Gemmer du den med dit ene ben
Listelig under din vinge?
4. Stork! Stork ! Favre små
Bringer du vor moder;
Er det en søster med øjne blå
Eller en lille kær broder?
(B.S.Ingemann)

Afslutningsrim:

Snip, snap, snurre!
Basselure!
Visen er ude.

Danske børneremser
Lille Peter Dille
Og frøken Petersille
De vidste hvad de ville.
De ville ha' en lille.

Lille Peter Dille
og Frøken Petersille
de holdt et bryllupsgilde.
Nu venter de en lille.


Med barnet på skødet:

Klappe, klappe kage
Klappe, klappe kage!
O morgen skal vi bage
en dejlig søsterkage,
dyppe den i flød,
så smager den så søde:
En til far og en til mor,
en til søster, en til bror,
og en til lillebitte Tullemor!

Ride på fars og mors skød:
Ride, ride ranke,
Hesten hedder Blanke.
Føllet hedder Abildgrå,
Det skal Ole ride på.
Ride, ride ranke.

Ride, ride ranke!
Hesten hedder blanke,
Hesten den er abildgrå,
Lille svend han sidder på.
Hop, stop!
Hys, kys!
Smid ham af og lad ham gå
På den hårde banke.

Sådan rider de gamle koner.
Sådan rider de gamle koner.
Sådan rider de fine damer.
Sådan rider de fine damer.
Sådan rider de unge karle.
Sådan rider de unge karle.
Og sådan rider de vilde drenge!
Og sådan rider de vilde drenge!

Peter Mathiesen
Red på grisen
Over isen
Med avisen.
Først gik isen,
Så gik grisen,
Og så gik lille Peter Mathiesen.

Når de små falder:
Går du på glatis
Og falder min ven,
Le med de andre
Og rejs dig igen:
H.C Andersen

Op at stå,
Lære at gå,
Det skal alle,
De bitte små.

Op igen, lille ven!
Det har ingen nød med et lille stød,
Snurre rask omkring,
Det var ingenting,
Syv og tre er ti,
Nu er det forbi.

Dikke, dikke dik:
Der kommer en mus,
Leder efter hus,
Ikke dér,
Ikke dér,
Men Dér.
(Barnet dikkes under hagen eller på maven).

Der kom en lille
Lille, bitte mus,
Og den skule hen til N. N.
Og den sagde dikke, dikke, dik.

Ole Bole Buksetrold
Trilled' ned ad Nørrevold.
Nørrevold den var beskidt.
Det er Ole også tit.

Tidligt i seng:
Tidligt op og tidligt i seng,
Det er godt fro en lille dreng.
Men man kan vel også sige,
Det er godt fro en lille pige!

Når du bliver stor:
Når engang du bliver stor
Og skal bort fra far og mor,
Agt og ær, og svigt dem ej,
Husk hvad de har gjort for dig.

Banke på døren:
Hvem er det der banker?
Det er lille tante!
Hvem er det der lukker op?
Det er Peter Sukkertop!
Hvem er det, der lukker i?
Det er lille tykk' Sofi!
(Evald Tang Christensen nr.1544).

Hvem er det, der banker?
Det er Peter Anker!
Hvem er det, der lukker op?
Det er Peter Sukkertop!
Hvem er det, der kommer ind?
Det er Peter Slikkepind!

Læreremser :


Lære mit navn:
N:N……er mit navn,
I Himlen er min havn.
I N. N……er jeg født
Præsten har mig døbt.
I N. N……jeg bor,
Der lever jeg og gror.
N.N……er min vej.
Der leger jeg og hviler mig.


N.N. er mit navn,
I Himlen er min havn,
I N. N. er jeg født,
Gud véd, når jeg skal dø.
(Evald Tang Christensen nr. 2732).

Mine fingre
Tommeltot faldt i vandet,
Slikkepot hjalp ham op,
Langemand bar ham hjem,
Guldbrand redte seng,
Og lille Peter Spillemand
Løb hjem og sladrede.

Mine tæer :
Storetå og hans kone,
Mellemtå og Pælone,
og det lille barn.

Mine ben:
Dikke-dik min far,
Sikken hat han har,
sikke ben, sikke lår,
Sikke skridt han ta'.

Barnets ansigt:
Pandeben,
Øjesten, næsetip, mundeflip,
Hagefip,
di-dik-dik.

Lære ugedagene:
Jeg skulle på mandag hilse på tirsdag,
og spørge på onsdag om du ville på torsdag komme på fredag,
spise til middag på lørdag og køre min kone til kirke på søndag?
(Evald Tang Christensen nr.2508).

Mandag ser vi os lidt omkring.
Tirsdag bestiller vi ingen ting.
Onsdag slår vi slint,
Torsdag bestiller vi int,
Fredag er Vor Herres dag,
Løverdag er sabbat-dag,
Søndag holder vi hellig.
(Evald Tang Christensen nr .2513).

Lære månederne:
I januar gør frost og sne kun jorden gavn,
I februar vi har en lystig Fastelavn,’
I marts har viben lagt de første æg,
og i april vil solen varme vores væg.
I maj vi plukker blomster små,
I juni kan vi jordbær få.
I juli får vi kirsebærsaft
I august har rugen sin fulde kraft.
I september frugt vi plukker ned
I oktober til ovnen vi hugger ved.
I november slår stormen skibe til vrag
I december fejrer vi Frelserens dag.

Månedernes dagetal:
Tredive dage har september,
april og juni og november.
Alle de andre har enogtredive,
Men februar to færre end tredive.

Årstiderne:
Først kommer forår,
og så kommer sommer,
og så kommer lille Peter med blommer.
Så kommer efterår,
og vinteren kommer.
og Julens Frelser gir' evig sommer.

