Dansk KulturGrundlovsforeningen Dansk Kultur, www.danskkultur.dk

 
Nyheder
Foreningen
Søg
Kultur
Medlem
Udgivelser
Skikke
Mærkedage
Humor
Kontakt
Links
Forside

 


Dansk Kultur

Følgende artikel blev skrevet i september 2017 til en ung indvandrer, som havde bedt om hjælp til at besvare en skoleopgave om, hvad dansk kultur er. Begrebet danskhed debatteres livligt i medierne. Derfor kan artiklen måske også have interesse for andre end skoleelever. Kommentarer til den modtages naturligvis gerne.
Axel Artke
formand@danskkultur.dk
Tel. 28 56 99 93
Grundlovsforeningen Dansk Kultur

 

Dansk kultur i korte træk

Dansk kultur er summen af det danske folks historie og erfaringer fra oldtiden over vikingetiden og landets samling og kristning frem til nyere tid. Dansk kultur er samtidig summen af vore skikke og omgangsformer, af sproget og vore sange og digte, af dansk litteratur, højtider, bygningskunst, fest og traditioner. Dansk kultur er med andre ord en livsform, der gennemsyrer alt, hvad der kan kaldes danskhed og dansk selvforståelse. Man kan ikke fremhæve visse enkeltelementer og hævde, at kun de udgør kulturen. I det følgende vil jeg derfor nævne et bredt udsnit af facetter ved dansk kultur, der tilsammen kan give det nødvendige helhedsbillede.

Begyndelsen

Allerede for 20.000 år siden var der mennesker i Danmark. Det var jægere, som kom sydfra og ikke var fastboende, for istiden var endnu ikke forbi. De har efterladt sig spor i form af bearbejdede dyreknogler.

For 4.000 år siden sluttede stenalderen i Danmark. Derfra har vi rund- og langdysser samt jættestuer, hvad der viser, at datidens danskere var fastboende bønder med en stærk slægtsbevidsthed.

Fra de efterfølgende perioder, bronzealderen og jernalderen, har vi mangfoldige fund af våben, redskaber og smykker mv. Meget heraf er importeret fra Sydeuropa, hvad der tyder på, at danskerne allerede på den tid var et omverdensåbent handelsfolk.

Sagn og helte

Det kan synes fjernt fra dagens kulturdebat at omtale sagnhelte, men de spiller faktisk stadig en rolle. De er bl.a. beskrevet i Saxos Danmarkskrønike. Det gælder f.eks. Uffe hin Spage, der blev betragtet som en svækling, indtil han huggede sakserkongens søn og dennes ledsager over i ét hug med sværdet Skræp på en holm i Ejderen (den daværende grænse til Tyskland). Uffe har siden været en nationalhelt og et forbillede i Danmarks mange senere kampe med Tyskland.

I 1219 sejlede den danske kong Valdemar til Estland med en hær for at kristne landet. Under slaget ved Lyndanise vil sagnet, at Dannebrog (som betyder danernes fane) faldt ned fra himlen og sikrede danskerne sejren. Dannebrog er verdens ældste nationalflag.

En anden nationalhelt er Niels Ebbesen, der sneg sig ind og dræbte den holstenske, “kullede” grev Gerhard i Randers i 1340, selv om greven var omgivet af sin hær på 4000 mand. Drabet på greven førte til Jyllands befrielse fra de holstenske grevers besættelse.

Mange andre sagnskikkelser indgår i dansk mytologi. Især bør nævnes Holger Danske, der sidder og sover på Kronborg, men vil vågne op og frelse Danmark, når landet stander i våde. “Holger Danske” var da også det, som en modstandsgruppe kaldte sig under 2. verdenskrig.

