Danske nationalsymboler

Den lille havfrue

Holger Danske

Den lille havfrue
Kendt dansk symbol gennem billedhuggeren Edvard Eriksens yndefulde figur ved Langelinie i København. Figuren blev færdig 1913.
Udgangspunktet for den lille havfrues popularitet og sammenknytning med Danmark er Hans Christian Andersens berømte eventyr ”Den lille havfrue”, der inspirerede Edvard Eriksen.
Havfruen er især kendt i ældre tid i Danmark gennem danske folkesagn og folkeviser for eks. ”Havfruens spådom”.

Danske folkeminder og sange om Holger Danske
Historisk baggrund: Holger Danske er hovedperson i det franske heltedigt ”Ogier de Danois” fra det 12.århundrede. Også den norske Karl Magnus Saga har optaget sagnet og historien om Holger Danske ligesom danske folkeviser handler om hans bedrifter. Ifølge beretningen kæmpede han under kejser Karl den Store mod de indtrængende muslimske hære, som søgte at erobre Europa.

Ifølge sagnet sidder Holger Danske sovende i kasematterne under Kronborg. Han vil vågne når Danmark befinder sig i yderste nød og synes at ville gå under. Berømt er kunstneren og skulptøren H.P. Pedersen-Dans skulptur fra 1907, hvis gipsafstøbning står under Kronborg og hvis bronzefigur af Holger Danske står i Marienlyst park.

En af de større danske modstandsgrupper tog navnet Holger Danske under besættelsen af Danmark fra 1940-45. Gruppen foretog i årene 1943-45 en lang række større sabotageaktioner og havde ved besættelsens ophør ca. 400 medlemmer.

Holger Danske
Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden.
Med lyst jeg kommer mit liv i hu:
Jeg lever i folkeånden.

Du véd det, landsmand! Jeg er ej død.
Med kraft jeg kommer tilbage:
Jeg er din fuldtro hjælp i nød
på Danmarks gamle dage.
B.S.Ingemann 1837

Holger Danskes gravhøj
På Bygholms mark ved Horsens er der en stor høj, hvor de gamle siger, at Holger Danske ligger begravet. Og at der er noget om det, det ved man af, at man engang har fundet et så stort sværd i denne høj, at tolv heste med nød og næppe kunne trække det til gården. Da man havde fået det hjem, blev der sådan en tummel samme aften, at man hvert øjeblik syntes, at murene var ved at styrte sammen, og ikke et menneske havde ro den nat, enten oppe eller nede. Det første man derfor greb til om morgenen, var at få sværdet tilbage til højen igen, og det var tydeligt nok, at man havde båret sig forkert ad, da man tog sværdet ud af højen, for nu da det skulle tilbage til højen var det så let, at to heste mageligt kunne trække det.

Den gamle, siger man, vil bruge det sværd, når tyrken kommer og vander sin hest i Viborg sø, hvad nok engang vil ske, og det er derfor han ikke vil af med det. (Bind I, B141 s.254 nr. 274).
Se Feilberg: ”Holger Danske og Antikrist”. Danske studier 1920, s.97-125

Holger Danske i Almind Bakker
I Almind mellem Vejle og Kolding skal der i gamle dage have stået et slot, fortæller bønderne. En af dem, en gammel husmand Ravn på Starup mark ved Kolding, og som har været skolelærer, har fortalt videre: Man kunne endnu i min ungdom for omtrent 30, 40 og 50 års siden, tydeligt se, hvorledes alléerne trappeformigt, den ene over den anden, havde slynget sig omkring bakkerne fra østen for Kongensholm, hvor kongeborgen lå, til hen imod Dons mølle. Disse alléer var beplantet overalt på bakkerne med fyr og gran hen imod Dons mølle… Gamle bønder i sognet vest for har fortalt mig, at under én af Almind bakker skal Holger Danske sidde og sove, indtil engang Danmark kommer i nød og er ved at blive udslettet, nogle siger, at det sker, når tyrkerne kommer og vander deres heste ved kongeåen. Jeg tror de måske mente tysken, men det var tyrkerne, som de gamle talte om ville komme, for det står i Sybilles spådom.( Med højen menes Bavnehøj, som ligger i sognets nordlige del. Folkemindet er fortalt af lærer Jens Madsen født 1798 i Viv sogn til folkemindeforskeren Sven Grundtvig, Bind I, B141 s. 153-54 A87 nr.126).

Kender du Holger, som sidder dybt nede i kældrene under Kronborg, det store kongeslot i Helsingør? Hans skæg er vokset fast i bordet. Han sover en dyb, dyb søvn! Men i nødens stund, nå Danmark er i største knibe, da vågner han op, bordet sprænges, og han griber sit store sværd.

Her følger sangen om Holger Danskes liv og færden:

I alle de ringer og lande,
hvorhen jeg i verden fór,
jeg fægted´med åben pande for,
hvad jeg for alvor tror.

2. En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn;
på skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn.

3. Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm;
de så jeg var Holger danske
og ingen formummet skælm.

4. Vil dansken i verden fægte,
men skjuler sit åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte.
Jeg tager ham ej i favn.
B.S.Ingemann. Mel. J.C Gebauer