Pas på lyset!
Et lys brænder ikke evigt.
Du skal slukke det rigtigt.
Det er meget, meget vigtigt
at slukke et lys forsigtigt!

Sådan tegnes Nikolaj:

Punktum, punktum,
komma, streg,
sådan tegnes Nikolaj.
Halsen tynd og maven rund,
Nikolaj er stærk og sund.
Arme to med fingre små,
tynde ben med støvler på.

Punktum, punktum,
komma, streg,
sådan tegnes Nikolaj.
Streg, streg, mave stor,
sådan kom han til vor jord.
Hat på hovedet skal han have.
Knapper på sin tykke mave.

Lære at tale:
Der var engang en konge. Han havde 3 døtre.
Den ældste hed Sip,
Den memmeste hed Sipsippernip,
Og den yngste hed Sipsippernipsipsirimsip.

Men der var også en konge som havde 3 sønner.
Den ældste hed skrat,
Den mellemste hed skratskatterat,
Og den yngste hed skratskratteratskratskrirumskrat.

Og Sip fik Skrat,
Og Sippernip fik Skratskratterat,
Og Sipsippernipsipsirimsip fik skratskratteratskratskrirumskrat.

Lær ABC:
ABC, katten løb i sne.
Og da den hjemad ville gå,
den havde hvide sokker på.

ABC, kom nu skal du se,
DEF, Karo gav et bjæf,
GHI, løb mig rask forbi,
KLM, sprang så længre frem,
NOP, til han fik at se,
QRS, otte fede gæs,
TUV, bed dem alle tre,
XYZ, mens de andre let',
Æ og Ø, slap ud i en sø,
Der stod han og gloede,
og gav sig til at gø.

ABC, Anton faldt i sne.
DEF, hunden gav et bjæf,
GHI, Grete stod ham bi,
JKL, så gik det så vel,
MNO, da gik begge to,
PQR, hjem til moder kær,
STU, drengen skreg uhu,
VXY, moder sagde fy!
ZÆØ, af kulde kan man dø.

Anders Bentsen cyklede denne eftermiddag
for "Gartnernes haveselskab" i Jylland.
Kæden lavede mislyde.
Netop oppe på Quiksteppens restaurant sang Trine Ulbrichsen viser.
Xylofonens yderste zink ævlede øredøvende åndløst.

Stave:
A og B siger ab,
R og A siger ra,
H og A og M siger ham,
Siger ab, siger ra, siger Abraham.

Tælle:
1-2, der var engang en ko,
3-4-5, bonden trak den hjem.
6-7-8, malkepigen kom forbi,
10-11-12-13, bonden løfted' på kasketten,
14-15-16-17, pigen lo og tabte bøtten,
18-19-20, stop, nu kan du selv, samle bøtten op.

Tælle til 9:
Kompag-1, Kompag-2, Kompag-3, Kompag-4, Kompag-5, Kompag-6, Kompag-7, Kompag-8, Kompag-9, siger kompagni.

Tælle til 10:
Poli-1, Poli-2, Poli-3, Poli-4, Poli-5, Poli-6, Poli-7, Poli-8, Poli-9, Poli-10, siger Politi.

Klokken:
Klokken et- spiser jeg fedt.
Klokken to - pudser jeg sko.
Klokken tre - vander jeg træ,
Klokken fire- går jeg med piger,
Klokken fem - går jeg hjem,
Klokken skes - er jeg en heks,
Klokken syv - er jeg en tyv,
Klokken otte - går jeg i kåbe,
Klokken ni - ser jeg en bi,
Klokken ti - er jeg fri,
Klokken elleve - er jeg i helvede,
Klokken tolv - er jeg en trold.

Lille Per Lassen fra Lem,
han havde gæslinger fem.
Han satte dem under et sold
og gav dem Gud i vold.
Der kom en glente,
den tog de trende.
Der kom en so,
den tog de to.
Nu spør' jeg, min ven:
hvor mange igen?
Gåsen og gasen og lille Per Lassen.

Barnet får en krone:
Der har du en daler!
Gå på marked!
Køb en ko!
Tag kalven med!
Køb en hest, et svin, et får!
Så skal du se hvor pengene går:
H.C. Andersen

Forskellige rim og remser:
Verden er så stor ,så stor,
Lasse, Lasse, lille!
Meget større end du tror!
Lasse, Lasse, lille!

Her er varme, der er slud,
Lasse, Lasse, lille!
Overalt dog råder Gud,
Lasse, Lasse, lille!

Hvor er der så bedst på jord?
Lasse, Lasse, lille!
Hjemme hos din egen mor,
Lasse, Lasse, lille!
Alice Tegner

Save, save brænde!
Vi er raske svende.
Hver må trække rask til sig –
Du til dig og jeg til mig.
Sådan skal det være.

Save, save brænde!
I aften får det ende;
I morgen er det helligdag,
Så hænger vi saven på sin knag,
Så går vi i kirke.

Abel Spendabel
Abel Spendabel, hvad koster din sabel?
To mark og to, ifald den er go'!
Vil du ha' den af kobber, så gå til min svoger,
vil du ha' den af glas, så gå til bajads.

Mæ, bæ, lille lam
"Mæ, bæ, lille lam, har du noget uld?"
- Ja, ja, lille barn jeg har ryggen fuld,
frakke til din far og kjole til din mor
og to par strømper til lille bitte bror".

Nede i fru Hansens kælder,
kan man købe frikadeller.
Når man køber margarine,
må man ikke stå og grine.
Når man køber æg,
må man ikke lave skæg.
Når man køber laks,
får man en af denne slags.