Historie

Dannevirke er et voldkompleks, der strækker sig tværs over det tidligere danske land, Sydslesvig, ved floderne Slien og Trenen. Det blev begyndt opført omkring år 500 som forsvar mod angreb sydfra og var det største forsvarsværk i Nordeuropa. Bygningen af Dannevirke har krævet en betydelig indsats af penge, materiel og mandskab. Det har kun en mægtig konge kunnet præstere, hvad der tyder på, at i hvert fald dele af Jylland på den tid var et organiseret kongerige.

Den første, historiske omtale af danskerne træffes hos den gotiske forfatter Jordanes i 515. Han beskrev danerne som et folk, der i vækst og højde overgik alle andre nordiske stammer.

Rigtig kendt blev danskerne dog først fra ca. 700, hvor de første vikingeskibe blev bygget. Med dem sejlede danskerne til England, Irland, Frankrig, Spanien, Malta og Italien på plyndringstogter. Vikingerne bosatte sig flere steder. Bedst kendt er Danelagen i England og Normandiet i Frankrig. Vikingerne sejlede også til Grønland og Nordamerika.

I vikingetiden samledes Danmark til ét rige under Jelling-dynastiet (Gorm den Gamle og hans efterkommere). Ringborgene Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat vidner om vikingekongernes militære magt. På denne tid (940) kristnedes danskerne under kong Harald Blåtand, hvilket den store Jellingesten beretter om.

Den danske kong Knud den Store erobrede næsten hele England i 1016; i 1022 slog han venderne, og i 1026 slog han både den svenske og den norske konge. Fra da af var Knud den Store konge af England, hele Norden og store dele af Nordtyskland.

I perioden 1100-1200 byggedes de fleste, endnu eksisterende danske landsbykirker samt visse domkirker.

Under kong Christian d. 3. gennemførtes i 1536 den evangelisk-lutherske reformation. De katolske kirkers og klostres gods inddroges af kronen, og biskopperne fængsledes. Danmark blev et verdsligt styret, protestantisk land.

Under kong Christian d. 4. (regerede 1588-1648) opførtes mange af Danmarks markante slotte og bygningsværker, herunder Rosenborg, Kronborg, Frederiksborg, Nyboder, Regensen og Rundetårn. Christian d. 4. skrev udelukkende på dansk, hvad der var et særsyn på den tid, hvor tysk og fransk var overklassens sprog.

Danmark opretholdt sin hovedrolle i Nordeuropa i århundreder. Selv om England, Normandiet og Sverige efterhånden gik tabt, var Danmark stadig en betydelig flådemagt. Under Den Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet blev den dansk-norske viceadmiral Peter (Wessel) Tordenskjold en national helt i kraft af sine mange sejre over svenskerne.

I 1788 ophævedes det stavnsbånd, som havde hæmmet fæstebøndernes egenproduktion, og en række foranstaltninger blev indført for at lette deres overgang til selveje. Det lagde grunden til Danmarks senere succes som landbrugsland.

Under napoleonskrigene krævede England, at Danmark skulle udtræde af det såkaldte neutralitetsforbund. Da Danmark afslog, sendte englænderne i 1801 en krigsflåde mod København. Under kampen mod dem fik Danmark endnu en søhelt, Peder Willemoes.

I 1807 forbød England al neutral skibsfart mellem sine fjenders havne. Danmark protesterede og pådrog sig dermed engelsk vrede. Det førte til, at englænderne bombarderede København og førte hele den danske flåde væk. I 1814 blev Danmark desuden tvunget til at afstå Norge til Sverige. Fra at være en nation, der strakte sig fra Nordkap til Hamborg, var Danmark nu reduceret til et ret ubetydeligt land.

Et halvt århundrede senere, i 1864, mistede Danmark desuden Holsten og Slesvig som følge af en forkludret krig mod Tyskland. Grænsen mod syd kom nu til at gå ved Kolding. Det gjorde endegyldigt Danmark til en lilleputstat.

Kunst og kultur

I 1528 blev den første, danske salmebog udgivet. I 1700-tallet blev dens indhold stærkt udvidet med salmer af Thomas Kingo og Hans Adolph Brorson. På det litterære område var Ludvig Holberg den ubestridt førende. Hans mange komedier og epistler blev oversat til en lang række sprog.