Lotte gik, Lotte gik
op og ned af gaden.
Mens hun gik,
mens hun gik,
fik han ondt i maven.

Av- goddav,
Må jeg låne din sav?
Vel må du ej,
Du må gå din vej.

Birgitte, Birgitte Begøje
Faldt ned fra den øverste køje
Og slog sit højre øje.
Så smurte hun det med fløde,
Så begyndte det at bløde,
Så smurte hun det med tjære,
Så blev det meget værre,
Så smurte hun det med blæk,
Så gik det hele væk.

Se på din sko,
Klokken er to,
Se på din arm,
Kaffen er varm,
Se på din knold,
Klokken er tolv,
Se på din rumpe der falder en bombe.

Sprøjterne kom susende,
vælted' alle husene.
Da de kom til Gammelstrand
var der ingen ildebrand.

Dig og mig og vi to
sejled' i en træsko.
Da vi kom til Langeland
var vor træsko fuld af vand.
Da vi kom til Rom
var vor træsko tom.
Da vi kom til Wien,
Var vor træsko fin.

Knæk tungen eller form munden:
Stativ, stakit, kasket.
Seks snese sneglehuse huser seks snese snegle.
Glat blå gadeplakat.
Bispens gipsgebis.
Læg fersk fisk på disken til bispen.
Flade ferske fisk fra Fladstrand.
Kusken på bukken med pisken.
Ræven rendte rundt om ripsene og rev sig i rumpen.
To tykke tanter tog ti-toget til Tåstrup. Tanterne traf to turister. Turisterne tog tanternes tunge tasker.
Skærslipper sliber skæreknive til at skære skærehavre på slibestenen.

Ingemanns aftensalmer
-
Alting føjes som Gud vil (DDS 771 Dagen går med raske
  fjed)
- Dagen går med raske fjed (DDS 771 Salmen af samme
  navn)
- Dagens børn må ile (DDS 771 Dagen går med raske
  fjed)
- Fandt ved kvæld kun sjælen fred gik det som det skulle  
  (DDS 771 Dagen går med raske fjed)
- Høst skal følge sommer (DDS 771 Dagen går med raske
  fjed)
- Lykken gækker store små (DDS 771 Dagen går med
  raske fjed)
- Lykkens lunefulde spil leger ej med sjæle (DDS 771
  Dagen går med raske fjed)
- Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning (DDS 771 
  Dagen går med raske fjed)
- Viljen ser Vor Herre på, giver kraften vinge (DDS 771
  Dagen går med raske fjed)
- Der er så stille og så tyst i Himmel og på jord (DDS 778
  Fred hviler over land og by)
- Fred hviler over land og by (DDS 778 Fred hviler over
  land og by)
- Ingen kender dagen før solen går ned (DDS 779
  Lyksalig, lyksalig)
- Til vor lille gerning ud gik vi små fuldglade (DDS 772
  Salmen af samme navn)
- Lukt er snart vort øje (DDS 772 Til vor lille gerning ud).

Ingemanns morgensalmer
-
Morgenstund har guld i mund.(DDS 752 Salmen af
  samme navn)
- Gud give os at skinne så som himmellys skønt af de
  små.(DDS 752 Salmen af samme navn)
- Gud ske tak og lov vi så dejligt sov (DDS 751 Salmen af
  samme navn)
- Sol opstår og sol nedgår når den har gjord sin gerning.
  (DDS 752 Morgenstund har guld i mund)

Morgensalmer og sange

Ingemanns morgensalmer
I østen stiger solen op

1. I østen stiger solen op:
Den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.
2. Den kommer fra den favre kyst,
hvor Paradiset lå:
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.
3. Den hilser os endnu så smukt
fra Edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød.
4. Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem,
som østens vise fandt.
5. Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor livets abild gror.
6. Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Betlehem.
7. Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
For hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis.
B.S.Ingemann / Weyse 1837, DDS 749


1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,
De muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.
2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær:
Han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.
3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.
4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.
5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset.
B.S.Ingemann /Weyse1837, DDS 750

1. Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov,
Barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.
2. Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol, (galede)
Hilsed glad Guds sol,
Alle vævre tunger små gik mæle.
3. Ej den mindste mus
savner tag og hus,
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul;
vi skal heller ej om fristed lede.
4. Lystig hanen gol (galede),
hilsed glad Guds sol;
for hver sjæl er lys og lyst oprunden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærlighedsasylet fundet.
B.S.Ingemann / Weyse 1837, DDS 751

Lysets engel går med glans
Gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
Flygter alle nattens skygger sorte.
2. Sol går over verden ud
med Guds sol i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.
3. Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.
4. Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
5. Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.
6. Os har og vor Herre kær,
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
B.S.Ingemann / Weyse 1837, DDS 748


1. Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge;
de prise vor Herre, så godt de formå:
de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.
2. Nu kvidre svalen på kirketag
og spurven ved menneskers huse;
de synge: Godmorgen! De synge: Goddag!
De synge: Guds fred! Gud ske lov! Og i luften hensuse.
3. Småfuglenes sang vor Herre forstår,
han kender hver sjæl i sit rige;
de fattiges lovsang han ikke forsmår,
han ser, hvad de målløse skabninger alle vil sige.
4. Os ser du også, du kære Gud!
Du hører vor røst i din Himmel;
når fuglene flagrer af rederne ud,
du hører småbørnenes pris i din jublende vrimmel.
B.S.Ingemann / Weyse 1837, DDS 748

Søndag morgen:
1. Nu ringer alle klokker mod sky;
Det kimer i fjerne riger.
Hver søndag morgen højt på ny
stor glæde mod Himlen stiger.
2. Det toner med lov og pris og bøn
fra jord mod Paradis-haven:
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.
3. For os han i gravens dyb steg ned,
han gik til de dødes rige.
Til livet med stor herlighed
Han ville for os opstige.
4. Al verdens glæde begravet lå;
nu frydes vi alle dage:
Den glæde, søndagssolen så,
Den har i verden ej mage.
5. Der sad en engel på gravens sten
blandt liljer i urtehaven;
han peged med sin palmegren,
hvor Jesus stod op af graven.
6. Og der blev glæde på jorderig
lig glæden i engles Himmel:
Livskongen løfter op til sig
til livet sin børnevrimmel.
7. Guds børn skal holde med engle bøn
med jubel i Paradis-haven.
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.
B.S.Ingemann / Weyse 1837, DDS 408


Grundtvigs morgensalmer:

1. Morgenstund har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.
2. Morgenstund har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.
3. Morgenstund har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
der leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.
4. Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil,
på allerbedste måde.
5. Sol opstår, og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
Da randt for os guldterning.
Nicolai Frederik Severin Grundtvig 1853. DDS 752

Danmarks officielle nationalsang: Der et et yndigt land
"Ille terrarum mihi praeter omnes Augulus ridet".
(Denne plet på jorden fryder mig mere end nogen anden).

1. Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten Østerstrand;
nær salten Østerstrand.
det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.

2. Dér sad i fordums tid
de hanniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid;
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hviler deres bene
bag højen bautasten,
bag højen bautasten.

3. Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt;
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne møer,
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.

4. Vort sprog er stærkt og blødt,
vor tro er ren og lutret,
og modet er ej dødt;
og modet er ej dødt.
Og hver en dansk er lige fri;
hver lyder tro sin konge,
men trældom er forbi,
men trældom er forbi.

5. Et venligt syd i nord,
er grønne danarige!
Din aks-beklædte jord;
din aks-beklædte jord.
Og snekken går sin stolte vej.
Hvor plov og kølen furer,
dér svigter håbet ej,
der svigter håbet ej.

6. Vort Dannebrog er smukt,
det vifter hen ad havet
med flagets røde bugt;
med flagets røde bugt.
Og stedse bar sin farve hvid
dit hellig kors i blodet,
oh, Dannebrog - strid.
oh, Dannebrog i - strid.

12. Hil drot og fædreland!
Hil hver en daneborger,
som virker, hvad han kan;
som virker, hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Adam Øhlenschlæger 1819

Forklaringer:
Østerstrand: Østsiden af Langeland, Stranden ved Stengade Skov,
vest for Rudkøbing.
Frejas sal: (symbolsk) Det hele Frie Danmark (jfr. Frihedsgudinden)
Harnisk: rustning.
Kæmper: riddere.
Men: fortrædeligheder.
Lutret: renset for snavs og skidt, (jfr Martin Luther).
Snekke: skib
Hil: (oldnordisk hilsen) Held og hel.
Drot: Vor konge eller dronning.

Danmark har i grunden 3 nationalsange:
1. Den officielle af Adam Øhlenschlæger
2. Den folkekære af H.C Andersen: "I Danmark er jeg født".
3. Kongesangen:"Kong Christian stod ved højen mast ", som er
knyttet til kongehuset og spilles når kongen / dronningen er på
besøg.
"Der er et yndigt land" blev skrevet af Adam Øhlenschlæger i året 1819, under en rejse til Langeland, hvor han blev begejstret og inspireret af den smukke bøgeskov -Stengade skov- ved Langelands Østerstrand. Digteren, der i Lund i 1829 blev kronet med en lauerbærkrans som Nordens digterkonge, skrev en sentens på latin over sangen. "Denne plet på jorden fryder mig mere end nogen anden", som er en hyldest til landet, naturen, historien, folket, kulturen, arbejdet, flaget, kristendommen og kongen.
Danmarks nationalsang er ikke skiftet ud i takt med diverse revolutioner eller politiske omvæltninger ligesom i andre ustabile lande, hvorfor sangen har fået stor betydning for vor folk. Sangen har egentlig 12 vers. De vigtigste, smukkeste og oftest anvendte er taget med her, nemlig dé 7 vers, som børnene bør lære udenad i skolen / familien.
Sangen fik flere melodier. Men det var Hans Ernst Krøjer (1798-1879) melodie fra 1823, som slog igennem og som passer så fint til digtet.
1844 slog sangen endeligt igennem som nationalsang, da 12.000 danske var forsamlet på Skamlingsbanken og med udsigt mod syd sang sangen for at udtrykke samhørighed med de danske i Hertugdømmet Slesvig. Da H. C. Andersen rejste gennem Sverige 1849, blev han allerede på det tidspunkt hele 3 gange hilst velkommen af svenske studenter, der sang den.
Sangen skal synges som "moderato risoluto" (mådeholdent beslutsomt) og "maestoso" (majestætisk).
Sangen synges stående for at ære Danmarks navn.

I Danmark er jeg født
1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland!

2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer' rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor dannebrogen vajer.
Gud gav os den - Gud giv den bedste sejr!
Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland!

3. Engang du herre var i hele Norden
bød over England - nu du kaldes svag.
Et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand, -
plovjernet guldhorn finder.
Gud giv' dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland!

4. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders stemme,
og som sød musik mit hjerte når.
du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland!