Paradoksalt nok blev netop det århundrede, hvor Danmark forsvandt som europæiske stormagt, til en veritabel guldalder for dansk kunst og kultur. Digteren B.S. Ingemann var særdeles produktiv som forfatter af historiske romaner. Hans digterkollega, H.C. Andersen, blev verdenskendt for sine eventyr. Forfatteren og politikeren N.F.S. Grundtvig skrev omkring 1400 salmer, virkede for en national, åndelig rejsning og stiftede højskolebevægelsen. På filosofiens område fostrede landet endnu en verdensberømthed: Søren Kierkegaard. Verdenskendt er også billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, hvis værker kan ses på hans museum i København. Komponisterne H.C. Lumbye, D.F.R. Kuhlau og Jacob Gade skabte musik i den lettere genre, som spilles den dag i dag. Det samme gælder de symfoniske værker af Carl Nielsen. Malerne C.W. Eckersberg, Jens Juel og P.S. Krøyer opnåede international anerkendelse. Den danske sangskat i Salmebogen og Højskolesangbogen var allemandseje fra slutningen af 1800-tallet.

I 1900-tallet gjorde instruktøren Carl Th. Dreyer dansk filmkunst kendt verden over, mens forfatteren og nobelprismodtageren Johannes V. Jensen var en sprogfornyer, som fik den allerstørste betydning for dansk litteraturs udvikling. Det samme gjorde Georg Brandes, der var kendt over hele Europa som forfatter og kritiker og tillige var fortaler for kvindernes ligestilling.

Videnskab

Astronomen Tyge (Tycho) Brahe bidrog i 1572 til erkendelsen af planeternes bevægelse omkring Solen. Hundrede år senere opfandt en anden dansk astronom, Ole Rømer, metoder til at måle lysets hastighed. Fysikeren Hans Christian Ørsted opdagede elektromagnetismen i 1820, hvad der førte til udviklingen af elektroteknikken, herunder grundlaget for elektromotoren og dynamoen. Lægen og nobelprismodtageren Niels Finsen vakte opsigt verden over med sin strålebehandling af kræft og tuberkulose. Jacob Ellehammer byggede den første motordrevne flyvemaskine i Europa. Den største danske fysiker er dog Niels Bohr. Hans opdagelse af atomspaltningens enorme energiudladning var forudsætningen for kernekraften og atombomben. Hans indsats blev belønnet med nobelprisen i 1922.

Erhvervskultur

I dansk erhvervsliv træffes mange store personligheder, hvis virke har haft uvurderlig betydning for danskernes liv og kultur og været forbilleder for mange andre driftige virksomhedsledere. I flæng kan nævnes følgende (med deres bedst kendte livsværk i parentes):

A.P. Møller (Mærsk)
August og Marie Krogh (Novo)
C.F. Tietgen (Store Nordiske Telegraf-Selskab)
Eilif Krogager (Tjæreborg Rejser)
Godtfred Kirk Christiansen (Lego)
H.N. Andersen (ØK)
J.C. Jacobsen (Carlsberg)
Lars Larsen (Jysk)
Mads Clausen (Danfoss)
Poul Due Jensen (Grundfos)
Simon Spies (Spies Rejser)
Troels Holch Povlsen (Bestseller)
Valdemar Kähler (Rockwool)

De nævnte virksomheder er internationale og har gjort dansk ledelseskultur kendt verden over. Ledelseskulturen er karakteriseret ved udstrakt delegering og lav magtdistance, hvad der vil sige, at afstanden mellem top og bund er kort, og at ledere og medarbejdere søger at løse problemerne i et ligeværdigt fællesskab.

Denne indstilling genspejles i den såkaldte “danske arbejdsmarkedsmodel”. Den indebærer, at landets to hovedorganisationer, LO og DA, sammen med deres medlemsorganisationer tillægges ansvaret for at indgå overenskomster om arbejds- og lønvilkårene på det private arbejdsmarked. Det blander regeringerne sig helst ikke i.