H.C.Andersen 1850
Musik af Poul Schierbeck 1926


Sangen er nok vor smukkeste fædrelandssang, der viser H.C. Andersens kærlighed til Danmark, dets natur, historie, sprog og korsets flag.
Både H.C Andersen og komponisten Poul Schierbeck har hver især fundet ind til det, man kalder "Den danske tone": blid, smuk, rolig og venlig. Samtidig tager Andersen sit klare udgangpunkt i vor rod: både historiens rødder som vi finder i guldhornene og kæmpegravene, sprogets rod som indplantes i os gennem mors stemme ved fødslen, den danske naturs rødder, som vi møder på den friske strand og de vilde svaner,og endelig i vort flags rod, som er i Himlen. Alt dette er "Danmark mit fædreland".

Kongesangen
1. Kong Christian stod ved højen mast
i røg og damp
hans værge hamrede så fast,
at gotens hjelm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
"Fly", skreg de, "fly, hvad flygte kan!
Hvo står for Danmarks Christian,
hvo står for Danmarks Christian i kamp?"

2. Niels Juel gav agt på stormens brag:
"Nu er det tid!"
Han hejsede det røde flag
og slog på fjenden slag på slag.
Da skreg de højt blandt stormens brag:
"Nu er det tid!"
"Fly", skreg de, "hver, som véd et skjul!
Hvo kan bestå mod Danmarks Juel,
hvo kan bestå mod Danmarks Juel i strid?"

3. Oh, Nordhav! Glimt af Wessel brød
din mørke sky!
Da ty'de kæmper til dit skød,
thi med ham lynte skræk og død.
fra valen hørtes vrål, som brød
den tykke sky:
"Fra Danmark lyner Tordenskjold;
hver give sig I Himlens vold,
hver give sig i Himlens vold og fly!"

4. Du danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før' mig til,
og kamp og sejer før' mig til min grav!"

Johannes Ewald 1779


Forklaringer:
Værge: ens personlige sværd.
Goten: svenskerne
Det røde flag: kampflaget med betydningen at kæmpe til sidste dråbe blod.
Nordhav: Kattegat.
Tyed til havets skød: Druknede.
Valen: Slagmark
Vrål: Skrig og vræl

Kong Christian IV (1588-1648), som bl.a. byggede Rundetårn, Børsen og Rosenborg, deltog (jævnfør 1. vers) i slaget på Kolberger Heide mellem Holsten og Femarn, da en svensk kanonkugle den 1.juli 1644 ramte en kanon på kongens eget admiralskib , som hed "Trefoldigheden". Jern- og træsplinter fra kanonen ramte kongen, så han bla. mistede et øje. Kongen faldt omkuld, og man troede, at den faldne konge var død, indtil han omsider rejste sig. Og idet han pressede et lommetørklæde for det ødelagte øje, opildnede den hårdt sårede konge folkene til fortsat kamp. Hans elskede Vibeke Kruse fik senere to af metalsplinterne indarbejdet i øreringe. Kongens blodige tørklæde, tøj og lommetørklæde kan stadig ses på Rosenborg Slot.
Romancen "Kong Christian stod ved højen mast" er fra Johannes Ewalds syngestykke "Fiskerne" fra 1779. Stykket er baseret på virkelige hændelser, hvor 5 fiskere (det var faktisk bønder) satte livet på spil i Øresund for at redde en engelsk skibskaptajn, hvis skib var strandet. Stykket blev lige fra starten en stor succes.
Det endelige gennembrud fik sangen, da Johan Ludvig Heiberg i 1828 skrev det romantiske stykke "Elverhøj" om Christian IV. Mod stykkets slutning er kongesangen indlagt som et højdepunkt, hvor kongen beder om Guds beskyttelse. Kuhlau (1786-1832) gav sangen sin endelige udformning. "Elverhøj" blev skrevet til brylluppet mellem Frederik VII og prinsesse Vilhelmina Maria.

Gækkerim
Mit navn det står med prikker,
pas på det ikke stikker.

Mit navn det står med klatter,
jeg er min faders datter.

Mit navn det står med streger,
og ikke som det plejer.

Mit navn det står med gækker,
fordi jeg er så lækker.

Mit navn det står med lopper,
pas på de ikke hopper.

Mit navn det står med kragetær,
for jeg er nemlig meget sær.

Mit navn det strå med æg,
for det er netop skæg.

Et påskeæg jeg beder om.
du er så god og from
du sender mig et rigtigt godt.

Livet gækker døden,
I påskemorgenrøden.

Gætter du ej mit navn,
et æg jeg får i favn.

Gæk, gæk, gæk
put ægget i en sæk,
og send det til mig,
jeg bor på …..vej.

Mit navn jeg sætter
med prikker og tal,
hvorpå du spekulere skal

Gæk, gæk, gæk
mellem himmel og jord,
hvor kartoflerne gror
sidder ……og glor.

En lille hilsen sender jeg,
med gækkebrevet her til dig,
hvis navnet mit du gætter ej,
et påskeæg jeg ønsker mig.

En dag jeg fandt en vintergæk,
men samme dag mit navn blev væk
nu må du bruge din forstand,
og se om du det gætte kan.

Om gylden sol og yndig vår
den lille vintergæk os spår,
men hvem den mon dig sender?
Tæl prikkerne min ven
du sikkert gåden løser let,
du ganske godt mig kender,
omme bag en tjørnehæk
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den jeg sender dig
En lille hilsen – hvem er jeg?

Se her, hvad jeg har funden,
jag moders rosenhæk
her udenfor i lunden,
en lille vintergæk
når den lille, kønne gæk
kommet er ved vores hæk,
tror jeg, forår det er nær,
hør, nu fløjter spurv og stær.

Påske fjerner alle savn
Påskemorgen gæt mit navn!
Ellers giv mig i min favn
chokoladeæg til gavn


Se vintergækken hvid og skær
fortæller dig, at vår er nær,
og snart skal kulden svinde.
Vi påske med det første får,
og æg jeg kræver af dig, når
mit navn du ej kan finde.

Ordsprog om vind og vejr

Marie, Marie, Marolle
fyv op til Vor Herre og
Bed om godt vejr i dag og morgen.
(Remse fra Østjylland)

Mariehøne, mariehøne
flyv øster, flyv vester,
flyv sønder, flyv nør,
flyv op til Vor Herre hans dør
og bed om godt vejr i morgen.
(Remse fra Vestjylland)

Sidder bladene længe på kvist og gren,
er jeg bange, vinteren bliver sen.

Hvis træerne ej lader løvet fare,
bliver vinteren streng, tag dig i vare!

Når løv ej af træer vil falde,
da bli'r det hård vinter for alle.

Springer ask før eg,
giver sommeren bleg (sol)
springer eg før ask
går som'ren i vask (regnfuld)

Når eg ej knoppes før ask,
giver sommeren rigelig vask;
men knoppes ask før eg,
giver sommeren rigelig bleg.

Springer gran før røn,
bliver sommeren skøn.

Når elmen manna(frø) i mængde give,
det sommervarmt og tørke blive;
men give elmen ej frø i mængde,
vil græs og sæd (korn) opnå ukendt længde.

Når juli viser sig varm og klar,
som oftest i julen vi kulde har.

Blomstrer lyngen allerede til Sankt Pals (apostlen Paulus' dag d.19.8.)
skal man gå i sne te' æ hals.

Blomster lyngen helt i top,
får vi vinter i galop.

Har septembers tidsler hoveder store,
et smukt efterår vil man spore.

Når sig valmuer og blomster lukker
snart regn og vinden sukker.

Rim i dale,
har tø i hale.

Morgenrøde gir aftenbløde (regn)

Morgenrød gør trøjen blød (våd)

Når solen går ned i en sæk,
står den op i en bæk.

Går sol i røde roser ned,
bli'r vejret lutter herlighed,
men står den op i flammeskær,
gi'r dagen regn og rusket vejr.

Mange stjerner på Himlen små
søndenvind med regn vi få.

Få stjerner blanke,
nordenvind skal der vanke.

Kyndelmisse:
Mild kyndelmisse lover kold påske.

Vers til børnenes poesibog

Stambøger var gæste- og poesibøger, men mest kender vi stambogsblade fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Det var løse blade opbevaret i en æske; og de har to efterkommere: gæstebøger og poesibøger.
Gæstebogen ejedes af husstanden, og poesibogen tilhørte i reglen en ung pige. I gæstebogen takkede man for opholdet, og det kunne være med en kort tekst, men eventuelt også et vers, som kunne svare til poesibøgernes. Poesibøgerne udveksledes i slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallet mellem skolekammerater, så man skrev i hinandens, og lærerne blev også bedt om at skrive. Enkelte poesibogsvers er lejlighedsdigte forfattet af skriveren selv, og disse er langtfra altid til at skelne fra de øvrige; men nogle synes dog at være let gennemskuelige som værende hjemmelavede, såsom dette digt af en skoledreng:
Nogle folk ligner en gnu
Vibeke går på nu

Drengen har vist været mere optaget af et nyt dyr fra naturhistorietimen end i at smigre pigen.
Nogle vers er (med eller uden kildeangivelse) forfattercitater, idet skriveren har fundet et i indhold velegnet vers i en sang- eller salmebog. I sidste halvdel af 1900-tallet var vers af Halfdan Rasmussen og Piet Hein (især Gruk) meget yndede.
Som ved folkeeventyrenes overlevering er der opstået varianter af poesiversene på grund af fejllæsning, fejlhøring eller hukommelsessvigt.
Vers med religiøst islæt havde en ret fremtrædende stilling tidligere; men efter anden verdenskrig er de så godt som forsvundet ud af poesibøgerne igen. Det drejede sig om afskrifter fra salmebogen.
Livsvisdommen har holdt sig. Barnepjanken har taget til. Poesibøgerne er blevet mindre højtidelige og afspejler derved samfundsudviklingen.
Efterfølgende fænomen blev kaldt venindebøger, men det er vistnok det samme. Men det er blevet moderne at ville opdatere navne og begreber, så ingen tror, man er gammeldags. Ak ja.  


Kom venner og veninder
hjælp mig at samle minder.
Kom fra syd og kom fra nord
med et lille mindeord.
(Hellerup 20.1.1901)

Roser er røde,
violer er blå,
jordbær er søde
og du er ligeså.

To og to er fire,
det fik jeg hurtigt lært,
men at skrive poesi
Det er meget svært.

Jeg kan ikke poesi,
lad mig derfor være fri.

Tilfreds i Dit hjerte og glad i Dit sind,
den rigdom får roserne frem på Din kind.
Hvad hjalp det om verden for foden Dig lå,
når ikke Dit hjerte mod Himlen så?
(Fra poesibog 1898)

Når du husker, da husk på mig,
når du glemmer, da glem ej mig.

Du skal ikke glemme mig,
for jeg glemmer aldrig dig.

Glimmer og perler
Er blandet på Jord.
Lad glimmeret ligge
træk perler på snor.

God og glad følges ad.

Om Danmarks rige sagnet går,
Gud ej sin hånd af Danmark slår.
H.C. Andersen

Går du på glatis
og falder min ven,
Leg med de andre
og rejs dig igen.
H.C. Andersen

Skønt uret stadigt slår og går,
midt i en evighed du står.
H.C. Andersen

I evighedens perspektiv
er øjeblikket som et liv.
Piet Hein

Husk at elske, mens du tør det,
husk at leve, mens du gør det.
Piet Hein

Den, Guds klarsyn falder på,
ser det store i det små.
Piet Hein

Så underlig er livets spil,
at tiden netop rækker til
at gøre det, man nødigt vil.