Et andet særkende ved dansk erhvervsliv er andelsbevægelsens store succes. De største andelsselskaber er Arla, som er en dansk registreret mejerikoncern, der opererer i 10 lande, Coop Danmark, som er landets største detailhandelsvirksomhed, og slagterivirksomheden Danish Crown, der er verdens tredjestørste kødproducent.

Politisk kultur

Danmarks Riges Grundlov blev udstedt i 1849 og er senest revideret i 1953. Den fastsætter grundtrækkene i landets politiske struktur, dvs. tredelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Grundloven præciserer også, at der gælder parlamentarisme i Danmark, hvad der vil sige, at ingen regering kan fortsætte, hvis et flertal af Folketingets medlemmer udtrykker mistillid til den.

Den politiske kultur i Danmark præges af, at landet aldrig har haft flertalsregeringer. De politiske partier har derfor altid skullet indgå kompromisser og forlig for at opnå resultater. Dansk demokratiforståelse er dermed baseret på, at der skal tages behørigt hensyn til et mindretal.

Dansk politisk kultur bygger endvidere på et særkende ved dansk mentalitet, nemlig den udbredte tillid, som danskerne nærer til hinanden og til myndighederne. Desuden bygger den på den kristne kulturarv, som adskiller kirke og stat og ligestiller mænd og kvinder i alle politiske henseender.

Den politiske kultur afspejles i det, der er blevet kaldt “Foreningsdanmark”. Betegnelsen hentyder til, at danskerne går sammen i små og store foreninger til løsning af alverdens opgaver. De fleste danskere er således medlemmer af en håndfuld foreninger, selv om de ikke altid er klar over det, endsige aktive i dem.

Hverdagskultur

Begrebet “hverdagskultur” angiver en række mere uhåndgribelige sider af dansk kultur, herunder skikke, traditioner og uskrevne normer, der er faste ingredienser i dansk livsstil. Det gælder f.eks. påske- og julefrokoster, samvær i kolonihaverne, flagning med Dannebrog i enhver anledning, dronningens nytårstale, gudstjeneste juleaften, sankthansaftensbål, uformelle omgangsformer, topløs solbadning, lystbådssejlads, nationalsang ved landskampe, seksuel frigjorthed, umiddelbar hjælpsomhed, lun humor, lejlighedssange ved familiefester, spadsereture i nyudsprungne bøgeskove samt smørrebrød med øl og snaps.

Internationale tilfredshedsundersøgelser har gang på gang konstateret, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Denne fornemme plads har ikke mindst det danske velfærdssamfund æren for. En af velfærdssamfundets væsentligste fortjenester har været at fjerne frygten for sult og fattigdom. Andre velfærdsgoder er uddannelse og sygdomsbehandling og alderdomsforsorg uden egenbetaling. Atter andre består i fraværet af korruption og nepotisme. Prisen for velfærdssamfundet er høje skatter og afgifter, men dem betaler danskerne uden at kny som følge af den høje tillid indbyrdes og til myndighederne. Skatterne udjævner den økonomiske ulighed, hvad der som sidegevinst har en oplevelse af generel lighed.

Trusler mod dansk kultur

Det lykkelige danske folk står imidlertid over for store trusler, for i de sidste snes år har landet undergået en kulturel opløsning uden fortilfælde. Det er der flere grunde til:

Uden at være spurgt er den danske befolkning blevet påført hundredtusinder af indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika. Deres samfundsopfattelse baserer sig på islam, klantænkning og sharialov, hvad der ikke kan forenes med dansk demokrati og levevis. De samler sig i ghettoer, hvor dansk lov og ret ikke gælder; de belaster alle samfundets institutioner, og de koster årligt samfundet 38 milliarder kr. Det svarer til 30.000 kr. for hver dansk familie.