Glade øjne, god kulør,
sundhed og et godt humør,
solskin ude – solskin inde
ønsker jeg, at du skal finde.

Nyd din ungdom før den flyr,
husk, den tid kommer ej tilbage.
Lad dens minde skal stå som et fyr,
spredende lys over mørke dage.
(Poesibog fra år 1900)

Vokser Du fra barnekår,
glem dog ej Dit Fadervor,
glem dog ej Din vugge.
(Poesibog, København 1900)

Stol på Herren i det Høje,
stol på Ham, vær altid glad.
Han os nok vil sammenføje,
om vi engang skilles ad.
Thi døden skiller ven fra ven,
men Herren samler dem igen.
(Poesibog fra år 1901)

Kan Du gennem Din strid og Din dåd
redde Dit barnlige smil til det sidste;
Da har Du regnbuen over Din gård,
Da har Du glorien over Din kiste.
(Poesibog, København 1900)

Når du bliver gammel
og ikke du'er til mer',
så klistrer vi dig sammen
med gummi og papir.

Når engang i fremtids dage
du er lykkelig og glad,
Send så tankerne tilbage
til mig, som skrev på dette blad.
(Fra poesibog 1898)

Vel født, er vel trøst,
men bedre vel opdraget.
Vel gift er livets lyst,
vel død er hele sagen.
(Fra poesibog 1897)

Jeg bruger ikke mange ord,
men troskab i mit hjerte bor,
fem ord fra mig til Dig:
Lev vel, forglem mig ej.
(København 1901).

Jeg skriver på det sidste blad,
fordi jeg sidst vil glemmes;
det visner ej som skovens blad,
hvor ofte det end vendes.

Hejs dristigt sejl på din lille båd,
og styr i verden kun frem.
Lyt altid til faders og moders råd,
og ær dit barndomshjem,
og selv om du bliver nok så stor,
så husk, hvad du skylder din far og mor.
Otto Clemmensen, Frederikshavn 1905

Gid lykke dig følge og kranse din vej,
så aldrig en bølge må omkaste dig.
Stol fast på Guds nåde, og lad ham kun råde,
så slipper han aldrig dig.
Viola, Frederikshavn 1905

Sæt kærlighed ved roret
hver dag i stort og småt,
lad den kun føre ordet,
så bliver alting godt.
Anna Korup, Frederikshavn 1905



Hans Christian Andersens børnesange

Danse, danse, dukke min,
jomfruen hun er så fin,
kavaleren ligeså,
han har pæne klæder på:
Bukser hvide, kjole blå!
Han er fin, og hun er fin.
Danse, danse, dukke min!


1. Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt.
Væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gør, det lille kræ,
under taget svaler kvidre,
solen synker og så vid're.

2. I den røde aftensol
sidder moder i en stol;
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød.
Drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund!
Se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker.

3. Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.
Københavnsposten 1829.

Den lille Ole med Paraplyen
1.Den lille Ole med Paraplyen
ham kender alle små børn i byen,
hver lille pige, hver lille dreng,
han genner skælmsk i sin lille seng.

2. Dog vil han først paraplyen brede
og uskylds hygge om lejet sprede,
så vil i drømme den lille fyr
fortælle dejlige eventyr.

3. Han kan fortælle om stjerner klare,
om Himlens hellige engleskare
og om den yndige, milde fe,
som alle børn vil så gerne se.

4. Og har om dagen
de artig været
og kærlig fader og moder æret,
da kan så glade til sengs de gå
og drømme sødt om Guds engle små.
Det gamle træ

(Sangen af hyldemor)
Det gamle træ, o lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mangen ting det husker på,
hvad kan det ikke melde?
Vi så det fuldt med blomster stå,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o lad det stå,
det må I ikke fælde!


Hvor skoven dog er frisk og stor

1. Hvor skoven dog er frisk og stor,
Kuk- kuk, kuk- kuk, faldera.
Skovmærker der og jordbær gror,
Kuk- kuk, kuk- kuk, faldera.
I træets bark er mærker sat,
der så jeg Dig i en måneklar nat.
Kuk- kuk, kuk- kuk, faldera.-
Kuk- kuk, kuk- kuk, faldera.

2. I måneskin er smukt at gå. Kuk-kuk…
I skov ved solskin ligeså. Kuk-kuk…
Af kukkeren jeg vide får,
hvor mange kys og leveår. Kuk-kuk…
3. Gør ikke verden Dig for tung. Kuk-kuk…
Husk på Du er kun én gang ung. Kuk-kuk…
Skovmærker gror og jordbær gror,
og kukkeren ved når og hvor. Kuk-kuk…

Morgensange for børn af B.S. Ingemann med melodi af C.E. F. Wejse 1837
Ugens gang

God morgen søndag!
1. Nu ringer alle klokker mod sky;
det kimer i fjerne riger.
Hver søndag morgen højt på ny
stor glæde mod Himlen stiger.

2. Det toner med lov og pris og bøn
fra jord mod Paradis-haven;
det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.

3. For os han i gravens dyb steg ned,
han gik til de dødes rige.
Til livet med stor herlighed
han ville for os opstige.

4. Al verdens glæde begravet lå;
nu frydes vi alle dage:
Den glæde, søndagssolen så,
den har i verden ej mage.

5. Der sad en engel på gravens sten
blandt liljer i urtehaven;
han peged med sin palmegren,
hvor Jesus stod op af graven.

6. Og der blev glæde på jorderig,
lig glæden i engles Himmel:
Livskongen løfter op med sig
til livet sin børnevrimmel.

7. Guds børn skal holde med engle bøn
med jubel i Paradis-haven.
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.

God morgen mandag!
1. Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels stråleglans
flygter alle nattens skygger sorte.

2. Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

3. Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

4. Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

5. Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

6. Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

God morgen tirsdag!
1. Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge;
de prise vor Herre, så godt de formå:
de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.

2. Nu kvidrer svalen på kirketag
og spurven ved menneskers huse;
de synge: Godmorgen! Se synge: Goddag!
De synge: Guds fred! Gud ske lov! Og i luften hensuse.

3. Småfuglenes sang vor Herre forstår,
han kender hver sjæl i sit rige;
de fattiges lovsang han ikke forsmår,
han ved, hvad de målløse skabninger alle vil sige.

4. Os ser du også, du kære Gud!
Du hører vor røst i din Himmel;
når fuglene flagre af rederne ud,
du hører småbørnenes pris i din jublende vrimmel.

God morgen onsdag!

1. I østen stiger solen op:
Den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

2. Den kommer fra den fagre kyst,
hvor Paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

3. Den hilser os endnu så smukt
fra Edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød.

4. Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem,
som østens vise fandt.

5. Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

6. Og alle stjerner nejer sig,
hvor østens sol går frem:
den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Betlehem.

7. Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis.

God morgen torsdag!
Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov,
barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.

2. Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol,
hilsed' glad Guds sol,
alle vævre tunger små fik mæle.

3. Ej den mindste mus
savner tag og hus;
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul;
vi skal heller ej om fristed lede.

4. Lystigt hanen gol,
hilsed' glad Guds sol;
for hver sjæl er lys og lyst oprundet.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærligheds-asylet fundet.

God morgen fredag!
Morgenstund har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.

2. Morgenstund har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.

3. Morgenstund har guld i mund;
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

4. Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil,
på allerbedste måde.

5. Sol opstår, og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
Da randt for os guldterning.

God morgen lørdag!
1. Nu titte til hinanden de fagre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og Skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred' på jord,
men børnene leged' ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned' og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!


GOD NAT
Når jeg skal puttes. Min aftenbøn:

Fadervor
Vor Fader, Du som er i Himlen,
Helliget blive Dit navn,
komme Dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen,
således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød.
Og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.

Som indledning eller afslutning til Fadervor beder mange børn denne bøn:
Du, som har de små børn kær,
vær hos mig, som liden er.
Hvor jeg mig i verden vender
hold mig Gud dine hænder.
Lykken kommer, lykken går,
Du er evigt Fader vor!

Min aftenbøn
Hele dagen har du ledt mig,
og jeg takker dig for alt.
Du har elsket, ført og set mig,
tak, fordi Du viser vej.
Tak for dag med sjov og leg,
Jesus jeg vil følge Dig.
Tak for (tre gode oplevelser fra den dag).
Tak for min familie (nævn navnene).
Tak for mine venner (nævn navnene).
Beskyt dem og velsign dem. Amen

Jesus, du er barnets ven.
Du er også min.
Tag min hånd, så er jeg tryg
og hold den fast i Din.
Herre Jesus, pas på mig,
vis mig vej i livet.
Jeg vil aldrig svigte Dig,
og alt, hvad du har givet. (Tak for tre gode oplevelser fra den dag).
Tak for min familie (nævn navnene).
Tak for mine venner (nævn navnene).
Beskyt dem og velsign dem. Amen

Englevagt:
Når jeg lægger mig til hvile
tretten engle om mig stå,
tre til højre side ile,
tre til venstre side gå,
to ved hovedet,
to ved foden.
Én mig dækker,
én mig vækker,
én mig viser Himlens Paradis.

Godnatsange:
Jeg er træt og går til ro
lukker mine øjne to.
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned.

Har i dag jeg kære Gud
syndet imod Dine bud.
Vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod!

Se, o Herre, til os ind,
os, os har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om alverden, fjern og nær!

Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro!
Luise Hensel 1817, Kristian Arentzen 1846

Nu lukker sig mit øje,
Gud fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag!
Peter Foersom 1813

Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, Du skaber,
for kun i Din sol Gud, kan livet fornys.

Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!

Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, Du har.

Nu er timen, hvor Du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og Dig.
Nu er timen, hvor Du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!

Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for Du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når Du er i mørket,
er det ikke mørke,
når Du er iblandt os, da sover vi trygt.
Holger Lissner 1980

Solen er så rød, mor,
og skoven bli'r så sort.
Nu er solen død, mor, og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor,
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang!

Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor,
der kikker ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li'som jeg?

Hvorfor bli'r det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat mor,
den mjaver og vil ind!
Mågerne og ternerne har ingen sted at bo.
Å, hør, nu synger stjernerne,
de synger mig til ro.
Harald Bergstedt, Mel. Carl Nielsen

Bliv hos os, når dagen hælder,
Du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!

Henspred over dal og høje
dit stjerne-klædebons flig;
så lukker vi trygt vort øje
og slumrer sødt hos dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme
om englebørnenes fred.
Din Ånd gennem Himmel-strømme
vil suse til os ned.

Og kongen i livets rige
vil favne alle de små.
På englenes Himmel-stige
skal barnesjæle gå.

Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Og Paradis-lyset vælder
af nattens sluser ud.
B.S. Ingemann 1838. Mel. C.E.F. Weyse

 


 
Flagdage
Navneskik
Omgangsform
Mad og bord
Børnelege
Spil for voksne
Traditioner på
øerne
Sange/remser



Dannebrog

 

 

 

 

 

 

Solvognen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gylling Kirke

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top ^