Den massive indvandring udgør ikke blot en tung, økonomisk byrde, men også en trussel mod grundlæggende danske værdier såsom åbenhed, tillid, frisind, hæderlighed og ligestilling mellem kønnene.

Grundlovens garantier om ytringsfrihed tilsidesættes. Den såkaldte racismeparagraf (§ 266 b) sigter angivelig på at beskytte mindretal, men bruges i realiteten til at forhindre kritik af islam. Paragraffen tillader ikke at føre sandhedsbevis. Man ifalder straf, hvis blot ytringen kan krænke muslimer.

Folkeskolen er under opløsning. Det ses både af PISA-målinger og af flugten til privatskoler. For første gang i danmarkshistorien forlader børnene folkeskolen med ringere kundskaber, end deres forældre havde, da de gik ud af den. Samtidig stiger antallet af funktionelle analfabeter. Forfejlet skole- og integrationspolitik er årsagen.

Folketingets suverænitetsafgivelser i forbindelse med ratificering af EU-traktater bidrager også til opløsningen. Det skaber mistillid til politikerne og demokratiet, når en traktat, der er forkastet ved folkeafstemning, alligevel ratificeres i en sminket udgave trods både juridisk og folkelig protest.

Hertil kommer skiftende regeringers underkastelse under FN's og EU's konventioner og deres accept af EU-domstolens politiserende aktivisme. Regeringerne retter ind efter konventionerne og dommene trods Danmarks retslige forbehold og FN's tvivlsomme legitimitet.

Den kulturradikale elite medvirker også til opløsningen. Dens leflen for islam og foragt for danskhed præger både DR og TV2. Under dække af “politisk korrekthed” svigter også den skrevne presse sin pligt som demokratiets vogter og som objektivt sandhedssøgende “4. statsmagtrdquo;. Journalisterne indtager derfor en plads nederst på troværdighedsskalaen.

Det samme gør politikerne, fordi de trods folkelige protester ikke løser landets største problem: Den massive indvandring fra Mellemøsten og Afrika og den dermed følgende kriminalitet og vold. Danskerne føler med stigende desperation, at politikerne lader dem i stikken, selv om de statistiske fødselsdata utvetydigt viser, at Danmark vil få muslimsk flertal inden århundredets udgang, hvis indvandringen ikke stoppes. Danskernes traditionelle tilid til politikerne er afløst af politikerlede.

Modværge mod den kulturelle opløsning

Om de nævnte trusler mod dansk kultur fører til dens undergang, afhænger af, om i det mindste følgende principper udløses i politisk handling. Sker det, vil dansk kultur overleve.

  1. Det er et folks indlysende ret at værne om sit land og sin frihed.
  2. Indvandring accepteres kun, hvis den tjener danske samfundsinteresser og ubetinget respekterer dansk kulturs forrang for fremmede kulturer.
  3. Fremmed kulturimperialisme og kolonisering skal modarbejdes.
  4. Dansk kultur - med rødder i vikingetid og formet gennem historien, kristendommen og folkelige bevægelser - er et uopgiveligt gode.
  5. De værdier og det menneskesyn, der udspringer af den kristne og den hellenske kulturarv, skal forsvares.
  6. Kendskabet til dansk historie og danske traditioner, skikke, kunst og sangskat skal udbygges.
  7. Politikerne, skolen, kirken og de offentlige institutioner har pligt til at fremme dansk kultur i ord og gerning.
  8. Ytringsfriheden skal styrkes, og censur modvirkes.
  9. Danmarks Riges Grundlov må ikke tilsidesættes til fordel for internationale konventioner.

Principperne er grundlaget for Grundlovsforeningen Dansk Kulturs vedtægter.

 


 


 
Grundloven
Ytringsfrihed
Dåb, bryllup, begravelse
Dansk sprog
Højtider og mærkedage
Kirke/bygninger
Sang og musik
Dyrene
Nationalsymbol
Havekultur
Korte træk